Mød designeren, kunstneren og musikeren Henrik Vibskov her, når han fortæller om alt fra sin besættelse af smølfer og skattejagter til særlige heureka-momenter.
Min første kulturoplevelse er lyden fra den rejsegrammofon, jeg fik som seksårig. Jeg havde to meget forskellige vinylplader, som jeg hørte igen og igen. Min storesøster og storebror havde foræret mig voksen-pladen med Rugsted & Kreutzfeldt. Jeg husker især kærlighedssangen ’Jeg ved det godt’ fra 1979. Men den vinyl, jeg for alvor var besat af, var ’Johnny Reimar og Smølferne’. Det var et crazy fedt univers, små, mystiske blå væsner, tre æbler høje, der talte smølfesprog og boede i en landsby langt ude i skoven. Det kunne jeg relatere til, da jeg selv voksede op i en lille by i Midtjylland. Jeg var særligt inspireret af fest-smølfen, der sang på helium, det lød fantastisk. Det er helt klart musik, der har været kulturel inspirationskilde gennem hele mit liv.
Jeg fik mit første trommesæt, da jeg var 10 år. Det var en total øjenåbner. Mine søskende spillede i bands, og det begyndte jeg også på. I begyndelsen spillede vi covernumre, men som 13-årige – vi var et drengeband – blev et par af vores egne numre optaget live og sendt i radioen på DR. Thung, der var vietnamesisk bådflygtning og klassekammerat, spillede bas, og efter vores ’radiosucces’ blev vi hyret til at optræde til et meget stort vietnamesisk bryllup. Alt det skabte en rygsæk fyldt med oplevelser og selvtillid, som jeg ikke havde haft før. I skolen var jeg virkelig dårlig til at stave, så musik og matematik blev min vej igennem skoleverdenen.
Som barn var Henrik Vibskov besat af vinylpladen ’Johnny Reimar og smølferne’.
Vibskov har i en lang årrække spillet sammen med Trentemøller, Mikael Simpson og Hess is More.
Naturen har også haft stor betydning. Jeg gik ikke i børnehave, men blev passet hjemme af min mor. Mine søskende er en del år ældre, så jeg var meget alene om at lege. Jeg brugte timer på stranden med at lave dæmninger og byggeprojekter med sten og træ. Jeg overdriver ikke, hvis jeg siger, at en stor del af min barndom er gået med at opmagasinere vand.
Jeg peakede på dansegulvet i 1983. Jeg var breakdancer, kørte på bmx-cykel og var selvfølgelig vild med hiphop-gruppen Rock Steady Crew. Jeg vandt breakdance-mesterskabet i Silkeborg-området og fik en masse vinyler og en bmx-cykel, som jeg cyklede hjem med under armen til Kjellerup. Naturligvis iført dunvest, walkman og sweatpants. Rent ’Stranger Things’-univers.
Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, var jeg måske blevet arkitekt eller grafiker. Som 17-årig begyndte jeg at studere til bygningsingeniør, men sprang fra efter halvandet år. Det var for tørt, legen var der ikke. Måske kunne jeg også være endt i en bank – på grund af matematikken?
En gadget, jeg ikke kan leve uden, er min skuldertaske. I den har jeg diverse identitetspapirer, solbriller og telefon. Jeg er klar til afgang.
I Henrik Vibskovs skuldertaske er der altid pas, solbriller og telefon.
Den bedste gave, jeg for nylig har givet, må være diverse skattejagter til min datter på 11 og min søn på ni. Dem gør jeg lidt ud af. Til den seneste mødtes vi på Københavns Hovedbanegård under uret klokken 16. Derefter – besluttede jeg – at vi skulle følge efter en mand i rødt tøj. Vi endte i toget mod Malmø, hvor jeg freestylede lidt og bookede et hotel. Det var en fødselsdagsgave, de blev glade for.
Jeg kan godt lide at hente inspiration om natten, lige dér, hvor jeg befinder mig mellem drømme og vågen tilstand. Jeg skriver det ned, der dukker op; billeder og tanker. Det er her, jeg har oplevet at få vigtige heureka-momenter. Vi bruger det også i vores processer på arbejdet: ”Lad os lige sove på det,” siger vi ofte til hinanden. Der kan ske alt muligt i de gyldne timer. Især når man hele dagen har været i dialog. I det her natterum er man fuldstændig i monolog, og her er bare helt stille.
Henrik Vibskov har bl.a. vundet verdens største designpris, Söderbergprisen, i 2011 og fik tildelt Thorvald Bindesbøll Medaljen i 2016.
Min livret lige nu er stenbiderrogn på ristet rugbrød med rødløg og dild eller på en blinis med cremefraiche.
Skønhedsproduktet, jeg igen og igen bruger, er den franske apotekercreme A-Derma. Den er dyr, men jeg er totalt afhængig af den. Jeg har lidt af børneeksem, siden jeg var helt lille, og har testet en milliard cremer, så jeg ved, hvad jeg taler om. Det er den bedste creme i verden – den har jeg smuglet med mig i håndbagagen til mange lande.
På min ønskeliste står der øverst et nyt køkken og badeværelse. Det er 15 år siden, vi istandsatte sidst, så der er en del ridsede overflader og skrammer. Jeg har en masse ideer til, hvordan det skal se ud.
Den franske apotekercreme A-Derma og parfumen Hinoki fra Commes des Garçon er favoritterne.
Min personlige stil er heldragt, kasket, dunvest og solbriller.
I mit studio er der altid kaffe, hvidvin og musik.
Den bedste duft i verden er parfumen Hinoki fra Commes des Garçon – en mellemting mellem cedertræ og myggespray.
Det første, jeg gør, når jeg træder ind i mit studio, er at spille trommer – altså de dage, hvor jeg kommer en halv times tid før alle andre. Det er en slags mental ventilation. De første ti minutter slipper jeg alt – og spiller bare. Derefter sætter jeg musik på og trommer hen over det. For tiden er jeg ret vild med vals; russiske, ungarske, militærparade-musik og melankolske melodier.
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er New York. Vi har en butik på Manhattan, og den overlevede heldigvis corona-epidemien med stor hjælp fra seje udlejere. Det er ret mystisk, for det seneste år har været vores bedste nogensinde. Det første, jeg vil gøre, når jeg lander, er at køre til Chinatown og få plejet jetlagen med en fodmassage til tyve dollar.
Henrik Vibskov har lavet kostumer til en række ballet-forestillinger.
I mit køleskab er der altid sambal oelek og havremælk.
En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Farshad Farzankia. Og det er bare et spørgsmål om tid.
På repeat hører jeg den svenske musiker sir Was. Jeg er helt solgt. Det er afroinspireret poly-rytmik og flotte melodier. I år spillede han på Vibskov P:I:G Awards i maj på Gammel Strand. Det var den svenske glaskreatør Malin Pierre, der vandt designprisen.
Filmen, jeg kan se igen og igen, er ’De fortabte børns by’af Marc Caro og Jean-Pierre Jeunet. Den udspiller sig på en boreplatform ud for en surreel fransk by med dværge, syrede køn, kidnappede børn og en gal videnskabsmand. Jeg kan også se instruktørparrets ’Delicatessen’ igen og igen.
Striktrøje fra Raf Simons x Sterling Ruby.
Bedste tøjkøb er en rød, hvid og blå striktrøje fra Raf Simons x Sterling Ruby. Derfor har jeg også købt to af dem.
Hvis jeg kunne skabe en ændring i verden, ville det være at nedskalere verdens befolkningstal. Vi er for mange mennesker, og det fører til skræmmende hungersnød, klimakatastrofer og forurening.
Mine favoritfarver er alle rødlige nuancer.
Jeg kommer altid til at grine ad den engelske komiker Ricky Gervais – også når han er i sorg. ’After Life’ på Netflix kan anbefales.
Et projekt, jeg arbejder på nu, er en forestilling på The Swedish National Ballet med koreografen Alexander Ekman, som har premiere til oktober. Vi arbejder godt sammen – senest med forestillingen ’Eskapisten’. Derudover er der et hav af andre ting, blandt andet show i Paris og udstilling i Norge, der skal videre til Island og Berlin.
I år vil jeg ud og windsurfe.
