Kultur

Fra stylist til celebstylist til celeb til designer

- 20/09/2010

Uffe Buchart fortæller om modeverdenens velklædte jobrotationsordning

Der er stylister, og så er der celebritystylister
Og celebritystylister, der selv bliver celebs. Og så er der stylistcelebs, der bliver designere … ! Og masser af celebs, der tror, de er designere, som virkelig har brug for en god stylist! Forvirret? Så læs lige lidt videre, og mød indbegrebet af den nye ‘stylist- goes-celeb-goes-designer’-trend – fænomenet Rachel Zoe. Den amerikanske stylist startede karrieren med at style celebs som Lindsay Lohan, Nicole Richie, Cameron Diaz, Kate Hudson og Demi Moore, men landede i 2008 sit eget tv-show, The Rachel Zoe Project, der nu kører på tredje sæson. Med et snuptag blev stylisten næsten lige så kendt (og tynd) som de kendisser, hun stylede … Den 39-årige Hollywood-baserede modemogul er nu – med en lukrativ designeraftale i næven – næsten nået i mål med det eftertragtede karriere-hattrick. Til efteråret 2011 kan vi alle således købe alt det, Rachel synes er chikt inden for tøj, sko og accessories, der gerne skulle lokke det amerikanske midtermassemarked til kasseapparaterne. Kan du sige ‘ka-tjiiing’?!

Også den kendte amerikanske designer L’Wren Scott
(der måler 1,93 cm!) startede som celebritystylist, men fik først rigtig galop i designerkarrieren, da hun begyndte at date Mick Jagger – Ja, dén Mick! Tro endelig ikke, at ‘stylist-goes-celeb-goes-designer’-trenden kun findes i USA. Stylisterne Trinny og Susannah, der har haft deres eget tv-show i England, er sprunget ud som designere af lingeri i shapewaredepartementet med succes. Og i lille Danmark har stylist Simon Rasmussen netop detoneret som designer med eget show under modeugen … ! Tak Simon, fordi vi nu kan sige, at vi er helt med på trenden!

Karl Lagerfeld er en befaren designer, men tjener gerne lidt ekstra lommepenge på at fotografere (‘designergoes- celeb-goes-photographer’). Ikke blot sine egne elitære kampagner og modeserier for verdens hotteste modeblade, men nu også for pjalteproletariatets postordrefi rma nummer et, det franske 3 Suisses, der seriøst kører frem med foræringspriser, som står i skærende kontrast til designerens image. Og se nu der, på bagsiden af kataloget poserer Karl oven i købet siddende på en meget billig vaskemaskine! OMG! Og jeg, som troede, at Mads Christensen poserende i uforståeligt højtaljede bukser foran et køkken med det mærkelige navn Invita, var topmålet af stilistisk uorden

Der er også gang i ‘designer-goes-celeb-goes- model’
Jeg tror dog næppe, furien Vivienne Westwood har solgt flere varer, fordi hun selv i en årrække har optrådt i egne kampagner. Men spørger du designer Marc Jacobs, er der dog ingen som … Marc Jacobs. Tjek lige hans nyeste kampagne for herreparfumen ‘Bang!’. Her ligger en meget olieret Marc in puris naturalibus midt i noget, der ligner en bunke stanniol, og poserer med en gigantudgave af parfumeflakonen foran forplantningsorganerne. At dømme ud fra billedet skal der ret meget til at dække dem, og det er vel hævet over enhver tvivl, at de dufter herligt. Mens Marc poserer, spirer hans mand – brasilianeren Lorenzo Martone – frem som designer på badetøjets stilistiske vildmarker. Nå da da … sikke noget rod! Marc er ikke just kendt for at ville dele sit spotlys på designernes stjernehimmel. Efter at have kigget lidt nærmere på Lorenzos kollektion, der hedder ‘Nycked’, kommer han nu næppe heller til det. Vi taler badetøj i den dekorerede afdeling a la ‘badedragt med drabelig lycrasløjfe i fronten’. Nej, vel …?

Måske succesen ville være hjemme, hvis han bookede verdens mest populære model lige nu – hollandske Lara Stone – som blikfang. Hun er kendetegnet ved en ikke ubetydelig barmstørrelse og et enormt mellemrum mellem fortænderne. Giganten Calvin Klein er dog kommet alle andre i forkøbet. Firmaet vil ikke dele Lara med ANYf***ingBODY, så de har simpelthen købt rettighederne til den 27-åriges ansigt, krop (og sjæl) for en længere periode. Dermed er Lara Stone Calvins ejendom, men er til gengæld ubetinget skudt op i modens stratosfære som verdens nyeste supermodel. Det kan trygt bekræftes, at hun kommer til at grine hele vejen til banken.

På privatfronten er der også rigeligt at hyle af grin over
Den heldige model er nemlig netop blevet gift (i en Givenchycouture-robe til ca. 400.000 kr.!) med den engelske komiker David Williams kendt fra kultserien Little Britain. Og således kan det bekræftes, at der ikke er nogen retfærdighed til i denne verden.

Andre relaterede artikler:

Balance Me vinder
Beauty-Oscar
Anne P. tester
træning for livet
Fodbehandling hos
Complete Me