Film og TV

Vender Desperate Housewives tilbage med en ny sæson?

- 06/01/2022

Rygterne svirrer om, at kvinderne fra Wisteria Lane snart er at finde på skærmen igen.

I 2022 er det 10 år siden, at det sidste afsnit af Desperate Housewives blev sendt, og nu tyder noget på, at jubilæet bliver markeret med et gensyn med Wisteria Lane.  

I hvert fald er der på den officielle Twitter-profil for serien dukket et billede op af Gabrielle, Lynette, Bree, Susan og Katherine med teksten ’Desperately waiting for 2022’. Det har fået flere fans til tasterne, der spekulerer på, om opslaget betyder, at serien er på vej tilbage.

Der er dog endnu ikke kommet en officiel udmelding om, at Desperate Housewives, der udkom i otte sæsoner fra 2004 til 2012, rent faktisk bliver genoplivet, så fans af serien må væbne sig med tålmodighed lidt endnu.  

Manden bag serien, Marc Cherry, udtalte i november sidste år til Entertainment Weekly, at hvis han skulle puste liv i serien igen, så skulle han have en ny idé til, hvordan serien skulle fortsætte.

Hvis der kommer et reboot, bliver Desperate Housewives endnu en i en lang række af serier, der er vendt tilbage til skærmen efter en længere pause. Senest skete det, da And Just Like That, der er den længeventede reboot af Sex and the City, fik premiere på HBO Max.

Hvis du, ligesom os, har fået akut lyst til et gensyn med Desperate Housewives, kan alle otte sæsoner streames på Disney+.

Læs ogå

5 serier, vi glæder os til at se i 2022