Film og TV

Sarah Jessica Parker har måske fundet de mest festlige støvler i 2023

- 12/04/2023

Sjældent har vi set noget mere Carrie Bradshaw’sk.

Hvis der er én ting vi (og verden) ikke kan få nok af, er det at granske grænsefladen mellem Sarah Jessica Parkers personlige stil og hendes fiktive alter ego Carrie Brasdhaw.

Og det seneste look fra ’Sex and the City’-spin-off serien ‘And Just Like That…’ er netop sådan et eksempel.

For på optagelserne fra anden sæson af den nye serie, hvor veninderne (uden Samantha) udforsker nye kapitler af deres mere modne liv, er Carrie nemlig blevet spottet i et par støvler, som er designet af Sarah Jessica Parker selv.

Og det er altså ikke et hvilket som helst par støvler, der er tale om.

Nej, det er måske de mest festlige støvler, vi kommer til at være vidner til i 2023, fordi de er dyppet i glimmer fra den spidse tå til det høje skaft, og altså dermed bringer disko ind i ethvert look; også hvis der blot er tale om jeans og en hvid skjorte.

På optagelserne lader det dog til, at Carrie Bradshaw tager endnu et skridt på sin stilmæssige udviklingsrejse, der, ligesom karakteren, også bærer præg af at være et andet sted i livet end de frivole 30’ere, som serien oprindeligt portrætterede.

Allerede i første sæson af ‘And Just Like That…’ så vi, hvordan Carrie måtte gå på kompromis med sine høje hæle grundet en hofteoperation, men det var ikke det eneste der ændrede sig i hendes garderobe.

Mens der stadig var et upåklageligt miks af vintage, highend og nostalgiske items fra den originale serie, så var der også en mere tidløs undertone at spore, hvor Carrie Bradshaw i ’Sex and the City’ ellers var meget på forkant med eller direkte på tidens største trends (takket være stylisten Patricia Field).

I seriens første sæson var der dermed flere looks med skræddersyede detaljer som oversized blazere, skjorter, habitbukser og farver som sort, hvid, khaki, marine- og dueblå; alt sammen valg, der giver illusionen af en mere kurateret, velovervejet og voksen garderobe fremfor de mere udsvævende valg, som Carrie gjorde i sine 30’ere, hvor silhuetter, snit og farver knap kunne blive vilde og avantgarde nok.

Og det vi har set fra optagelserne til anden sæson af spin-off serien antyder, at der – trods visse outrerede tøjvalg – særligt er én ’fashion concious’-tendens, der går igen i Carries sæson 2-garderobe, nemlig fokus på vintage, fornuftige shoppenet og afslappede no-brand elementer.

Foto: Theimagedirect.com/Theimagedirect/Ritzau Scanpix

Således havde Sarah Jessica Parker aka Carrie Bradshaw på optagelserne til ‘And Just Like That…’ sæson 2 sat sine glimtende SJP-støvler sammen med en oversized, blå skjortekjole med lilla sweatpants under og en lang, sort/hvid (garanteret vintage) frakke over. En bizar sammensætning som trods lookets casual afsæt stadig osede af Carrie – takket være de opsigtsvækkende og meget festlige støvler.

Læs ogå

De nyeste looks fra ‘And Just Like That’ beviser, at moden tager en vild drejning i den nye sæson