Film og TV

Marie Bach Hansen fra Reservatet: “Der er helt sikkert ting, vi lukker øjnene for, for at kunne holde det ud. Her tænker jeg både på fattigdom, krige og klima. Det er noget, jeg håber, folk vil tage med fra serien”

- 30/05/2025

Marie Bach Hansen er aktuel i Netflix’ Reservatet i rollen som Cecilie Vinter-Jensen. Vi mødte hende.

Fortæl om Reservatet.

Reservatet er et krimidrama som, samtidig med at være en historie fuld af spænding, portrætterer nogle af landets rigeste mennesker og belyser de privilegier, der kommer med penge – men også det ansvar og de problemer, de kan føre med sig. Serien beskriver et miljø, der er svært at trænge ind i for udefrakommende, og den beskriver konsekvenserne af de hemmeligheder, vi har, og de fortrængninger, vi gør os, for at kunne retfærdiggøre det liv, vi lever.

Serien følger to familier, deres au pairs og de efterforskere, der forsøger at opklare den ene au pairs forsvinden – og de forskellige perspektiver på historien, der kommer med de vidt forskellige skæbner. Stille og roligt bliver tragedien optrevlet, maskerne falder, og hemmeligheder kommer på bordet. Hvor langt vil du gå for at opretholde det liv, du har? Det, jeg synes, er stærkt ved den her serie, er også, at den har to filippinske kvinder og to børn i nogle af de store hovedroller, og de har ligesom resten af holdet været helt eminent dygtige, og jeg glæder mig til, at Danmark skal se deres talent.

Hvem er din rolle?

Jeg spiller Cecilie, som er vært for den filippinske au pair Angel. Hun er gift med advokaten Mike og har to børn, Viggo og Vera. Da naboens filippinske au pair, Ruby, forsvinder, sætter det gang i Cecilies retfærdighedssans og søgen efter sandhed, men langsomt opdager hun, at hendes egen familie også er filtret ind i begivenhederne. Hun skal derfor beslutte, hvad hun kan fortrænge, og hvad hun ikke kan fortrænge.

Cecilie er født ind i rigdom og har aldrig prøvet andet. Hun skilter ikke med sine penge og sine privilegier og kan næsten skamme sig over at have et så godt liv, fordi hun er uhyre bevidst om, at langt fra alle har det lige så godt. Hun gør en dyd ud af at behandle alle lige. Denne dyd bliver udfordret, som serien skrider frem, og hendes eget liv kommer under lup og bliver trevlet op.

Kan du løfte sløret lidt for, hvad der sker? Bliver det uhyggeligt?

Jeg kan godt afsløre, at det bliver lidt uhyggeligt. Der ligger hele tiden noget og lurer under den pæne, uigennemtrængelige overflade. Og der er jo sket en potentiel tragedie med en kvinde, og det i sig selv er meget uhyggeligt, synes jeg. Serien bevæger sig mellem forskellige interessante miljøer: skolen, politistationen, det filippinske community, advokatkontoret og hjemmelivet hos familierne. Jeg synes, det er spændende med en serie, der bevæger sig mellem miljøer, og på en måde kunne man måske kalde det en moderne upstairs-downstairsserie, tilføjet et stort element af ‘whodunnit’.

Foto: Jasper Spanning/ Courtesy of Netflix

Cecilie bliver tvunget til at kigge på sine egne blinde vinkler og moralske standpunkter, ligesom status og tillid bliver taget op til overvejelse. Kan du perspektivere det til noget i dit eget liv?

For mig har det været spændende at spille en rolle, der lever i et univers, jeg aldrig har været i. At sætte mig ind i, hvad det vil sige at have en så privilegeret tilværelse, at man aldrig nogensinde skal tænke på penge, eller hvor de skal komme fra. Dét, at intet kan true din position, giver dig jo en ‘entitlement’, som bare skal ligge under alt, hvad du gør i den rolle. Dét har været interessant at arbejde med som skuespiller. Samtidig er Cecilie meget bevidst om de privilegier, hun har, og det gør hende interessant som karakter, fordi hun i sig selv indeholder et kæmpe dilemma. Privilegier, der gør, at du og din familie kan leve som konger og dronninger, og samtidig en stor skyld over, at hele verden ikke har samme privilegier. Skal man afsige sig sit gode liv for at bøde for den skyld? Det er et spændende spørgsmål, som jeg tror, at mange i vores del af verden kender til. Vi lever jo i et smørhul i Danmark – og i Vesten i det hele taget. Der er da helt sikkert ting, som vi lukker øjnene for, for at kunne holde det ud. Her tænker jeg både på fattigdom, krige og klima. Det er noget, som jeg håber, at folk vil tage med fra serien. At tænke videre over det her dilemma i deres eget liv.

Hvad anbefaler du ellers, at man laver her i juni? Hvad skal du selv?

I juni skal jeg ligge på græsset og kigge op i himlen så meget som muligt. Og det anbefaler jeg også, at andre gør. Så tænker jeg, om i år skal være året, hvor jeg tager på Copenhell for første gang. Jeg har hørt, at det skulle være fantastisk.

Læs ogå

Er du færdig med ‘Reservatet’ på Netflix? Her er den næste serie, du skal se, og som minder om