Den nye serie 'Bad Bitch' er på mange måder en milepæl for dansk TV, hvor dem foran kameraet også afspejles bag kameraet. I instruktørstolen sidder Patricia Bbaale Bandak, og for hende har det været vigtigt at undgå stereotyper og at skabe serie, hvor hun selv ville føle sig set og hørt.
Kan du kort forklare, hvad ’Bad Bitch’ handler om?
“Bad Bitch handler om Nikki, en ung afrodansk kvinde, som har fuld fart på livet med masser af fest og casual sex. Sammen med to venner ejer hun afrosalonen Crown, og alt er på overfladen præcis, som det skal være. En dag møder hun Ade, og det sætter nogle følelser igang i hende, som hun længe har prøvet at gemme væk. Nikki vil nemlig helst tale om hår og sex, og helst ikke om alt det, der trykker.”
Hvad vil I gerne fortælle med ’Bad Bitch’?
“Vi har ønsket at vise et afrodansk fællesskab med fester, skænderier og sex – et sted hvor man har hinandens ryg og sammen finder ud af, hvordan man kan navigere rundt i livet. Vi har kigget på Nikki og hendes familie fordomsfrit og uden fjendebilleder. Vi har ville fortælle, at det kærligste man kan gøre for sig selv, er at møde sin egen sårbarhed. Personligt, har jeg gerne ville lave en serie, som jeg selv har savnet i min ungdom i Danmark.”
Hvad har din vigtigste opgave som instruktør været i forhold til at bringe karakterer og historier til live?
“Det vigtigste har været at undgå stereotyper og gøre karaktererne så autentiske og levende som muligt – som nogen man kunne løbe ind i i virkeligheden. Selv når der er skruet op for ekstremerne, skal dybden kunne følge med. Jeg har derfor arbejdet med at inkludere spillernes egne erfaringer i karakterudvikling. Jeg har haft en høj ambition om, at serien skal mærkes både visuelt og auditivt. Jeg ville lave en serie, der skiller sig ud.”
Er der nogle tematikker i serien, som har betydet mere for dig end andre rent personligt?
“Overordnet har det betydet ekstremt meget at være med til at skabe sorte karakterer til fjernsynet, som hverken er kriminelle eller prostituerede, men fremstår i deres egen ret – fulde af fejl og mangler, skrøbelige og kaotiske, sjove og kærlige. Helt personligt kan jeg genkende følelsen af at undertrykke de mindre behagelige følelser, og jeg har selv venner, som har insisteret på mig i perioder, hvor jeg ikke selv har kunne.”
Hvordan tror du, den måde vi dater på i dag, hvor uforpligtende sex er blevet mere udbredt og accepteret, påvirker os selv og vores relationer?
“Jeg synes, at folk skal date og knalde, som de har lyst til. Jeg mener egentlig ikke, at ‘Bad Bitch’ handler om sex. Jeg synes, det er meget mere interessant at se Nikki som én, der søger noget, som hun hverken finder i sit kærlighedsliv, sit familieliv eller sexliv – men derimod skal finde i sig selv.”
Om Patricia Bbaale Bandak
- Uddannet fra Den Danske Filmskole i 2019
- Debuterede som instruktør med dokumentarfilmen ‘Villa Villekulla’
- Opvokset i Nykøbing på Falster
Hvad betyder det for dig med en serie, der både har personer med minoritetsbaggrund i hovedrollerne og bag kameraet?
“Jeg vil ikke snakke for alle minoriteter i Danmark, men for mig betyder det, at jeg først og fremmest føler mig set og hørt. Jeg synes, det er forfriskende, men også på tide. Vi er mange danskere, der ser ud på mange måder, men det kan man ikke se i medielandskabet. Så selvom jeg er stolt, synes jeg også, det er ret vildt, at det først er nu, i 2022, at der sker noget. Når det er sagt, er den gode fortælling universel. Så selvom vores serie har udgangspunkt i det afrodanske miljø, kan rigtig mange mennesker mærke historien og relatere på tværs af hudfarve, kultur, køn, sexualitet etc.”
Arbejder du på andre projekter, som vi kan glæde os til?
“Ja, det gør jeg faktisk! Jeg arbejder på en dokumentar, som får premiere næste år. Derudover arbejder jeg på en spillefilm, begge på Det Danske Filminstitut.”
Alle afsnit af ‘Bad Bitch’ kan streames på DRTV