Vi har ventet knap 17 år på endeligt svar, og nu er det her...
Du kan næsten høre det for dig: den dramatiske, sæsonbetonede strygermusik, der er underlægger til de romantiske scener; Miles og Iris, der jammer ’doodelidoo’ ved klaveret; Amandas hvin og Iris’ dramatiske hulken gennem murene på The Rosewood Cottage efter nyheden om, at hendes flirt var forlovet…
Den film kalder jo ikke blot på et gensyn, men på en efterfølger.
For hvordan får Amanda og Graham langdistanceforholdet mellem L.A. og London til at gå op med to små piger at tage hensyn til? Bliver Jasper ved med at spøge i Iris’ liv, eller får hun og Miles lov at leve lykkeligt til deres dages ende og holde Hannukah-middage for Hollywoods gamle drenge mens Santa Ana-vinden blæser udenfor?
Vi er ved at gå til for at binde finde sløjfer på alle de løse ender den ultimative feel-good julefest efterlod.
Og i løbet af de 17 år, der er gået, siden filmen havde premiere, har det evindige spørgsmål da også været: ”Hvornår kommer ’The Holiday 2’?”
Rygterne har svirret længe, og pludselig begyndte det også at forlyde sig, at alle de medvirkende skuespillere, altså både Jack Black, Kate Winslet, Jude Law og Cameron Diaz, skulle have skrevet kontrakt om at lave en to’er, hvis indspilning rygtedes at gå i gang i foråret 2023 på ’flere lokationer’ i Europa.
Men, men, men. Som det tit er med rygter, der lyder for gode til at være sande, så er de det sjældent. Og det gælder altså også snakken om, at en ny ’The Holiday’ skulle være på vej.
Filmens instruktør, Nancy Meyers, har nemlig en gang for alle fået jungletrommerne til at holde inde:
”(Jeg har fået) så mange beskeder omkring dette – beklager, men det er ikke sandt,” skriver hun i et Instagram-opslag.
Også Kate Winslet er kommet rygterne til livs efter det blev annonceret offentligt, at hun skulle have sagt ja til at medvirke:
”Jeg læste godt noget om det, men det er altså det første jeg hører om den sag. Jeg har ikke hørt fra nogle agenter, repræsentanter eller medvirkende fra den første film omkring en ny. Hånden på hjertet, det har aldrig været på tale,” har Winslet sagt til People.
Men måske er det ok. Vi elsker jo originalen, og behøver ikke en to’er, der kan spolere den lykkelige slutning på julefilmen.