Her er dokumentaren, du ikke må gå glip af, hvis du fascineres af supermodeller
Af Karen Emilie Thalsgaard - 28/10/2020
Home / Kultur / Film og TV / Her er dokumentaren, du ikke må gå glip af, hvis du fascineres af supermodeller
1990’ernes svar på nutidens influencere var de indflydelsesrige ”supers” også kaldet Naomi Campell, Cindy Crawford, Linda Evangelista og Christy Turlington. De fire supermodeller dominerede forsiderne og catwalken fra Paris til New York, og nu kan du lære dem endnu bedre at kende, når dokumentaren ”The Supermodels” inden længe rammer verden over.
Det er omkring tredive år siden, at vi for første gang stiftede bekendtskab med de legendariske supermodeller, Linda Evangelista, Naomi Campell, Cindy Crawford og Christy Turlington. Fire kvinder, der var med til at præge 90’ernes modebillede, hvor modeller gik fra at være påklædningsdukker til glamourøse og indflydelsesrige rolle- og supermodeller.
De fire “supers” var desuden også en del af det, der bliver kaldt “The Big Six”, der altså foruden de fire kvinder også består af Claudia Schiffer og Christy Turlington – de regerede 90’erne, og selvom at Schiffer og Turlington ikke medvirker i dokumentaren, så var de altså ligeså toneangivende som de fire andre kvinder.
Hvorder i dag findes uendeligt mange ’influencere’ ude i verdenen, som influerer unge mænd og kvinder, så var der ingen mere indflydelsesrige (eller genkendelige) som de fire ”supers” – de styrede 90’erne, og blev betalt svimlende beløber for det.
Og uanset om de arbejdede sammen eller hver for sig, så var de altid at finde på forsiderne af de største modemagasiner og de mest prestigefulde catwalks, og sammen skabte de nogle af tidens mest ikoniske modeøjeblikke. Nu fortæller de deres historie fra tiden i 80’erne og op igennem 90’erne – om modelivet, deres dybe venskaber, det hårde arbejde og deres store drømme.
“Vi håber, at vores rejse, som I ser i dokumentarserien, vil opmuntre, motivere og inspirere unge mennesker rundt om i verden,” siger Campbell, mens Evangelista understreger sine forhåbninger om, at: “folk ser dette som en fejring af ikke kun vores individuelle historier, men også fejringen og vigtigheden i stærke venskaber, drømme og udholdenhed.”
Cindy Crawford, hvis datter, Kaia Gerber, er gået i samme fodspor, fortæller, at glæden var stor ved genforeningen med hendes modelveninder: ”Jeg er begejstret over at blive genforenet med mine veninder, men også for at fejre og undersøge hvordan vi som supermodeller var med til at overskride og flytte de dengang traditionelle opfattelser og grænser for, hvordan, man var model i modebranchen.”
Det er altså ikke bare en skildring af livet som model, men også personlige fortællinger, der aldrig er blevet delt før.
Den nøjagtige udgivelsesdato er endnu ikke annonceret, men det forhindrede ikke de fire kvinder i at dele den store nyhed på Instagram med et helt særligt billede.
Et ærefuldt og ikonisk øjeblik, hvor de fire supermodeller går snakkende ned af catwalken til lyden af George Michaels berømte ’Freedom’ til Versaces AW91-show.
Dokumentarserien er instrueret af den Oscar-vindende instruktør Barbara Kopple, og bliver vist på streamingtjenesten, Apple+. Og vi underdriver, når vi siger, at vi næsten ikke kan vente!
Og indtil vi kan smide os tilbage i sofaen og nyde synet og historien om de fire ”supers”, så har vi selvfølgelig samlet dem og resten af de ikoniske 90’er-modeller, som du kan savle lidt over ved at swipe igennem galleriet.
Foto: Mega
Kate Moss
Når man taler om nogle af de største supermodeller, kan man ikke komme udenom Kate Moss. Den britiske model, som blev opdaget som 14-årig og som i den grad bemærkede sig i 90’erne, er velkendt for sin petite figur og sit meget genkendelige ansigt. Kate Moss har været på ca. 300 forsider gennem sin modelkarriere og har lavet kampagner for store brands som Stella McCartney, Giorgio Amarni, Calvin Klein og mange, mange flere.
Foto: Mega
Karen Mulder
Mulder er endnu en af 90’ernes velkendte ansigter, da hun i sin tid som supermodel lavede kampagner for store brands som Valentino, Lanvin, Christian Dior og Yves Saint Laurent. Den hollandske supermodel har herudover været en af Victoria’s Secrets første modeller – og har styret diverse catwalks sammen med andre store stjerner som Naomi Campbell, Kate Moss, Cindy Crawford og Claudia Schiffer.
Foto: Mega
Tyra Banks
Supermodellen, Tyra Banks, startede sin modelkarriere allerede som 15-årig, og efter at hun fik sin kontrakt ved et af verdens største modelbureauer, Elite Models, i 1990, slog hun igennem i Paris, hvor hun i sin første sæson gik hele 25 shows! Tyra Banks har, udover at være en af de hotteste på catwalken, også medvirket i et par musikvideoer for kunstnere som b.la. Michael Jackson og Tina Turner. Siden hen har Tyra Banks bemærket sig i tv-produktioner, hvor hun blandt andet har været vært i America’s Next Top Model.
Foto: Mega
Naomi Campbell
Den britiske skønhed, Naomi Campbell, er endnu en af 90’ernes supermodeller, man ikke kan komme udenom. Som bare 15-årig blev Naomi opdaget, mens hun studerede ballet på en skole i London - og dette blev startskuddet til en stor karriere indenfor modelbranchen. Naomi har gået shows for nogle af de største brands og er et af medlemmerne af ”The Big Six”, som består af Kate Moss, Cindy Crawford, Linda Evangelista, Christy Turlington, Claudia Schiffer og Naomi Campbell.
Foto: Mega
Linda Evangelista
Linda Evangelista er endnu en af 90’ernes største supermodeller, og hun startede sin modelkarriere tidligt i forbindelse med sin deltagelse i Miss Teen Niagara. Som en af frontfigurerne i The Big Six (En gruppe der bestod af de 6 største supermodeller i 90'erne - herunder Naomi Campbell, Kate Moss,Claudia Schiffer, Cindy Crawford, Christy Turlington og Linda Evangelista) var Linda Evangelista at finde på utallige forsider og på catwalks for nogle af verdens største brands. Evangelistas modelkarriere er særligt forbundet med hendes valg om at klippe sit hår helt kort – hvilket var et atypisk træk for en supermodel.
Foto: Mega
Kristen McMenamy
Den amerikanske supermodel, Kristen McMenamy, som særligt er kendt for sin enestående udstråling med mandlige og feminine træk, er endnu et ansigt, der har fyldt på mange modemagasiner i 90’erne. McMenamy har arbejdet for brands som Comme Des Garcons, Moschino, Christian Dior, Valentino – og mange flere.
Foto: Mega
Nadja Auermann
Den tyske supermodel, Nadja Auermann, blev opdaget på en café i Berlin, og det var startskuddet til en succesfuld modelkarriere. Nadja Auermann har gået shows for store brands som Dior og Chanel, og har arbejdet sammen med nogle af de dygtigste fotografer. Nadja Auermanns karriere er stadig i gang, og hun gik blandt andet for Balenciaga til deres S/S-2020-show.
Foto: Mega
Helena Christensen
Den københavnske skønhed, Helena Christensen, vandt i 1986 titlen som Miss Universe Danmark, og dette var hendes springbræt til at blive en verdensberømt supermodel. Helena Christensen er set i utallige modemagasiner, og hun har selvfølgelig også været på forsiden af dansk ELLE, senest i 2018. Et af de jobs som Helena Christensen særligt huskes for, er hendes tv-reklame for lingerie-brandet Victoria’s Secret, hvor hun var engel sammen med andre store supermodeller som b.la. Tyra Banks.
Foto: Mega
Shalom Harlow
Den canadiske model, Shalom Harlow, blev opdaget under en koncert med The Cure og startede sin modelkarriere kort tid efter, da hun var færdig med high school. Shalom Halow er set på utallige forsider og har gået shows for populære mærker som Chanel, Marc Jacobs, Alexander McQueen og Versace. Udover at være et kendt ansigt på catwalken, har den canadiske skønhed også markeret sig indenfor tv-branchen, da hun har medvirket i film som How To Lose A Guy In 10 Days og Vanilla Sky.
Foto: Mega
Stephanie Seymour
Stephanie Seymour er endnu en berømt supermodel, som havde sin storhedstid i 1980’erne og 1990’erne. Seymour var særligt kendt for sin krop, som blandt andet blev fremhævet i forbindelse med kampagner for undertøjsmærket Victoria’s Secret. Udover at være en skønhed på forsiderne, har Seymour i øvrigt medvirket i Guns N’ Roses’ musikvideo til November Rain.
Foto: Mega
Tatjana Patitz
Tatjana Patitz, der er født i Tyskland og opvokset i Sverige, er endnu en verdenskendt supermodel som man ikke kan komme udenom. Den smukke model med de ikoniske øjenbryn har været ansigt for en række skønhedsbrands som L’Oréal og Revlon og har herudover været at finde i George Michaels Freedom! ’90’ sammen med supermodel-kollegaerne Naomi Campbell, Christy Turlington, Cindy Crawford og Linda Evangelista.
Foto: Mega
Carla Bruni
Carla Bruni startede sin modelkarriere som 19-årig, og før hun fik set sig om, var hun allerede blevet et kendt ansigt indenfor modebranchen. Den italienske supermodel er blandt andet set i kampagner og på catwalken for brands som Christian Dior, Givenchy, Karl Lagerfeld, Chanel og Yves Saint-Laurent. Udover at være en af de bedst betalte modeller, har Carla Bruni også markeret sig indenfor musikbranchen og har faktisk udgivet 5 albums.
Foto: Mega
Yasmeen Ghauri
Den canadiske model, Yasmeen Ghauri, som har tyske og pakistanske rødder, er endnu en supermodel, som havde stor succes i 90’erne. Ghauri har blandt andet medvirket i Elton Johns musikvideo Sacrifice og har haft kontrakt med Victoria’s Secret. Supermodellen har desuden været ansigt for populære (og store) brands som Chanel, Helmut Lang og Lanvin og er blevet set på forsiden af en række magasiner.
Foto: Mega
Amber Valletta
Skønheden, Amber Valletta, er en amerikansk supermodel, der ligesom Kate Moss og Tyra Banks, er én af de mest ikoniske supermodeller. Amber Valletta startede sin karriere som 15-årig og har medvirket i kampagner lige fra H&M til Prada, Gucci og Versace. Amber Valletta er, udover at være en berømt model, også kendt for at være med i en række film som Revenge og Hitch. Supermodellen ses stadig på catwalken, og hun gik blandt andet for Alexander McQueen og Stella McCartney i deres F/W-2020-shows.
Foto: Mega
Angela Lindvall
Som bare 14-årig blev den amerikanske Angela Lindvall opdaget og dette var begyndelsen på en succesfuld modelkarriere. Angela Lindvall har været på adskillige forsider af kendte modemagasiner og har gået flere shows for undertøjsmærket Victoria’s Secret. Angela har herudover medvirket i kampagner for brands som Fendi, Chloe, Tommi Hilfiger, Jimmy Choo – og mange flere.
Foto: Mega
Christy Turlington
Den amerikanske skønhed, Christy Turlington, begyndte at arbejde som model som 14-årig, og som 18-årig flyttede hun til New York, hvor hendes modelkarriere for alvor tog fart. Christy Turlington var en del af The Big Six, og hun er blandt andet blevet set i forbindelse med hendes kampagner for Yves Saint Laurent, Marc Jacobs og Maybeline – og mange flere!
Foto: Mega
Heidi Klum
Ligesom Tyra Banks, har den tyske Heidi Klum også brugt sin baggrund som berømt supermodel til at komme ind i film- og mediebranchen. Supermodellen, der tidligere har medvirket i kampagner for Marc Jacobs og Victoria’s Secret, er nemlig også filmstjerne i Sex And The City, Yes og How I Met Your Mother. Og for at det ikke skal være nok, har Heidi Klum også været vært på tv-showet America’s Got Talent.
Foto: Mega
Cindy Crawford
Som en af 90’ernes mest populære supermodeller, har Cindy Crawford virkelig bemærket sig på forsiderne og på catwalken. Den amerikanske model-darling har gået shows for brands som Valentino, Christian Dior, Dolce & Gabbana – og man kunne blive ved. Udover de mange modekampagner som Crawford har medvirket i, har hun også været et ansigt udadtil i tv-reklamer for blandt andet Pepsi og i en række musikvideoer.
Foto: Mega
Claudia Schiffer
Den tyske supermodel, Claudia Schiffer, blev som 17-årig opdaget i på en natklub i Düsseldorf og dette blev startskuddet til en succesfuld modelkarriere. Den blonde skønhed har medvirket i adskillige kampagner og har været ansigt for brands som Chanel og Guess. Claudia Schiffer har desuden medvirket i et par film samt i Westlifes musikvideo Uptown Girl, som også var et af de store hits i slut 90’erne, start 00’erne.
Foto: Mega
Eva Herzigová
Efter at have vundet en model- og skønhedskonkurrence i Prag som 16-årig begyndte en succesfuld karriere for supermodellen Eva Herzigová. Hun har medvirket i adskillige undertøjskampagner – og særligt hendes jobs for Wonderbra, er noget, som hun huskes for. Eva Herzigova er herudover også et kendt ansigt for lingeri-mærkerne Agent Provocateur og Victoria’s Secret og er set i flere modemagasiner.