Her er den længe ventede premieredato på ’Friends’-reunion
Af Josephine Sjelhøj - 16/02/2021
Home / Kultur / Film og TV / Her er den længe ventede premieredato på ’Friends’-reunion
Der er næsten gået et år siden, vi forberedte os på at se ’Friends’-stjernerne blive genforenet. Det blev dengang udsat på grund af coronarestriktioner, men nu tyder det på, at vi inden længe endelig kan se den eftertragtede reunion. Læs her, hvornår vi kan forvente at se den.
Selvom det næsten er 27 år siden, det første afsnit af ’Friends’ udkom, så er seriens popularitet ikke til at tage fejl af. Som en trofast gammel ven kan serien altid bruges til at løfte humøret, så det er ikke så svært at forstå, hvorfor hitserien stadig bliver streamet igen og igen.
Derfor var det en kæmpe nyhed, da skaberne af ’Friends’ sidste år afslørede, at de ville filme en reunion, hvori seriens skuespillere ville blive genforenet foran et publikum for første gang siden 2004.
Desværre blev genforeningen aflyst på grund af coronarestriktionerne, der betød, at det ikke var muligt at filme udsendelsen. Men nu tyder det på, at vi får den store reunion at se, hurtigere end vi havde forventet. Could we BE anymore excited?
HBO’s Chief Content Officer, Casey Bloys, afslører, at fansene kan forvente at se den store reunion i løbet af foråret. Det betyder, at vi senest til maj kommer til at se Ross, Joey, Chandler, Monica, Phoebe og Rachel sammen igen.
Ikke nyt afsnit
Hvis man forventer et helt nyt ’Friends’-afsnit bliver man desværre skuffet. I stedet kommer vi til at se de seks skuespillere tage tilbage til settet, hvor den populære serie blev optaget, og fortælle om, hvordan det var at filme serien, og hvad deres bedste minder er.
David Schwimmer, der spillede Ross, fortalte dog til Graham Norton, at selvom det kun er en genforening, så kommer de muligvis til at læse op fra et manuskript. Har forfatterne mon lavet en kort scene, hvor man finder ud af, hvad vennerne laver i dag?
I starten af april blev genforeningsafsnittet optaget i Los Angeles i samme studie, hvor den originale serie blev filmet. Ifølge BBC var der også et livepublikum til stede, som overholdte alle coronarestriktionerne, og nogle af dem har afsløret, at man blandt andet kommer til at se Monicas ikoniske lilla lejlighed og det berømte springvand fra introsangen.
Lisa Kudrow, der spillede den elskværdige Phoebe, afslørede tidligere på året, at hun på forhånd havde filmet små scener til genforeningen. Selvom hun ikke afslørede præcis, hvad hun filmede, fortalte hun, at de kommer forbi ”en kaffebar.” Kunne det mon være den ikoniske Central Perk, hun hentyder til?
Vi kan næsten ikke holde ventetiden ud, men heldigvis kan vi ind til da trøste os selv med at (gen)se alle 10 sæsoner af ’Friends’ på HBO.
Mangler du inspiration til, hvilket ‘Friends’-afsnit, du skal se til aftensmaden? Kig med i galleriet herunder, hvor vi har samlet 10 af de mest populære ‘Friends’-afsnit.
Foto: Friends
10. The One After ‘I Do (Sæson 8, episode 1)
The One After 'I Do var startskuddet på seriens ottende sæson. Afsnittet havde premiere d. 27. september 2001 og var dedikeret til folket i New York City efter den tragiske terrorhændelse 9/11. I episoden er Moncia og Chandler lige blevet gift - men mon ikke det i virkeligheden er afsløringen af Rachels graviditet, som har fået mange fans til at tune ind på den tiende mest sete Friends-episode.
Foto: Friends
9. The One with Ross’ New Girlfriend (Sæson 2, episode 1)
På en niende plads over mest sete Friends-episoder er endnu en sæsonpremiere. Det skyldes højst sandsynligt den onde cliffhanger fra den første sæson, hvor Rachel endelig havde indset, at hun havde følelser for Ross og farede ud i lufthavnen for at fortælle ham det. Hvad Rachel ikke vidste (men seerne gjorde), var dog at Ross havde taget en kæreste med hjem fra hans tur til Kina. Rachels hjerteskærende opdagelse blev først vist i starten af sæson 2, hvor hele 32,1 million seere fulgte med og følte med Rachel.
Foto: Friends
8. The One with Russ (Sæson 2, episode 10)
Sæson 2 var uden tvivl den mest populære Friends-sæson af dem alle. 32,2 millioner seere så med i den humoristiske episode, hvor Rachel dater fyren Russ, der er en tro kopi af vores allesammens favorit palæontolog (og ikke mindst Rachels eks).
Foto: Friends
7. The One Where Ross and Rachel… You Know (Sæson 2, episode 15)
Ross og Rachel har uden tvivl været seernes favoritpar. Alle bag skærmene har fulgt udviklingen (og dramaet) i deres forhold. Derfor var denne episode, hvor parret kunne krydse endnu en 'første gang' af listen også en af de mest sete episoder. Du kan med sikkerhed gætte hvilken første gang, der er tale om, bare ud fra episodens navn - og så kan du se dig lykkelig for, at der ikke var 32,9 milloner, der så med, da du krydsede din 'første gang' af listen.
Foto: Friends
6. The One with the List (Sæson 2, episode 8)
Der var mange udfordringer i Rachel og Ross' forhold og i denne episode, som blev set af hele 32,9 millioner seere, opstod en af de første. Ross skal beslutte sig for, om han skal fortsætte med at være sammen med kæresten Julie, som han havde mødt i Kina, eller om han skal begynde at date Rachel. Chandler kommer med det geniale forslag, at han kan lave en pros and cons-liste for både Rachel og Julie. Desværre viser det sig, at det ikke var verdens mest geniale idé, da Rachel finder listen og bliver rigtig ked af det.
Foto: Friends
5. The One with the Prom Video (Sæson 2, episode 14)
33,6 millioner mennesker så med, da denne episode af Friends fra sæson 2 rullede over skærmen. I episoden sidder de seks venner og ser en video fra 80'erne, hvor Ross, Rachel og Monica gør sig klar til deres prom. Videoen viser, hvordan Ross forsøgte at redde aftenen, da Rachels date ikke dukker op. Da Rachel ser videoen, giver hun Ross et lidenskabeligt kys - og Phoebe får ret i sin teori om, at Ross er Rachels hummer.
Foto: Friends
4. The One Where No One Proposes (Sæson 9, episode 1)
Den ottende sæson var meget travl for Rachel - hun blev gravid og blev næsten friet til af både Ross og Joey. Derfor var der også hele 34 millioner seere, der tunede ind på den første episode af sæson 9. Joey indrømmer, at han har haft et godt øje til Rachel igennem sæson 8, men at han rent faktisk ikke friede til hende, som det lignede i den sidste episode af forrige sæson.
Foto: Friends
3. The One Where Rachel has a Baby” (Sæson 8, episode 23 og 24)
Men når det kommer til de mest sete Friends-afsnit, må den første episode af sæson 9 se sig slået af sæson 8's finaleepisode, hvor Rachel fødte baby Emma. Afsnittet var en todelt episode, hvor hele 35 millioner så med. Sæsonen blev da også sendt det samme år, hvor den ikoniske serie endelig vandt en Emmy for mest enestående komedieserie - og det har måske lokket lidt flere seere til?
Foto: Friends
2. The Last One (Sæson 10, episode 17 og 18)
Man skulle tro, at det allersidste afsnit af favoritserien var den mest sete af alle - men faktisk ligger den kun på en andenplads. Hele 52,9 millioner så med, da Monica og Chandler endelig blev forældre, og Rachel stod af flyet, inden det lettede mod Paris. Den sidste scene, hvor vennerne tager på Central Perk for at få deres sidste kop kaffe, kan stadig bringe en enkelt tåre frem på de fleste Friends-fans' kinder.
Foto: Friends
1. The One After the Super Bowl (Sæson 2, episode 12 og 13)
Sæson 2 var uden tvivl den sæson, som blev set af flest - og specielt den todelte episode, som blev vist lige efter superbowl i 1996, var utrolig populær. Taget de fede gæstestjerner i betragtning, kommer det ikke som nogen overraskelse... Hele 52,9 millioner så nemlig med, da Chandler var på date med Julia Roberts, Joey blev stalket af Brooke Shields, og Rachel og Monica ødelægger hinandens taske og trøje på grund af skuespilleren Jean Claude Van Damme.