Endnu en måned, endnu flere streaming-nyheder, der kan forsøde tiden i sofaen. Se nogle af de film og serier her, du kan glæde dig til i april.
Der er dømt både reality-gensyn, sci-fi film, feministisk socialrealisme og filmklassikere i denne måned, når både nye og gamle ting rammer streamingtjenesterne. Vi har samlet nogle af dem, du kan glæde dig mest til at streame i april her.
The Kardashians
Det var en kort pause fra skærmen, men nu er verdens mest populære familie tilbage med deres nye reality-program efter 20 sæsoner af ‘Keeping Up With The Kardashians’. Ifølge dem selv skulle det nye show gå endnu tættere på familiens privatliv.
Se første afsnit ‘The Kardashians’ fra 14. april på Disney+
‘Promising young woman’
I filmen, der i 2021 vandt en Oscar for bedste manuskript, spiller Carey Mulligan Cassie, der bearbejder sin traumefulde fortid ved at lokke mænd i en fælde på barer og natklubber ved at lade som om, hun er fuld – kun for at afsløre mændene som rovdyr.
Se ‘Promising young woman’ fra 15. april på Viaplay
‘White Hot – The Rise and fall of Abercrombie and Fitch’
I denne dokumentar får du historien om den famøse, amerikanske tøjkæde, der var kendt for at lade unge, veltrænede – og hvide – mænd og kvinder reklamere for dem i deres overparfumerede butikker, der kunne lugtes helt ud på gaden.
Se ‘White Hot – The Rise and fall of Abercrombie and Fitch’ fra 19. april på Netflix
‘Dronningens skatkammer’
Dronning Margrethe har – ikke overraskende – en imponerende smykkesamling af både tiaraer, brocher, halskæder og øreringe. De rummer alle sammen unikke fortællinger og historier, hvad enten det er rubiner eller plastik, og de bliver i denne dokumentarserie foldet ud.
Se første afsnit af ‘Dronningens skatkammer’ fra 12. april på DR
‘Arrival’
Da ‘Arrival’ fik premiere i 2016, blev filmen kaldt en af de mest vellykkede sci fi-film nogensinde. For filmen, der er instrueret af Denis Villeneuve, som også har instrueret ‘Dune’, viser på smuk vis, hvordan sproget kan bruges som et universelt værktøj til forståelse af og for andre kulturer.
Se ‘Arrival’ 2. april på HBO Max
‘Hidden Figures’
Den sande historie om matematikerne Dorothy Vaughan, Mary Jackson, og Katherine Gobels Johnson, der hos 1960’ernes NASA var med til at muliggøre rumrejser – selvom de som både kvinder og farvede havde alle odds imod sig i en branche domineret af hvide mænd.
Se ‘Hidden Figures’ fra 8. april på Disney+
‘James Bond’
Se eller gense filmhistoriens mest kendte agent, når hele samlingen af filmene om agent 007 lander på Viaplay – fra Sean Connery og Roger Moores versioner til Pierce Brosnan og Daniel Craigs sidste eventyr i den seneste film ‘No Time To Die’.
Se alle 25 ‘James Bond’-film fra 18. april på Viaplay