Vi har tjekket op på alle streamingtjenesterne og fundet frem til de film, serier og programmer, der kommer til at give dig en god start på 2024.
Denne artikel blev første gang delt på vielskerserier.dk.
2023 er ikke helt overstået endnu, men vi skal alligevel rette blikket mod 2024, da streamingåret allerede starter 1. januar.
Der er masser af godt i vente til årets første måned, og vi er klar med det store overblik til dig. Masser af action og krimi er det, der fylder mest. Men også rørende dramaer i serieform og på film samt en herlig veloplagt treenighed af realityprogrammer pryder guiden.
Og så er der en enkelt dansk serie, som kan ende med at blive månedens helt store oplevelse.
FOOL ME ONCE
Efter at skihop fra Garmisch-Partenkirchen er røget væk fra DR, er det så som så med 1. januartraditioner. Og dog.
For Netflix har set det smarte i at udgive en bingeværdig krimiserie netop den dag, hvor alle sidder og sløver den foran tv’et alligevel. Denne gang har de hevet fat i en historie fra altid pålidelige Harlan Coben.
I Fool Me Once ser den tidligere soldat Maya (Michelle Keegan) overraskende sin mand Joe (Richard Armitage) på et overvågningskamera. Han var ellers blevet myrdet, men her sidder han ikke desto mindre og krammer deres datter. Det bliver starten på et hæsblæsende og livsfarligt mysterium, hvor hun langsomt får færten af en kompliceret sammensværgelse.
Fool Me Once kan ses fra 1. januar hos Netflix.
THE BROTHERS SUN
Der er kindheste og springskaller for alle pengene i The Brothers Sun.
Da faren – en gangsterboss i Taipei – bliver myrdet, må Charles Sun (Justin Chien) rejse til Californien for at beskytte sin lillebror Bruce (Sam Song Li) og mor Eileen (Michelle Yeoh).
Lillebroren har aldrig kendt til familiens lyssky forretninger, og i takt med at lejemordere kommer efter ham, er det op til Charles og Eileen at holde ham i live, mens de prøver at finde ud af, hvem der stræber dem efter livet.
The Brothers Sun kan ses fra 4. januar hos Netflix.
SOCIETY OF THE SNOW
Måske kan du huske overlevelsesdramaet Alive (på dansk Vi lever) fra 1993 med blandt andet Ethan Hawke om et rugbyhold, der styrter ned i Andesbjergene.
Det er samme virkelige historie, der er grundlaget for J. A. Bayonas (Børnehjemmet) Society of the Snow, som i øvrigt kæmper med Bastarden om at blive nomineret til en Oscar i kategorien Bedste internationale film.
Det handler stadig om, hvordan de overlevende skal forsøge at holde sig i live i det fjendtlige terræn, inklusiv at ty til at spise deres døde kammerater, da der ikke er mere mad tilbage.
Society of the Snow kan ses fra 4. januar hos Netflix.
BLUE LIGHTS
Vi har længe efterlyst denne serie, og nu har Blue Lights endelig fundet vej til vores breddegrader.
Serien handler om tre rookie-betjente, som skal udstå deres prøveperiode i den nordirske hovedstad Belfast, hvor gangstere og paramilitære grupperinger gør livet surt for indbyggere og lovens lange arm.
Med tanke på det generelt høje niveau, når det kommer til britiske politiserier, er forventningerne skruet godt i vejret, da serien har fået flotte anmeldelser i udlandet.
Blue Lights kan ses fra 5. januar hos DRTV.
THE CURSE
Januar er Emma Stones måned i 2024. Udover hendes medvirken og tour de force-præstation i Giorgos Lanthimos’ Poor Things er skuespilleren aktuel i en af de mest underlige og bedste serier, vi får i år.
I The Curse har de nygifte Whitney (Stone) og Asher Siegel (Nathan Fielder) lige fået et reality-program, som er en knapt så skjult reklame for deres egen istandsættelsesfidus, hvor de køber en ejendom billigt, fikser den og sælger med fortjeneste.
Da en lille pige forbander dem, begynder tingene at gå skævt i deres liv. Er de rent faktisk forbandet, eller er tanken om det nok til, at de selv saboterer deres liv? Serien er skabt er Fielder og Benny Safdie (Oppenheimer, Uncut Gems), der selv spiller den sleske og skruppelløse producer Dougie. Det er cringe-tv, når det er ubehageligt og bedst.
The Curse kan ses fra 5. januar hos SkyShowtime.
CRIMINAL RECORD
Vi bliver i krimiland, men skifter tjeneste og indgangsvinkel.
For nogle år tilbage opklarede kriminalinspektør Daniel Hegarty (Peter Calpaldi) et yderst brutalt mord. Nu har efterforskeren June Lenker (Cush Jumbo) fundet nogle indicier, der sår tvivl om den dømtes skyld.
Lavede veteranen Hegarty en fejl, eller snød han ligefrem for at få en tilståelse, er det umiddelbare spørgsmål i den intense thriller. Ført an af to fremragende præstationer fra hovedrollerne Peter Capaldi og Cush Jumbo tegner Criminal Record til at blive en af den slags serier, som holder en ude på kanten af sofaen lige til det sidste.
Criminal Record kan ses fra 10. januar hos Apple TV+.
ECHO
Det er op ad bakke for Marvel i øjeblikket, hvor hverken film eller serier rigtig rammer fortidens kvalitetsniveau.
Og da Echo i forvejen er blevet rykket rundt et par gange på udgivelsesplanen, giver det lidt bange anelser. Men der er skam potentiale i historien om den døve Maya Lopez (Alaqua Cox), også kendt som antihelten Echo.
Med kun fem afsnit, der alle udkommer samme dag, er det også en overkommelige streaming-omgang. Plus, altid seværdige Vincent D’Onofrio og Charlie Cox er tilbage i glansrollerne som henholdsvis gangsteren Wilson Fisk/Kingpin og superhelten Daredevil, så der ikke ikke rigtig nogen undskyldning for ikke at se den.
Echo kan ses fra 10. januar hos Disney+.
TRUE DETECTIVE: NIGHT COUNTRY
Efter en bragende første sæson har det været noget op og ned i kvalitet for HBO’s antologiserie True Detective.
Vi er nu nået til fjerde runde, og handlingen er rykket til Alaska, hvor det uendelige vintermørke bringer mord og overtro med sig. Da et hold forskere bliver fundet frosset ihjel ude på isen, må de to betjente Danvers (Jodie Foster) og Navarro (Kali Reis) modstræbende arbejde sammen for at finde ud af, hvad der er sket.
Som altid med True Detective spiller fortidens synder en rolle, især når det kommer til vores to hovedpersoner, som begge har ting med i bagagen, der ikke vil give slip på dem.
True Detective: Night Country kan ses fra 14. januar hos HBO Max.
DARK HORSE
Til trods for at der ikke har været så meget larm om Dark Horse, kan den danske serie meget vel ende med at blive en af de helt store positive overraskelse for året.
Og det skyldes ikke mindst de to hovedroller Birgitte Hjort Sørensen og Josephine Højbjerg, der hver især har vist, at de kan brage igennem, når det kommer til spændende serier.
Her spiller de henholdsvis mor og datter, som bliver nødt til at forlade en jetsettilværelse i Kina og i stedet flytte hjem til mor Evas barndomsby i Danmark. For teenageren Anna er det svært at falde til. Dvs. indtil hun finder en venneflok på det lokale gymnasium, hvor hendes gerninger lige pludselig begynder at få store konsekvenser for hele familien.
Dark Horse kan ses fra 21. januar hos TV 2 Play.
GRISELDA
Der er coke og true crime for alle pengene, når Netflix blænder op for historien om dronningen af kokainsmugling, Griselda Blanco.
Den colombianske smugler (spillet af Sofia Vergara fra Modern Family) var en hensynsløs gangster, der spredte skræk og rædsel i slut-1970’erne/start-80’ernes Miami, hvor stoffer og blod flød i gaderne.
Griselda fortæller historien fra starten, hvor hun flygter fra Columbia til USA med tre børn og et kilo kokain, og hvordan hun derfra opbygger sit lukrative imperium, og hvor de eneste menneskeliv, som betyder noget, er hendes eget og familiens.
Griselda kan ses fra 25. januar på Netflix.
EXPATS
Med udgangspunkt i Janice Y.K. Lees bestseller The Expatrates, handler Prime Video-miniserien Expats om en gruppe udenlandske borgere, der bor i Hong Kong.
Deres liv bliver viklet sammen på kryds og tværs, bl.a. som følge af en lille dreng, der forsvinder sporløst. Serien er kommet til live takket være hovedrolleindehaver og producer Nicole Kidman, som udså sig serieskaber og instruktør Lulu Wang til projektet.
Blandt afsnittene har nummer 5 med undertitlen Central allerede haft premiere på flere filmfestivaler. Med sine 96 minutter er afsnittet mere en minifilm, hvor fokus skifter fra de velhavende hovedpersoner til birollerne, hvis arbejde er at gøre rent og varte op.
Reaktionerne på netop dét afsnit tegner meget lovende for resten af serien, der har været omgivet af polemik og masser af rygter angående skildringen af Hong Kong og historier om konflikter mellem Kidman og Wang.
Expats kan ses fra 26. januar hos Prime Video.
MASTERS OF THE AIR
Er du en af dem, som med jævne mellemrum genser Band of Brothers (Kammerater i krig) og/eller The Pacific, vil Apple TV+-serien Masters of the Air uden tvivl være noget for dig.
Serien er nemlig endnu et anden verdenskrigskapitel fra duoen Steven Spielberg og Tom Hanks, der også var producenter på de to førnævnte miniserier.
Denne gang er omdrejningspunktet en flok amerikanske piloter fra enheden 100th Bomb Group, som var udstationeret i England. Hvert bombetogt over Tyskland var med livet som risiko, både fra de tyske jægerfly og fra antiluftskyts, som snildt kunne skyde de flyvende fæstninger ned.
Med bl.a. Austin Butler (Elvis, Dune Part II) og Barry Keoghan (Saltburn) tegner serien til at blive lige så episk som forgængerne.
Masters of the Air kan ses fra 26. januar hos Apple TV+.
REALITY GOODNESS PÅ NETFLIX
Det er sjældent, at reality-programmer finder vej til denne guide, men der er selvfølgelig undtagelser.
Og når Netflix ligefrem disker op med to af de bedste feelgood-programmer af slagsen samt et nordisk spin på en af deres største succeser, retfærdiggør det en anbefaling.
Man griner og græder til ottende sæson af makeover-programmet Queer Eye, man røres om hjertet i anden omgang af den amerikanske udgave af underskønne Love on the Spectrum, og man råber af skærmen, når svenskerne skal date hinanden, uden at se vedkommende før til allersidst i Love is Blind: Sverige.
Det bliver fantastisk underholdende, og hvis vi er heldige, også rørende på de rigtige tidspunkter.
Love is Blind: Sverige kan ses fra 12. januar, Love on the Spectrum U.S. sæson 2 fra 19. januar, Queer Eye sæson 8 fra 24. januar, og det er alle tre hos Netflix.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.