Annonce

5 grunde til at vi glæder os til ’Barbie’

- 13/07/2023

Med en visionær instruktør ved roret og et blændende cast anført af Margot Robbie og Ryan Gosling, bliver historiens mest ikoniske legetøj vakt til live i biograffilmen ’Barbie’.

Barbie

Barbie

Produktionsselskab: Warner Bros. Pictures
Premieredato: 20. juli 2023 i biografer landet over
Genre: Komedie
Instruktør: Greta Gerwig
Manuskriptforfatter: Greta Gerwig og Noah Baumbach
Medvirkende: Margot Robbie, Ryan Gosling, America Ferrera, Kate McKinnon, Issa Rae, Will Ferrell, Hari Nef, Dua Lipa m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 54 minutter

“Barbie is everything. And he is just Ken”. Der er ikke lagt skjul på, hvem der har stiletterne på i Barbieland i optakten til Greta Gerwigs længe ventede film, Barbie.

I kaskader af pink har vi fået den ene teaser efter den anden til det, der tegner til at blive sommerens helt store biografoplevelse – historien om alletiders største legetøjsikon i ny indpakning, der skal undergrave vores forestilling om Barbies eventyrverden.

Barbie er produceret af Warner Bros. Pictures og Mattel Film og får premiere i biografer landet over den 20. juli.

Her er fem grunde til, at vi glæder os til Barbie:

1. GRETA GERWIG

Barbie

Greta Gerwig under en fotosession på presseturen for 'Barbie'. Foto: Barbie / Warner Bros. Pictures

Et vigtigt aspekt ved Barbie er, at den er instrueret af en af nutidens mest visionære, kvindelige instruktører, Greta Gerwig. Gerwig, der har vundet adskillige priser for såvel sine evner som instruktør og manuskriptforfatter, er bedst kendt for filmene Lady Bird (2017) og Little Women (2019). Begge film var nomineret til flere Oscars og havde stærke kvindekarakterer i hovedrollerne.

Ligesom flere af Gerwigs tidligere film, er Barbie skrevet i samarbejde med hendes mand, Noah Baumbach, og man må forvente, at de i forening kan bringe noget menneskelig kompleksitet og dybde ind i Barbieland. Alt tyder i hvert fald på, at de har haft stor kreativ frihed og har lavet en film for dem, der er vokset op med Barbie på godt og ondt. Som traileren så spidsfindigt forklarer, er dette en film for dem, der elsker Barbie – og for dem, der hader Barbie!

2. ET BLÆNDENDE CAST

Margot Robbie og Ryan Gosling som Barbie og Ken. Foto: Barbie / Warner Bros. Pictures

Australske Margot Robbie har fået den store opgave at bringe Barbie til live, og hun synes at være det perfekte valg til rollen – ikke kun på grund af sit smukke ydre, men også fordi, hun er kendt for at mestre roller med mange lag. Robbie har blandt andet været Oscar-nomineret for Bombshell (2020) og I, Tonya (2018).

Der optræder dog flere Barbie-versioner i filmen, f.eks. præsident-Barbie, advokat-Barbie og fysiker-Barbie, og de bliver spillet af et talentfuldt hold af skuespillere, blandt andre Issa Rae, Hari Nef, Kate McKinnon og sangerinden Dua Lipa.

Og så er der Ken i adskillige versioner, anført af Ryan Gosling med afbleget hår og pastelfarvede outfits. Det er modigt – og sjovt – af Gerwig at have castet netop Gosling, en af vor tids mest anerkendte mandlige skuespillere og Hollywood-hunks, til at spille Barbies gennemsnitlige sidekick. Han er “bare Ken”, og vi er vilde med det!

3. BARBIELAND BRAGT TIL LIVE I KASKADER AF PINK

Barbieland kommer til live i 'Barbie'. Foto: Barbie / Warner Bros. Pictures

Der er lavet mange Barbie-animationsfilm i tidens løb, men aldrig en liveaction-version, så måske netop derfor er der gjort ekstra meget ud af at få skabt det ultimative Barbieunivers. I hvert fald er scenografi og kostumer i Barbie som taget ud af vores barndomsdrømme om, hvordan den fantasifulde plastikverden kan udfolde sig ”i virkeligheden”. Efter sigende løb verden tør for en helt speciel pink farve, imens produktionen stod på, fordi der skulle bruges så store mængder til at skabe de farverige kulisser!

Kostumerne i filmen er i en kategori for sig selv og mimer på fineste vis det tøj, piger over hele verden har siddet og givet deres egne Barbiedukker på i tidens løb. Der er alt fra 60’ernes pencil skirts til 70’ernes discodragter og 90’ernes neonfarvede lycra. Kostumerne er skabt af ​​den britiske kostumedesigner, Jacqueline Durran, der også er kvinden bag de smukke kostumer i bl.a. Anna Karenina (2021) og Little Women (2019).

Durran har fortalt, at kostumeholdet arbejdede ud fra en specifik pastelfarvet farveskala, når de skabte det ene kostume efter det andet. Desuden bidrog Chanel, som Margot Robbie er ambassadør for, med flere outfits og accessories.

4. ET OPGØR MED PERFEKTHEDSKULTUREN

Der er noget helt galt i Barbieland! Foto: Barbie / Warner Bros. Pictures

Der er ikke løftet så meget af sløret for plottet i Barbie, men det, vi ved, er, at Barbie bliver nødt til at forlade det plastikfantastiske Barbieland, fordi hun ud af det blå begynder at vise ”svaghedstegn” og får en slags eksistentiel krise. Hendes altid perfekt formstøbte fødder er pludselig solidt plantet på jorden, der er koldt vand i bruseren og værst af alt: Hun begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er meningen med livet. Med andre ord: Barbie er ikke længere perfekt, og kan hun så blive i Barbieland?

At filmen er en kommentar til virkningerne af det samfundsmæssige pres, der historisk set har ligget på kvinder for at passe ind og være ”perfekte”, tilføjer et ekstra interessant lag til vores opfattelse af, hvad der – også – er på spil i Gerwigs Barbieunivers.

5: SOUNDTRACKET!

Barbie på dansegulvet til en drøm at et soundtrack i 'Barbie'. Foto: Barbie / Warner Bros. Pictures

Som dansker er det givet, at tankerne hurtigt bliver ledt hen på Aquas monsterhit fra 1997, når man taler om Barbie. ’Barbie Girl’ kommer da også til at indgå i Barbie-filmen, men i en ny version, kaldet ’Barbie World’, skabt af Nicki Minaj, Ice Spice og Aqua selv. Det forlyder, at det var filmens producer og hovedrolleindehaver, Margot Robbie, der insisterede på, at den ikoniske sang på en eller anden måde skulle indgå i filmen. Og som sagt, så gjort.

Derudover kommer soundtracket til at indeholde musik fra en række forskellige kunstnere, hvoraf de fleste er kvindelige sangere og sangskrivere, f.eks. Ava Max, Charli XCX, Gayle og Lizzo. Også Dua Lipa, der medvirker som en af de mange Barbier i filmen, er at finde på soundtracket med sangen ‘Dance The Night’. Det tegner derfor til et brag af en fest også på filmens musikfront, og vi forventer, at de mange hits bliver fast inventar til sommerens fester rundt omkring i verden.

Barbie får premiere landet over den 20. juli 2023. Køb billetter til filmen her.