Hvilken julefilm skal du se, når alle klassikerne som 'The Holiday' og 'Love Actually' har kørt for enogtyvende gang? Vi har din ryg, når vi guider til 10 nye julefilm – fra romantiske komedier til action og børnevenlige film.
Har du efterhånden set alle de gode, gamle julefilm noget nær en million gange?
Så forstår vi godt, hvis du har brug for lidt nye, som du kan spendere juledagene i sofaen med. Derfor har vi herunder lavet en liste over 10 julefilm, som du med fordel kan kaste dig over, hvis du for længst kan alle replikkerne fra ‘The Holiday’ og ‘Love Actually’.
Der er lidt for enhver smag, så der skulle nok være en enkelt eller to, som hele familien kan enes om – hvad end, I er til romantiske komedier, action, thrillers eller bare en rar, børnevenlig julefilm.
Romantisk komedie-julefilm: ‘Meet Me Next Christmas’ (6. november 2024)
Hvad gør man ikke for at møde drømmemanden? Ifølge filmens hovedkarakter, Layla, gør man alt. Også selvom det betyder, at hun skal suse igennem New York for at få fingrene i en billet til en fuldkommen udsolgt juleaftenskoncert for at gense den mystiske mand, hun mødte på flyet. Det hjælper dog på det, at hun får hjælp af den søde taxa-chauffør, som kører hende fra A til Z.
Romantisk komedie: ‘Hot Frosty’ (13. november 2024)
Kathy er enke efter at hendes mand døde af cancer, og ud over savnet til ham er det også savnet til hans handyman-evner, der presser sig på, når huset begynder at falde fra hinanden. Til en frokost med sine veninder har de købt en gave til Kathy, et rødt tørklæde, som på magisk vis vækker en flot snemand til live. Nu er spørgsmålet, om han kan nå at få Kathy til at genfinde kærligheden og juleglæden, inden han smelter væk?
Familiekomedie: ‘A Sudden Case of Christmas’ (13. december 2024)
For at formildne omstændighederne tager en mor og far turen fra USA til Italien med datteren Clarire for at besøge bedstefaren og hans hotel, fordi de skal fortælle Clarie, at de skal skilles. I desperation gør Claire et sidste forsøg på at redde forældrenes forhold ved at foreslå, at de alle skal holde en allersidste jul sammen – også selvom det er midt i august.
Se julefilmen på Hulu fra 13. december her.
Action-thriller-julefilm: ‘Carry-on’ (13. december 2024)
Den unge lufthavnssikkerhedsvagt Ethan bliver blackmailet af en mystisk rejsende, som lokker Ethan til at få en farlig pakke gennem security og ombord på et fly juleaftensdag. Men Ethan lader ham ikke bare sådan ude af syne.
Se julefilmen på Netflix fra 13. december her.
Komediedrama: ‘Nutcrackers’ (29. november 2024)
Mike lever et uforpligtende singleliv i Chicago. Midt som han er ved at lukke sin karrieres største aftale, dør hans søster og svoger, og Mike er nødsaget til at forlade sit storbyliv for at tage til Ohio og tage vare på sine efterlade nevøer. Alt imens en social hjælper er godt i gang med at finde et nyt hjem, hvor de fire nevøer kan blive adopterede, må Mike forsøge at lukke aftalen, hvis ikke projektet skal gives til hans rival – men tiden med de ellers ikke-helt-nemme nevøer bringer også Mike endnu tættere på dem.
Romantisk komedie: ‘Our Little Secret’ (27. november 2024)
Logan skal lige til at frie til Avery, da Avery tager en jobmulighed i et andet land og slår op med ham. 10 år senere vil skæbnen, at de begge to skal holde jul med deres nye kærester og svigerfamilie, men det viser sig, at de nye kærester faktisk er søskende, og at Logan og Avery derfor skal holde jul sammen. Avery er ikke helt i kridthuset hos familien endnu og foreslår derfor Logan, at de skal holde deres tidligere forhold hemmeligt. Logan ser sin chance til at bede Avery om hjælp til et arbejdsprojekt og til gengæld, vil han varme familien lidt op over for hende.
Action-komedie: ‘Red One’ (12. december 2024)
Julemanden aka. ‘Red One’ er blevet kidnappet, så nu må Nordpolens Head of Security træde til. Han må teame op med verdens mest berømte dusørjægere, og sammen skal de nu forsøge at redde julemanden tilbage i tide til jul.
Se julefilmen på Prime Video fra 12. december her.
Animations-julefilm: ‘An Almost Christmas Story’ (15. november 2024)
For de barnlige sjæle, eller for dem, der skal have et hurtigt skud (25 min) julestemning, kommer julekortfilmen, som omhandler uglen Moon, der pludselig er fanget i et juletræ, som har kurs mod Rockefeller Plaza midt i New York. I forsøget på at komme væk fra storbyen møder Moon en ensom pige, Luna, som han bliver venner med, og som han sammen oplever julens magi med i deres fælles søgen efter deres forældre.
Romantisk komedie: ‘The Merry Gentlemen’ (20. november 2024)
Mange børn vil gøre alt for at redde sine forældre – og det samme vil Ashley, som efter 12 år som Broadway-danserinde for første gang er vendt tilbage til hjembyen. Hendes forældre ejer en lille natklub i en provinsby, og da hun er hjemme, finder hun ud af, at en juicebar er interesserede i at overtage forældrenes forretning – men ikke på Ashleys vagt. Hun går all in på at redde klubben, hvilket inkluderer et herreshow, ‘The Merry Gentlemen’, hvor hun blandt andet rekrutterer sin søsters ekskæreste og den flotte blikkenslager, der fikser stedet.
Fantasy-drama: ‘The Snow Sister’ (29. november 2024)
Juleaften er lige om hjørnet, og det samme er Julians 11-års fødselsdag. Men intet er, som det plejer i familien denne jul. Familien har netop mistet deres storesøster, og julefreden overdøves af sorg. En dag møder Julian Hedwig, som elsker julen, og som får ham overbevist om, at det måske alligevel kan blive en god jul – men der er noget spøjst ved hende og huset, hun bor i.