Den danske succesdesigner har designet for både kronprinsesse Mary og Dronning Margrethe. Elle har talt med hende om inspiration, ambitioner og god stil
Danske Benedikte Utzon (f. 1965) kommer fra en familie fuld af kreative personer, bl.a. designere, pelsmagere og arkitekter, og tog sin egen designuddannelse fra Margretheskolen i København. Hun har tidligere været chefdesigner for Dranella og Great Greenland og har vundet Smirnoff International Fashion Award.
I 1995 startede hun endelig sit eget mærke, med fokus på feminine linjer, råt design og en moderne følelse, og har designet for bl.a. dronning Margrethe, kronprinsesse Mary og grevinde Alexandra. Sidste år blev hun udnævnt til det mest interessante brand på Tokyo International Fashion Fair.
ELLE har talt med Benedikte om …
Benedikte Utzon for Kopenhagen Fur 2010
HVOR FINDER DU DIN INSPIRATION, OG HVORDAN BRUGER DU DEN I DIN DESIGNPROCES?
Egentlig tror jeg, igen, det handler om at være åben og ærlig. Det at designe er for mig ikke fra klokken otte til 16. Jeg tænker i design 24 timer i døgnet, og derved bliver livet en inspirationskilde i sig selv. Processen er levende og foregår konstant.
HAR DU NOGLE BESTEMTE SIGNATURER?
Jeg tror ikke, at jeg har lavet en kollektion uden læder! Ellers er det vores berømte tunika, som er smal foroven, så man ikke ligner en gravid, og vid forneden, den kan jeg personligt ikke leve uden.
HAR DU EN BESTEMT TYPE KVINDE I TANKERNE, NÅR DU UDVIKLER DINE KOLLEKTIONER?
Jeg tænker i stærke kvinder, men skifter nok afhængigt af kollektionen. For tiden er jeg ret vild med Anna Mouglalis, som godt nok er Karl Lagerfelds muse. Men synes bare, at hun er for lækker. Samtidig er hun en stærk og sensuel skuespillerinde med et stort personligt talent.
HVAD ER DINE EGNE YNDLINGSSTYLES FRA DIN S/S 2010-KOLLEKTION?
Jeg elsker silketunikaen med lynlåse sammen med lædergamacherne og en supersej bøffellignende taske med guldlynlåse.
Taske fra Benediktes egen S/S-kollektion, 1.399 kr.
HVAD ER GOD STIL FOR DIG – OG HVEM SYNES DU ALTID ER ET STILIKON?
God stil er, at man tør forholde sig til, hvem man er og erkender sine stærke og svage sider. Og så selvfølgelig være en del af nutiden og altid søgende. God stil er ikke kun et spørgsmål om alder – se blot på vores egen Didder Rønlund, hun er for mig alt, hvad der er god stil. Smuk, vidende, yndefuld og samtidig utrolig personlig.
Af andre personer kan nævnes Nicole Kidman, Anna Mouglalis, Vanessa Paradis – og ELLEs egen chefredaktør, Cecilie – kontrastfuld, stærk og ufattelig smuk, det er for mig god stil.
HVOR SER DU DIG SELV HENNE OM FEM ÅR?
På rette vej ud over landets grænser!
Andre relevante artikler:
ELLE søger ambassadører
ELLE går bag om
Marc Jacobs
Benedikte Utzon
åbner konceptbutik