Beach House-forsanger Victoria Legrand vil normalt ikke havde taget billeder, men må alligevel bede ELLE om at finde kameraet frem, da hun øjner en mulighed for at vise sine nye Robert Clergerie-sandaler frem... ELLE fangede forsangeren til 3 hurtige spørgsmål efter koncerten på NorthSide...
Beach House-forsanger Victoria Legrand vil af princip ikke have taget billeder ved interviews, men må alligevel bede ELLE om at finde kameraet frem, da hun øjner en mulighed for at vise sine nye Robert Clergerie-sandaler frem. Meget sigende er også bandets musik stærkt inspireret af teksturer, visuelle indtryk og stemninger – ikke mindst dem, der opstår i synergi med publikum til bandets drømmeriske og atmosfæriske popkoncerter.
I har for nylig udgivet to plader, Depression Cherry og Thank Your Lucky Stars, næsten samtidig. Hvordan kan det være?
I Beach House laver vi musik, fordi vi slet ikke kan lade være. Det er som en spænding, der bygger sig op over tid, og på et tidspunkt kan vi se, at ”nå, nu er det tid til at lave en plade”. Som om man har fundet ud af, at man er gravid. Der er slet ikke nogen tvivl om, at det her kommer til at ske. Da vi havde inspillet sangene til Depression Cherry, kunne vi se, at der var noget andet, der også trængte sig på. Noget mørkere, mere dystert og nok også både politisk og feministisk ladet. De vibrationer blev meget kort derefter til Thank Your Lucky Stars.
Hvad synes I om at spille festivalkoncerter?
Især at spille koncerter giver os den slags input, der munder ud i ny musik. Der er så mange indtryk, og samtidig er man helt låst i den her ekstreme tilstand undervejs, som om man er spændt fast i en rutsjebane. Publikum varierer så meget, og derfor er ingen koncerter ens – det er fantastisk at fornemme de her mennesker undervejs, og hvordan indtrykket af publikum former vores fælles oplevelse. Derfor bliver vi aldrig trætte af at spille live, selv om vi gennem de sidste 10 år har spillet over 1.400 koncerter.
Hvordan er jeres forhold til mode – og visuel æstetik generelt?
Vi er helt enormt modtagelige over for visuelle input i bandet – især mig. Sådan noget som f.eks. teksturer kan inspirere til en hel lyd. Det er grunden til, at Depression Cherry-pladen er udgivet i et cover svøbt i rød velour. Det indkapsler hele pladens lyd. Derfor er jeg også meget optaget af det udtryk, tøj kan skabe. Se bare de her sko, jeg har på i dag – dem har jeg fået fra designeren Robert Clergerie, og jeg kan slet ikke få nok af dem.
