Frosten og mørket har netop løsnet sit greb, og som en ode til det spirende forår hylder ELLEs kulturskribent lysets komme med varme og vedkommende anbefalinger til din påskeferie.
Læs med nedenunder, når ELLE guider til syv af påskens bedste kulturelle oplevelser:
Statens Museum for Kunst: What’s Happening? (København)
Som en hymne til den eksperimenterende kunst skabt i perioden 1965 til 1975 præsenterer Statens Museum for Kunst dansk og international avantgarde og dokumenterer de kvindelige kunstneres vej ind på og bidrag til den eksperimenterende kunstscene.
Med reference til kunstens performative karakter introducerer Statens Museum for Kunst processen, handlingen – happeningen – som nye dimensioner for kunsten og påviser sidstnævntes eksplicitering af forholdet mellem den private erfaringshorisont og de sociale og samfundsmæssige strukturer.
Datidens kvindelige kunstneres skabte revolte mod de traditionelle kønspositioner, og i mødet med den nye kvindebevægelse skabte kunstnere som Lene Adler Pedersen, Kirsten Justesen og serbiske Marina Abramović med værker som Tornerose var et vakkert barn (1971) og Art Must Be Beautiful, Artist Must Be Beautiful (1975) oprør mod tingsliggørelsen af den kvindelige krop og seksualitet.
Således tilførtes avantgarden et feministisk perspektiv, og med ønsket om at berette om kvindernes tilsynekomst som én blandt tidens øvrige kunstneriske revolutioner poserer værker af de kvindelige kunstnere blandt Per Kirkebys Brigitte Bardot (1967), Jørgen Leths Det perfekte menneske (1968) og Andy Warhols Chelsea Girls (1966).
What’s Happening? anbefales varmt og kan opleves fra den 26. marts til den 2. august 2015. Du kan se mere om udstillingen her.
Læs også: Indre vs. ydre skønhed? Silkeborg bad sætter fokus på velvære og kvindelige kropsidealer
ARoS: Formen, Farven, Fladen (Aarhus)
I magasinet dybt under ARoS smukke rum gemmer sig malerier, skulpturer, mobiler og anden installationskunst, der i særudstillingen Formen, Farven, Fladen bringes frem fra arkiverne og præsenteres på ny.
Begrebet konstruktivisme betegner alle geometriserende tendenser i den moderne nonfigurative kunst, og med netop denne kunstretning som sit udgangspunkt præsenterer museet – som titlen røber – sådanne nonfigurative værker, der alle er karakteristiske i deres former, farver og flader.
Blandt de smukke, udstillede værker er Franciska Clausens Penture Murale (1930) og Richard Mortensen Maleri til et digt af Paul Eluard (1935), der harmonisk præsenteres blandt kunstnere som Jeppe Hein samt danske og udenlandske designklassikere som franske Mike Meirés smukke taburetter formgivet i 1933 af Alvar Aalto.
Formen, Farven, Fladen er en imponerende smuk og omfangsrig udstilling, der med et tindrende farvevalg og med figurgengivelsens fravær desuden beretter historien om ønsket om et nyt, rent og objektivt billedsprog, der skulle lede den hele befolkning mod en bedre verden efter 1. og 2. Verdenskrigs rædsler.
Formen, Farven, Fladen, der kan opleves fra den 27. marts til den 30. august, anbefales ligeledes meget varmt, og du kan se mere om udstillingen her.
Læs også: Oplev Gardar Eide Einarssons kunstneriske tæppefald
Brandts: Danish Fashion Now (Odense)
Brandts, Museum for Kunst & Visuel Kultur, fejrer med landets mest visionære designere dansk mode og illustrerer med pragt modens mangfoldighed i forårets store udstilling, Danish Fashion Now.
Den smukke udstilling er kurateret af Brandts museumsinspektør, Liberty Paterson, og DRs moderedaktør, Chris Pedersen, der for en stund skaber smuk forbindelse til Brandts historiske rødder som klædefabrik og påviser, hvorledes moden skaber rum og ramme for den enkeltes udfoldelse og egenfortælling.
I smukke draperede rum findes Kronprinsessens glitrende gevandter, og du kan foruden kjoler fra Kronprinsessens garderobe lade dig drage af Freya Dalsjøs fine silhuetter, Stine Goyas poetiske kreationer og danske kunst- og kulturpersonligheders fortællinger om modens særligt identitetsfremmende karakter.
Se også designer Mark Tans smukke kreation til ELLEs egen chefredaktør, Cecilie Christiansen, der blev båret til ELLE Style Awards i 2014.
Danish Fashion Now kan opleves fra den 27. marts til den 19. september 2015, og du kan se mere om udstillingen her.
Læs også: Horsens Kunstmuseum præsenterer: Stine Goya og Erik A. Frandsen
Brandts 13: Gudrun Hasle – My Charlthodt as a Expat (Odense)
Odense byder, foruden Danish Fashion Now, på Gudrun Hasles fine udstilling, My Charlthodt as a Expat, der endnu kan opleves på kunsthallen Brandts 13.
I broderi på lærred og i film, billeder og installationer har kunstner Gudrun Hasle gjort ufuldkommenheden til sit varemærke, når hun med selvbiografisk afsæt skaber rum for det uperfekte i en verden, der ofte hylder den glatte og glitrende perfektionisme.
Som udstillingens titel, My Charlthodt as a Expat, røber, har det skrevne sprog og det smertefulde ved ikke at mestre det en ganske særlig rolle, når ordblinde Gudrun Hasle i et opgør med norm og glansbillede lader broderiernes fejlagtigt stavede ord svaje som skønhedsfejl, der ikke blot kan udviskes, retoucheres eller fejes bort.
Kunsthallens publikum må i et fornyet nærvær gøre sig den umage at lydstave sig gennem ordene fæstnet med nål og tråd for at kunne tyde Gudrun Hasles små fortællinger. Menneskelig ufuldkommenhed og normbrud forvandles herved til æstetisk strategi, når Hasles værker fordrer beskuerens udelte opmærksomhed.
Gudruns Hasles My Charlthodt as a Expat kan opleves frem til den 10. maj 2015, og du kan se mere om udstillingen her.
Læs også: Fritz Syberg, kunsten og kærligheden
The Standard Jazz Club: Stan Getz og João Gilberto (København)
The Standard Jazz Club indbyder dig til intime jazzkoncerter på højeste internationale niveau, og Havnegades ikoniske bygning, opført midt i en jazztid, byder fra den 28. marts til den 29. april 2015 på Bossa Nova gennem det legendariske Getz/Gilberto-album af Stan Getz og João Gilberto.
Albummet udgives i 1964 og betegnes som frontløberen for den brede, internationale spredning af Bossa Nova, og musikerne Daniel Rolim (Brasilien), Gabor Bolla (Ungarn), Nancy Harms (USA), Graig Earle (Canada) og Jonas Johanson (DK) besøger jazzklubben og bringer dig Brasiliens måske vigtigste bidrag til moderne musik.
Glem ikke, at The Standard hver fredag og lørdag indbyder til Late Night Jazzbar og overlader jazzen til husets skiftende DJs, når de gæstende musikere har ramt aftenens sidste tone. Her kan du med fri entré frem til klokken 01.00 nyde stemningsfuld musik, lækre drinks og cocktails.
Du kan se mere om Getz/Gilberto-koncertrækken og The Standards øvrige arrangementer her.
Læs også: Bliv festivalklar til CPH PIX og oplev Léa Seydoux i filmen Grand Central
Film: Jeg er stadig Alice (hele landet)
Jeg er stadig Alice er fortællingen om en kvindes smertelige forfald; en enestående, vedkommende og nådesløs fortælling om at glemme. Om en sygdom, hvis symptomer ikke blot kan afskrives som sælsomme alderstegn, men som leder den ramte mod et ukendt mørke; mod de kognitive evners forfald.
Sygdommen er Alzheimers, og om dennes påvirkning af hukommelse, funktionsevne og adfærd kredser Richard Glatzer og Wash Westmorelands Jeg er stadig Alice – en film, der lader den hædrede hovedrolleindehaver, Julianne Moore, glimre som den anerkendte lingvist, Alice Howland.
Hvileløs som enhver levende organismens fortløbende formering spredes sygdommen i den blot 50-årige kvindes indre og frarøver Alice sin sproglige intelligens, orienteringsevne og fornuft. Herfra følger umyndiggørelsen og den syges vaklende selvforståelse, og biografgængeren må prise sit kognitive helbred og de minder, der vil vise sig at være enhvers kæreste eje.
Jeg er stadig Alice kan endnu opleves i biografer landet over, og du kan se mere her.
Læs også: Say Lou Lou: Mød kvinderne bag den albumaktuelle duo
Geologisk Museum: Flora Danica (København)
Indled foråret på Geologisk Museum, der, som en ode til et af verdens mest omfangsrige værker, er rum og ramme for den permanente udstilling, Flora Danica.
Med ønsket om videnskabeligt tilrettelagte leksika om de vildtvoksende planters rige skulle 3240 håndkolorerede kobbertryk sikre 1700-tallets befolkning viden om den danske flora. I 1883 sendtes sidste hæfte til tryk, men allerede omkring år 1800 fik planterne en dekorativ rolle på middags- og dessertservice, udført af Den Kongelige Porcelænsfabrik – nu Royal Copenhagen.
På Geologisk Museum poserer udvalgte elementer fra det smukke pragtstel blandt nye grafiske værker skabt af en række danske, anerkendte kunstnere. Disse har alle på forskellig vis indarbejdet de oprindelige Flora Danica-raderinger i nye grafiske værker – med både koloristiske, ekspressive og realistiske resultater.
Blandt de danske kunstnere findes blandt andre John Kørner, Erik A. Frandsen, Marianne Grønnow og Tal R.
Udstillingen er permanent, og du kan se mere om Flora Danica samt Geologisk Museums øvrige udstillinger her.
Læs også: Ida – Sjælden skønhed med dansk aftryk hædret med Oscarstatuette