Kultur

De bedste kulturnyheder i juli

- 01/07/2024

Generationsskifte hos et dansk smykkebrand, et samarbejde, hvor badetøj møder menstruationstrusser, og et helt nyetableret, københavnerbaseret brand.

Generationsskifte i smykkebrandet Monies  

Det danske smykkebrand Monies, der vandt prisen for ‘Årets brand’ ved ELLE Style Awards i 2019, skifter nu hænder. Ægteparret Gerda og Nicolaj Monies giver nemlig, efter 50 år ved roret, nøglerne videre til sønnen Karl.

“Det er en stor velsignelse for os at kunne være vidne til, at Karl har overtaget, udviklet og forfinet det, vi startede, med et endnu stærkere fokus på kvalitet og håndværk. Karl har formået at skabe et ekstremt stærkt team omkring sig, og som grundlæggere er Gerda og jeg mere end glade for at se vores arv blomstre efter 50 år,” fortæller Nicolaj Monies til ELLE.  

“At jeg skulle overtage mine forældres smykkefirma, lå aldrig i kortene, men her er vi, og pludselig giver det perfekt mening at have en person med en kunstnerisk baggrund til at føre Monies ind i fremtiden. Med den største respekt for Monies’ brandidentitet ser jeg det som en af mine vigtigste opgaver at transformere det arbejde, vi laver, til mit eget, for virkelig at kunne videreføre arven. Jeg tager imod udfordringen med ydmyghed, respekt og nysgerrighed,” siger Karl Monies, der indtil nu har arbejdet som kunstner i eget navn.

Summer Flow

Samarbejdet mellem menstruationstrusse brandet Flow Intimates og badetøjsmærket Copenhagen Cartel er som et match made in summer heaven: badetøj møder menstruationstrusser, så du kan springe i bølgen bl., uanset hvad tid på måneden det er. Priser fra 549 kr.

Farvelade

Når navne som Cecilie Bahnsen, Norm Architects og Muller Van Severen alle går ind i samme projekt, er der nok noget interessant under opsejling. Blēo er et nyetableret skandinavisk farvehus, og hele 15 af verdens førende arkitekter og designere (hvor tre af dem er de ovenstående) har udviklet farvepaletter til brandet. Maling er bare første skridt, for det københavnerbaserede brand lover, at der er meget mere (og flere samarbejder) på vej. Hold øje på @bleocollective.