Kultur

De bedste kulturnyheder i august

- 31/07/2024

Der er masser af spændende ting i kalenderen i august. Tag eksempelvis forbi Københavns nye bageri med velkendte ansigter bag, og hvis åbning stadig er TBC, eller det forholdsvis nye træningsstudie i de smukkeste lokaler og med en ganske okay udsigt.

Et farvel til Dries van Noten

Efter 38 år takker Dries Van Noten af som designer i sit eget brand. Den belgiske designer, der satte Antwerpen på modeverdenskortet og blev kendt som en del af ’The Antwerp Six’ (med bl.a. Ann Demeulemeester), holdt i slutningen af juni i år sit sidste show nogensinde – det 129. af sin slags. Van Noten selv har udtalt, at det ikke var tænkt som et ’best of’-show, men der var alligevel noget, der tydede på det: Den mandlige model Alain Gossuin, som også gik Van Notens første show tilbage i 1991, åbnede showet, og på catwalken var også velkendte ansigter som Hanne Gaby, Karen Elson og Debra Shaw. På frontrow’en sad alle fra Venus Williams og Diane von Furstenberg til Martin Margiela og Pierpaolo Piccioli, og generelt var publikum et levende arkiv af gamle Dries Van Noten-kollektioner. Kollektionen, der blev vist, var SS25 og havde tydelige Van Noten-signaturer som blomsterprint og metallic, smukke farver som lyserød, aquablå og mint mikset med utility-referencer i form af frakker, jakker og bukser.

Selve catwalken var prydet med et hav af sølv-konfetti, der dansede rundt blandt modellernes fødder, som de gik, og efter Dries Van Noten kom ud og bukkede efter showet – og tog et ekstra øjeblik til at tage hele øjeblikket ind – afslørede et tæppe bag ham en kæmpe discokugle, hvorefter fejringen kunne begynde.

I 2022 tilføjede Dries Van Noten beautyprodukter til sin portefølje, herunder læbestifter og parfumer, der er som små kunstværker på hylden.

 

Soho Studio

Er du medlem af Soho House Copenhagen, er der gode nyheder, og hvis ikke blev listen over grunde til at melde sig ind lige væsentligt længere. Det nye studio er nemlig åbent, og hver dag er der hold som yoga, HIIT, funcional flow og breathwork. Og så i de smukke og indbydende lokaler på husets første sal med kig over Københavns Havn. God træning!

Sensommer i London?

Kalder alle Swifties! Skal du høre Taylor Swift i London (til en af hendes fem koncerter i midt august) er der også god grund til at lægge vejen forbi Londons Victoria & Albert Museum, der kan du nemlig opleve en samling af 16 af Taylor Swifts kostumer og accessories fra hendes personlige samling – fra customized cowboystøvler til kjoler fra musikvideoer. Udstillingen ’Taylor Swift Songbook Trail’ er gratis og løber indtil 8. september.

 

Konkylier på bordet

Dette efterår kan du dække bordet med fem nye tilføjelser til Royal Copenhagens ’Royal Creatures’-stel, der er lavet i samarbejde med designduoen GamFratesi. Konkylien må gerne pynte på vores sensommerbord. 1.119 kr.

 

Foto: Tine Harden

En kvindelig hyldest

Fluid Festival byder denne weekend 15.-17. august velkommen til 3 dages gratis livekoncerter, talks og filmvisninger på Frue Plads i København, hvor du kan høre blandt andre Freja Kirk og Lydmor. Læs interviewet med kvinderne bag lige her.

Københavns snart-åbnede bageri

Rivera er Københavns (måske) nyeste bageri. Bag står Chiara Barla, der med sit nye sted har mikset sin egen erfaring fra steder som Apotek57 og Lido med ‘best practice’ og lidt af Italien. Læs her, hvad du kan glæde dig til at sætte tænderne i …