Celebrity

Vivienne Westwood om Michelle Obamas stil: Den er forfærdelig!

- 11/03/2013

Punkdesigneren er kendt for sine kontroversielle udtalelser, og nu går det ud over USAs førstedame Michelle Obama

Vivienne Westwood er ikke ligefrem bange for at sige sin mening. Tværtimod. Hun er kendt for sine kontroversielle udtalelser, og denne gang kritiserer hun USAs førstedame Michelle Obama. Den britiske punkdronning kalder Obamas stil ‘frygtelig’ og mener ikke, hun vælger tøj, der klæder hende.

I et interview med The New York Times blev Westwood spurgt, hvad hun synes om førstedamens stil, og hertil svarede den britiske designer:

“Nævn hende ikke. Det er frygteligt, det hun går i…Jeg har slet ikke lyst til at snakke om det. Jeg mener det, jeg kan ikke. Hun er en flot dame, men jeg kunne tale i en uendelighed om tøj, der ikke klæder hende.”

På trods af, at prominente stildommere som amerikansk Vogues chefredaktør Anna Wintour hylder Michelle Obamas stilvalg og kalder hende et modigt og sikkert stilikon, føler Westwood ikke, at førstedamen kan leve op til sine forgængere.

“Jackie Kennedy er en helt anden sag. (Obama) skal vælge tøj, der klæder hende og noget, som gør et menneske mere glamourøst. Det er dét, mode handler om. Moden er til for at hjælpe, ikke for at få dig til at se mere konservativ ud.”

Av! Men Michelle Obama kan trøste sig med, at hun ikke er eneste offer for Westwoods stildom. I forbindelse med London Fashion Week i februar, kritiserede den britiske designer hertuginde Catherine af Cambridge.

Læs også, hvad Westwood har sagt om Kate Middletons stil

Hvad synes du om Michelle Obamas stil? Se nogle af hendes bedste looks, og vurder selv, om du er enig i Vivienne Westwoods vurdering eller ej.