I filmen kunne de to ikke være mere forskellige, men de klæder hinanden vanvittigt godt på den røde løber.
Er essensen af din barndom også at slippe VHS-båndet med ’Forældrefælden’ i afspilleren og se Lindsay Lohan som tvillingerne Annie og Hallie først bekrige hinanden i alt fra lejrskole-søer til fægtning, for derefter at slå sig sammen mod den onde, men yderst stilfulde, stedmor Meredith Blake?
Ja, så vil du nok glæde dig over en helt særlig genforening, der fandt sted på den røde løber til SAG Awards 2023.
Her ankom den hjertelige og varme barnepige, Chessy (spillet af Lisa Ann Walter) med en ganske uventet plus one. Nemlig ingen ringere end stedmoderen, vi elskede at hade, Meredith Blake, spillet af Elaine Hendrix.
Det viser sig i en TikTok-video fra den røde løber, at Walter og Hendrix er tætte venner (trods deres forskelligheder i kultfilmen). For Walter, som var inviteret til awardshowet grundet sin medvirken i serien ’Abbott Elementary’, havde spurgt Hendrix, om hun ville være hendes date.
”Lisa Ann bad mig om at komme som hendes date, så naturligvis ankom jeg som hendes date,” siger Hendrix i videoen og tilføjer, at hun vil gøre alt for Lisa Ann, hvilket hendes rejse til LA, der efter Walters udsagn havde taget 19 timer, beviste.
Og den tidligere onde stedmor har tydeligvis ikke mistet sin sans for mode siden 1998, hvor hun spillede Meredith. Tvært i mod tog hun sin rolle som Walters date meget seriøst, og ankom i en ’ladies tuxedo’, som hun efter eget udsagn elsker.
Se den søde genforening her:
@entertainmenttonight Hey Internet, we've seen two pretty best friends! Elaine Hendrix is Lisa Ann Walter's "best looking date in a tux" at the #SAGAwards ♬ original sound – Entertainment Tonight