Du husker nok Zendaya og Tylas vilde kjoler fra 2024's Met Gala-tema 'Sleeping Beauties', men hvad kan om muligt slå det tema?
Met Gala er som bekendt årets vigtigste og mest prestigefyldte fest i modebranchen. Ikke mindst fordi formålet er velgørenhed, men også fordi det er her, de største navne inden for brancen dresser op i de mest ekstravagante kreationer. Og til trods for at vores invitation lige siden første galla blev afholdt i 1948 er blevet væk i postkassen hvert eneste år, er det altid en fest at sidde klar for at se, hvilke looks verdens største stjerner træder ud på den røde løber i – eller rettere, hvilke looks der kommer med hvilke stjerner.
Traditionen tro afholdes Met Gala altid første mandag i maj måned, hvilket vil sige at den næste Met Gala vil blive afholdt mandag d. 5. maj 2025 – men allerede nu er lidt af spændingen blevet udløst: I går blev temaet for forårets event nemlig offentliggjort.
Temaet for Met Gala er altid bestemt af den årlige modeudstilling på Metropolitan Museum of Art på Manhattan, som museets Costume Institute står for. Ud over at Met Galaen historisk har markeret åbningen af denne udstilling, agerer museet ligeledes lokation for festen.
Temaet for Met Gala 2025
“Superfine: Tailoring Black Style”. Det er temaet, som i går blev offentliggjort for 2025’s udstilling, og derfor også for festen.
Faktisk er det blot andet år (siden 1948, vel at mærke), at temaet (på helt stereotypisk vis) dikterer en beklædning, her ‘tailoring’, som historisk set har været relateret til det maskuline køn – dog ved vi alle i dag, at denne er en mindst lige så anvendt beklædning for personer, der identificerer sig med det feminine køn.
Udstillingen tager blandt andet udgangspunkt i medkurator Monica Millers bog fra 2009 “Slaves to Fashion: Black Dandyism and the Styling of Black Diasporic Identity”. Med udstillingen vil kuratorerne dykke ned i den kulturelle og historiske tidslinje for “the Black Dandy”. En betegnelse, som dækker over en person – ofte en, der identificerer sig som mand – der går meget op i stil. I denne sammenhæng: den stilbevidste, black Dandy. Med en gennemgang af, hvordan beklædning som medie gennem tiden har spillet en rolle for the black Dandys fremtoning i et samfund, formet af magt og racediskrimination, tydeliggør udstillingen, hvordan the Black Dandy er gået fra – som Miller selv skriver det i sin bog – “slaves to fashion”.
At vurdere ud fra tidligere års røde løber kan vi højest sandsynligt se frem til at se suits i alskens udgaver – lige fra det klassiske til mere innovative udgaver. Stjernernes kreationer er nemlig ikke kendt for at være hverken diskrete, kedelige eller lig hinanden – men hvem vi kan se frem til at se på den røde løber forbliver en hemmelighed lige til aftenen før eventet, for gæstelisten er nemlig kendt for at være hemmelig – næsten da.
Der er nemlig fem personer, som vi med sikkerhed kan sige, vi vil opleve på aftenen. I går blev også aftenens værter offentliggjort, og her er valget landet på følgende:
Musiker og Louis Vuitton-Creative Director Pharrell Williams, skuespiller og instruktør Colman Domingo, musiker (og ægtemand af Rihanna) A$AP Rocky, Formel 1-kører Lewis Hamilton og så kommer NBA-legenden LeBron James som “æres host”. Ej at forglemme kvinden, som altid styrer slagets gang med hård hånd: Vogue Editor in Chief Anna Wintour.
Mens vi venter på mere information om aftenen, kan vi herunder mindes en række af de mest iøjnefaldende kreationer fra Met Gala 2024: