H.K.H. Kronprinsesse Mary er i sandhed et stilikon. Hun er op til flere gange blevet kåret som verdens bedst klædte prinsesse - og formår endnu at overraske os med stribevis af stilsikre outfits. ELLE har samlet 20 af kronprinsessens bedste looks fra 2020, der (som altid) inkluderer masser af smukke kjoler, stilede suits og hæle fra Gianvito Rossi og med 2020's mest brugte accessory: Mundbindet.
2020 har været et år, hvor de royale – ligesom os andre – har været meget isolerede.
Men det betyder heldigvis ikke, at H.K.H. Kronprinsesse Mary og hendes misundelsesværdige garderobe har sneget sig fuldstændig udenom rampelyset.
Vores australskfødte kronprinsesse har bestemt ikke deltaget i lige så mange events og royale forpligtigelser, som hun plejer – men til dem som er lykkedes, har Mary (som altid) været stilfuldt klædt fra top til tå.
Læs også: Her er verdens 5 mest stilfulde prinsesser
Hun er flere gange blevet kåret som verdens mest stilfulde prinsesse – og med hendes forkærlighed for danske brands og hjælp fra hendes danske stylist, Anja Camilla Alajdi, så er det bestemt noget, som vi kan være stolte af.
Kronprinsesse Marys bedste looks i 2020 inkluderer som altid enkle og elegante kjoler, flotte nedtonede farver, en masse (danske) accessories – og selvfølgelig hæle fra kronprinsessens favorit skomærke Gianvito Rossi.
Læs også: Kronprinsesse Mary stjal endnu engang rampelyset iført sofistikeret, dansk design
I år er der selvfølgelig en ekstra og nødvendig tilføjelse til kronprinsessens klædeskab – nemlig mundbindet – som forhåbentlig er en glemt accessory til næste år.
I galleriet herunder kan du se kronprinsessens 20 bedste looks fra 2020.
Foto: Hanne Juul
D. 1. januar 2020
Til dronningens nytårskur og -taffel d. 1. januar bar kronprinsesse Mary en vinrød velourkjole, som tilsyneladende er en af hendes favorit gallakjoler. Kjolen, som er lavet af skrædder Birgit Hallstein, er nemlig båret af Mary både i 2007, 2012, 2014 og nu igen i 2020.
Foto: MEGA
D. 28. februar 2020
I forbindelse med boglanceringen af 'Vold i familien - viden for fagfolk' blev kronprinsessen spottet i en turtleneck og et par mørke bukser sammensat med en trendy, rød blazer med skulderpuder og fine udskæringer.
Foto: Kasper Wenstrup
D. 16. juni 2020
I anledning af dronningens 80-års fødselsdag åbnede udstillingen 'Dronningens ansigter' på Frederiksberg Slot, hvor dronningen og kronprinsparret var til stede på åbningsdagen d. 16. juni. Mary bar en ny, beigefarvet kjole fra Beulah London - et brand med en mission om at bekæmpe slaveri og hjælpe udsatte kvinder gennem modeindustrien.
Foto: MEGA
D. 1. september 2020
Mary bar en fin, beige silkekjole fra Marc By Marc Jacobs, stiletter Gianvito Rossi og armbånd fra Dulong Fine Jewelry og Cartier, da hun deltog i åbningen af 'The BLOX - Build Back Better Summit' i København.
Foto: Hanne Juul
D. 5. september 2020
Selvom fokus d. 5. september 2020 var på flagdagen for alle Danmarks udsatte, så faldt opmærksomheden også på Marys smukke, blå kjole, der er designet af danske Søren Le Schmidt. Udover kjolen bar Mary pumps fra Jimmy Choo og hat fra Susanne Juul.
Foto: MEGA
D. 17. september 2020
Kronprinsessen bar en 10 år gammel Ralph Lauren-kjole, da hun d. 17. september afslørede et mindesmærke til ære for de australske soldater, der mistede livet i Danmark under Første og Anden verdenskrig. Kjolen bar Mary også i 2010, da hun besøgte Arlington National Cementary for til mindes de amerikanske faldne soldater i Danmark under Anden verdenskrig.
Foto: MEGA
D. 29. september 2020
Da kronprinsesse Mary skulle overrække DI prisen ved topmødet, var hun iført jumpsuit fra Max Mara, stiletter fra Gianvitto Rossi og clutch fra Carlend Copenhagen.
Foto: Martin Høien
D. 30. september 2020
Uddannelses- og Forskningsministeriet uddelte for første gang i år Undervisningsprisen. Her deltog Mary i en smuk småblomstret kjole fra det russike mærke Vilshenko.
Foto: Lars H. Laursen
D. 1. oktober 2020
Ved showet Danish Rainbow Award deltog kronprinsessen iført et jumpsuit fra Max Mara og hæle fra Manolo Blahnik.
Foto: Hanne Juul
D. 6. oktober 2020
Til folketingets åbning bar Mary en plisseret, pink nederdel, en sort jakke og et Céline-bælte i taljen.
Foto: Hanne Juul
D. 7. oktober 2020
Mary markerede FNs internationale pigedag på Nærum Gymnasium iført en Alexander McQueen-blazer og accessories fra Ole Lynggaard og Dulong Fine Jewelry.
Foto: Martin Høien
D. 21. oktober 2020
Mary deltog i Verdenstimen - der arbejder for at lære børn og unge om FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling - iført en Prada-jakke og gule pumps fra Gianvito Rossi.
Foto: Hanne Juul
D. 21. oktober 2020
Senere samme dag deltog Kronprinsesse Mary i fejringen af Lillebæltsbroens 50-års jubilæum. Der var dog tid til et lille tøjskift indimellem events, og kronprinsessen var nu iført en stilet frakke fra Uniqlo.
Foto: Hanne Juul
D. 22. oktober 2020
Iført et jakkesæt fra Hugo Boss og et par sneaks fra Nike besøgte Mary Helsingør Svømmeklub som en del af projektet Antibulli Svømning.
Foto: Martin Høien
D. 26. oktober 2020
Til overrækkelsen af dette års CSR-pris var Mary iført et matchende lilla sæt med smykker fra Dulong Fine Jewelry og Ole Lynggaard Copenhagen.
Foto: Hanne Juul
D. 5. november 2020
Prinsesse Mary deltog som æresgæst ved Magasin du Nord Fashion Prize 2020. Her var hun iført et lyst outfit med en trøje fra ZARA og en farverig jakke fra det danske brand YDE Copenhagen.Psst... Det blev Cecilie Bahnsen, der (for anden gang) løb med Magasin du Nord-prisen, som blev overrakt af H.K.H. Kronprinsesse Mary.
Foto: Hanne Juul
D. 12. november 2020
Den 12. november deltog kronprinsessen som protektor ved 20-års jubilæet hos foreningen Børn, Unge & Sorg. Her havde Mary trukket i et mørkegrønt jakkesæt fra Massimo Dutti med matchende briller og Valentino-stiletter.
Foto: MEGA
D. 18. november 2020
Mary besøgte Roskilde Gymnasium - en af Danmarks UNESCO verdensmålsskoler - i november iført et par grå uldbukser fra Céline, en sort turtleneck og selvfølgelig et bekyttende mundbind.
Foto: Hanne Juul
D. 9. december 2020
Til det årlige arrangement Kronprinsparrets priser bar kronprinsessen endnu engang en kjole af danske Søren Le Schmidt, der denne gang var stylet med et par sko af vores allesammens Carrie Bradshaws favorit skodesigner; Manolo Blahnik.
Foto: Hanne Juul
D. 15. december 2020
I midten af december deltog kronprinsessen i markeringen af etårsdagen for Global Refugee Forum. Her blev hun holdt varm af en fin Heartmade-frakke, som var stylet med et stort ternet tørklæde, hæle fra Jimmy Choo og en Prada-taske.