Celebrity

Natalia Vodianova – supermodel og meget mere

- 13/01/2011

Se galleriet - ELLE har mødt den travle, smukke og imponerende 28-årige supermodel ...

Hendes på en gang barnlige og alligevel modne ansigt er så unikt og karakteristisk, at det alene sidste år indbragte hende en indtjening på 35 millioner kroner. Som 28-årig supermodel gift med en engelsk adelsmand behøver russiske Natalia Vodianova ikke at stå ud af sengen for under et femciftret beløb. Hun kan bare vente på, at Vogue eller et af de store modehuse ringer igen-igen for at sprede noget af hendes alfeagtige magi. Hun kan vente. Men hun gør det ikke.

I stedet for at file negle, feste igennem eller shoppe amok som mange af tidens andre andre største navne, er der fuld fart på Natalia Vodianova. Dels har hun tre små børn, dels træner hun til maraton (og gennemførte bl.a. et halvmaraton i Paris i foråret), dels designer hun for franske Étam, og sidst, men ikke mindst, er hun grundlægger af Naked Heart Foundation (NHF), der opretter legepladser for fattige børn i hendes hjemland, Rusland, ud fra tanken om, at leg er “meget terapeutisk for børn, og det øger glæden i deres liv,” som hun siger.

No wonder, at hun for nylig modtog magasinet Harper’s Bazaars pris Inspiration of the Year 2010.
Det var i samme ånd, vi mødte hende i London, da hun blev fotografet til kampagnen for det eksklusive barnevognsfirma Bugaboo, der sammen med organisationen (RED) (grundlagt af bl.a. Bono, red.) har lanceret en linje til fordel for The Global Fund, hvis formål er at bekæmpe Aids i Afrika.

Natalia fortæller, at hun har valgt at sige ja til at medvirke i kampagnen, fordi hun selv er mor til tre børn. “Hvis jeg kan støtte børn globalt, så vil jeg selvfølgelig gerne hjælpe,” siger hun og tilføjer grinende: “Det er faktisk en smule farligt for mig; jeg bliver altid skruk blandt børn.”