Celebrity

Medina: Fedt tøj behøver ikke at være dyrt

- 04/10/2013

Sangerinden Medina har for længst slået sit navn som stilikon fast, men det er ikke nødvendigvis de dyre mærker, som skaber hendes specielle stil

Den 30-årige sangerinde Medina er altid et skridt foran alle andre, når det gælder mode. Hun er ikke bange for at hoppe i en minimal mundering, give luft til sine lange stænger, eller vise et kig til barmen.

Selv om hele rigets designere i takt med sangerindens popularitet har stået på spring for at klæde hende på, så klarer Medina det egentlig udmærket selv. Da Medina torsdag aften dukkede op til DANSK Design Talent, var hun festligt klædt på til lejligheden.

“Jeg får ikke alt mit tøj gratis. Jeg køber meget selv og har altid brugt mange penge på tøj. Det er bare min lille hobby. Når jeg ikke bruger det mere, giver jeg det væk til veninder, eller sælger det videre, siger Medina.

Går efter billige mærker
Sangerinden har da heller ikke nødvendigvis en dyr smag, for Medina kan sagtens gå på opdagelse i butikker som H&M, Gina Tricot og Zara, som skifter kollektion hver uge. Medinas scenetøj står hun også for det meste selv for.

“Tøj behøver ikke at være dyrt for at være fedt. Jeg synes bare, at en fed designer er én, som du kan genkende i alt, hvad vedkommende laver”, siger Medina.

Vinderen af DANSK Design Talent-prisen på 500.000 kroner blev uddelt til designeren Anne Sofie Madsen.