Celebrity

Klima-, energi- og bygningsministeren bar bæredygtigt slips under modeugen

- 30/01/2014

Minister Martin Lidegaard havde valgt at klæde sig bæredygtigt på under designer David Andersens modeshow.

Selv om den aktuelle Copenhagen Fashion Week byder på fest og farver, så er der også plads til mere seriøse budskaber. Det slog klima, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard fast under onsdagens modeshow med designer David Andersen.

Se hvad redaktionen på ELLE.dk bar på modeugens første dag i galleriet her

Her sad han nemlig ved siden af direktøren for Danish Fashion Institute, Eva Kruse, i et bæredygtigt jakkesæt og tilhørende slips for at sende et signal om, at det er vigtigt, at vi tænker på miljøet, når det gælder vores beklædning.

“Det interesserer mig, fordi hvis vi skal gøre noget ved klimaet og miljøet, er tøj en meget overset faktor. Der er mange kemikalier og materialer involveret i at producere tøj, og der bruges en masse energi på at fremstille det,” siger Martin Lidegaard.

Læs om vinderne af modeblogprisen 2014 her

Han påpeger, at det efterfølgende også er hårdt for miljøet, når vi skal vedligeholde vores tøj ved at vaske, stryge og tørretumble det, og han har mange bud på, hvordan det kan gøres anderledes. Før han blev minister stod modeshows ikke øverst i hans kalender, men nu er han bevidst om at klæde sig bæredygtigt på, og at gå ud og være med der, hvor han ved, at folk brænder for det samme som han.

“Jeg tror på en grøn omstilling, men det skal være lækkert. Der er ingen, der gider, at bo i en jordhule og spise grønkål. Jeg har selv fået en Tesla Model S, der er en elbil, som ministerbil, og det er jo en flot bil. Så det beviser, at grøn energi godt kan være lækkert og pænt,” siger klima, energi- og bygningsministeren.

Han synes, at vi i Danmark er på vej, hvor vi kan bryste os af at leve op til hans drømme, fordi mange danske modedesignere arbejder bevidst med bæredygtighed. Det er samtidig ministerens håb, at det i fremtiden kan blive noget, som Norden tager ejerskab på.

Copenhagen Fashion Week slutter officielt søndag den 2. februar.