Karl Lagerfeld instruerer en film i anledning af Chanels 100-års jubilæum med Keira Knightley som Coco Chanel
I 2013 kan Chanel fejre 100 år som et af verdens mest magtfulde modehuse, og i den anledning vil Chanels chefdesigner, Karl Lagerfeld, lave en helt særlig hyldest til modehusets grundlægger, Coco Chanel.
Lagerfeld er et sandt multitalent og skyder mange af Chanels billeder selv. Senest har han fotograferet billederne til fotobogen ‘Little Black Jacket’, som han lavede i samarbejde med fransk Vogues tidligere chefredaktør Carine Roitfeld. Men han kan også lave film. Han har lavet to Chanel-kortfilm: ‘The Tale of a Fairy’ med danske Freja Beha i hovedrollen og ‘Remember Now’.
Ny Chanel kortfilm på vej
Nu sætter Lagerfeld sig ifølge Women’s Wear Daily endnu engang i instruktørstolen, for at instruere en kortfilm om Coco Chanel. Og det er ikke hvem-som-helst, som skal spille Coco. Selveste Keira Knightley, som lige nu er aktuel som Anna Karenina i filmen af samme navn og som kampagnemodel for parfumen Coco Mademoiselle, spiller ikonet Coco, mens den franske skuespillerinde Clotilde Hemse skal spille Cocos tante Adrienne og en række af Karl Lagerfelds favoritmodeller skal spille mindre roller. Heriblandt modellen Brad Kroenigs 5-årige søn, som hele tre gange har været med far på catwalken til Chanels modeshows. Bare rolig, far Brad er dog med, for han skal også selv spille en rolle i jubilæumsfilmen.
Karl Lagerfelds Chanel-kortfilm vil blive vist i forbindelse med Chanels Cruise Collection-show, som i år bliver holdt i Singapore i maj.
Gudskelov for internettet, for vi vil også se den film. Vi glæder os meget til at se resultatet!