Celebrity

Jennifer Lopez fylder 50 år – vi kigger tilbage på hendes liv og de bedste looks gennem tiden

- 24/07/2019

I over 20 år har vi fulgt den ultrapopulære skuespiller og sangerinde, Jennifer Lopez, og i dag hylder vi hende på hendes 50-års fødselsdag ved at se tilbage på hendes liv og de bedste looks gennem tiden.

Jennifer Lynn Lopez, Jenny from the Block, J.Lo.

Kært barn har mange navne, og dagens fødselar er i den grad kær. For det er ganske få stjerner, der opnår en status som i dag 50-årige Bronx-fødte skuespillerinde, sangerinde, sangskriver, danser og modedesigner har opnået.

Hvad husker du bedste Jennifer Lopez for?

Albummet J.Lo? Filmene ‘The Wedding Planner’, ‘Shall We Dance’ og ‘Monster-In-Law’? Sangen ‘Jenny from the Block’ eller måske et af hendes ikoniske modevalg som den (meget) nedringede, grønne Versace-kjole, som hun bar ved den 42. Grammy Awards den 23. februar 2000?

Foto: MEGA

Måske husker du hende også for de mange ægtemænd. Fra den 22. februar 1997 til januar 1998 var hun gift med den cubanske tjener, Ojani Noa. Fra den 29. september 2001 til juni 2002 var J.Lo så gift med sin tidligere back-up-danser, Cris Judd, og derefter nåede hun også en kort forlovelse (der aldrig nåede til ægteskab) med Ben Affleck.

Længst varede det tredje ægteskab til Marc Anthony dog, som hun var gift med fra juni 2004 til juli 2011 – og netop under dette ægteskab fik hun endnu en titel til cv’et – nemlig mor. Den 22. februar 2008 fødte hun tvillingerne Maximilian David og Emme Maribel.

Læs også: Jennifer Lopez’ datter Emme følger i sin mors fodspor – se mor og datters fælles optræden.

Om kort tid bliver frk. Lopez så igen til fru, idet hun gifter sig med baseball-spilleren, Alex Rodriguez, som hun forlovede sig med i marts 2019.

Foto: MEGA

Jennifer Lopez og Alex Rodriguez

J.Lo er desuden kendt for at være et evigt stilikon, hvilket i den grad blev manifesteret den 3. juni 2019, da hun blev overrakt prisen for ”Fashion Icon Award” ved CFDA Fashion Awards 2019.

Igennem de sidste mange år har Jennifer været fast inventar på den røde løber, og der er derfor mange ikoniske J.Lo-looks at tænke tilbage på. Og hvilken dag er bedre til en lille ”trip down memory lane” á la Jennifer end hendes 50-års fødselsdag?

ELLE ønsker stjernen stort tillykke, mens vi ser nærmere på hendes bedste og mest ikoniske looks gennem tiden.

Gør det samme ved at scrolle løs i galleriet herunder: