Celebrity

Hertuginde Meghan udgiver egen podcast – og gæsterne er ikke hvem som helst

- 26/08/2022

Hertuginden af Sussex, også kendt som Meghan Markle, inviterer nogle af verdens mest kendte kvinder i studiet i sin nye podcast.

Siden Meghan Markle i 2018 giftede sig med den britiske prins Harry, har hun gjort sit for at gøre op med den strenge protokol, som hendes sviger-mormor dronning Elizabeth II har sat for sine familiemedlemmer.

Den mission har flere gange skabt røre i det britiske kongehus. Særligt efter Meghan Markle offentligt kritiserede institutionen i et eksklusiv interview med talk show-legenden Oprah Winfrey, hvor hun fortalte om et giftigt miljø i familien, der fik hende til at føle sig uvelkommen.

Derfor frasagde parret sig sine royale pligter i starten af 2020 og flyttede til Californien. Her gik der ikke længe før de skrev en millionkontrakt med Spotify om at lave indhold til platformen, og nu er første del af projektet lanceret.

Det er podcasten ‘Archetypes’ (Arketyper, red.), hvor Meghan Markle selv er vært. Podcasten består i første omgang af 12 afsnit, hvor hertuginden vil forsøge at gøre op med de arketyper, som kvinder gennem hele deres liv er blevet påduttet og blevet holdt tilbage af.

Foto: Spotify

Et nyt portræt er taget af hertuginden i forbindelse med podcasten.

I introafsnittet fortæller hun, at hun vil undersøge og komme til bunds i, hvorfor kvinder gennem tiden er blevet placeret i krænkende kasser ud fra, hvordan de har klædt sig, ageret, set ud eller sagt.  

Det er noget, som Meghan Markle selv har haft tæt inde på kroppen – både som skuespiller, men for alvor siden forlovelsen med prins Harry, hvor hun særligt følte, at den britiske sladderpresse gik langt over stregen i dækningen af hende og Harrys liv. 

I podcasten får hun selskab af en række gæster, som de fleste podcastere kun ville kunne drømme om at have med i deres programmer. I første afsnit er det således en af hendes bedste venner, tennisstjernen Serena Williams, der gæster podcasten, hvor hun blandt fortæller om de fordomme, som ambitiøse kvinder ofte kan være underlagt.

I andet afsnit vil ingen ringere end jule-dronningen Mariah Carey gæste hertuginden i den nye podcast. Så du kan godt forvente en perlerække af kendte gæster og masser af ærlige fortællinger.

Læs ogå

Hertuginde Meghan Markles 5 bedste looks denne sommer