Rayouf Alhumedhi, Mikaila Ulmer og Sydney McLaughlin er alle navne, du skal holde øje med. Deres individuelle indsatser på forskellige områder har fået de unge talenter på Times liste over de mest indflydelsesrige teenagere i 2017 - og her har de selskab af store stjerner som blandt andet Kaia Gerber og Brooklyn Beckham.
’Time 100’ er listen, som udkommer årligt og sætter de 100 mest indflydelsesrige pionerer, ledere, artister og ikoner på dagsordenen. Den årlige liste er blevet bragt af det amerikanske ‘Time Magazine’ siden 1999, og den person, som har floreret på listen flest gange er Barack Obama, som har været på listen hele 11 gange.
Nu har ‘ Time Magazine’ offentliggjort listen med de mest indflydelsesrige teenagere i 2017. Og at komme på listen er en stor ære og en endnu større anerkendelse: For i den eksklusive klub har teenagere som Kaia Gerber og Brooklyn Beckham allerede sine fødder plantet solidt.
Læs også: 15 skuespillere, der i virkeligheden hader deres ikoniske roller
For at komme på Times liste over de mest indflydelsesrige teenagere i 2017, så er det dog langt fra nok, at have et kendt efternavn som Beckham eller Gerber.
Indgangsbilletten til den prestigefyldte klub gives kun til de teenagere, der virkelig har sat sit afmærk i en meget ung alder, og det betyder, at man skal have gjort en helt særlig indsats indenfor områderne iværksætteri, kultur, sport eller musik.
I galleriet har vi samlet de 10 mest indflydelsesrige teenagere fra den originale Times liste – og her er der altså navne, som du virkelig bør holde øje med fremover!
Foto: @milliebobbybrown
Millie Bobby Brown, 13 år
Den yngste på listen er Millie Brown. Denne unge skuespillerinde er en af de få, som kan sige at hun har opnået en enorm berømmelse ved at overbevise verden om, at hun har superkræfter i kraft af sin rolle i sci-fi serien ’Stranger Things’ . Her spiller hun Eleven, som bruger overnaturlige evner til at bekæmpe det onde. Den fabelagtige (og velspillede) rolle har siden inspireret til alt fra Halloween-kostumer til Internet-memes, og dermed har Brown sat et fabelagtigt aftryk på den digitale verden anno 2017. Den britiske skuespillerinde har desuden rappet ved Golden Globes prisuddelingen (ja, du læste rigtigt!), og skrevet kontrakt med IMG models.
Foto: AOP
Mikaila Ulmer, 13 år
For Mikaila var bier hendes værste fjende. Men da hun blev stukket to gange i 2009, udviklede der nærmere en fascination for de små væsener. Og da hun fik øjnene op for, hvor vigtige biernes overlevelse er for jordens økosystem, besluttede hun at gøre en aktiv indsats for at undgå at de uddør. Det blev starten på ’Me & the Bees’ , en lemonade udviklet af teenageren selv, der nu bliver solgt i mere end 300 Whole Foods butikker i USA. Derudover har den unge pige grundlagt non-profit orginasitaionen ’The Healthy Hive Foundation’, som har det formål at øge bevidstheden om biernes nødvendighed. Mikaila er desuden i gang med at skrive sin første bog, der såmænd kan lære børn på hendes egen alder, hvordan man starter sin egen virksomhed. Og da ELLE UK tidligere spurgte frøken Ulmer hvordan det er, at starte en verdensomspændende virksomhed som 13-årig, svarede hun prompte: ”Jeg har lige hyret min far!”.
Foto: @rayoufalhumedhi
Rayouf Alhumedhi, 16 år
Dette efterår vil millioner af kvinder endelig få den emoji, som de har efterspurgt takket være Rayouf. Teenageren, der til dagligt bor i Wien, har længe kæmpet for, at Apple skulle indførte emojien, som bærer et tørklæde. Dette har Apple nu taget til sig: Og derfor har teenageren taget et vigtigt skridt for at repræsentere de mange millioner af muslimske kvinder verden over. Om den vigtige tilføjelse til iPhonens tastatur, har Rayouf udtalt til Times Magazine: ”Jeg tror, at denne emoji indirekte vil påvirke verden – når folk, der er imod kvinder iført tørklæde eller som er imod islam generelt, ser emojien på tastaturet, vil det måske være med til at ændre folks opfattelser.”
Foto: AOP
Kaia Gerber, 16 år
Datteren af den legendariske supermodel Cindy Crawford har tydeligvis arvet sin mors smukke ydre (og indre!). Kaia prydede forsiden af Vogue Paris sammen med sin mor i en alder af kun 14 år, og siden har Gerber-manien ramt alverdens modeshows og kampagner. I 2017 var Kaia da også én af de mest efterspurgte modeller til modeugerne i New York, Paris og London, hvor hun debuterede på catwalken for blandt andet Versace, Prada og Chanel. Denne unge kvinde er så sandelig på vej mod supermodellernes liga.
Foto: AOP
Noah Cyrus, 17 år
Ligesom sin storesøster Miley Cyrus så har Noah musikalsk blod i årene. Og med sin musik, som bedst kan beskrives som melankolske, emo-pop sange, der bliver samlet på albummet NC-17 , som snart udkommer, så bevæger Noah sig væk fra familiens dybe rødder i country musikken. Og taktikken virker, for singlen ’Make me (Cry)’ sprang straks på Spotifys toplister, og Noah varmede desuden op for Katy Perry i New York for nyligt. Noah Cyrus er sangerinden, der er kommet for at blive.
Foto: The Telegraph UK
Krtin Nithyanandam, 17 år
Trods sin alder, har denne unge mand allerede et CV, som selv ikke de mest garvede forskere kan hamle op med. Da Krtin gennemgik en operation som lille, startede hans interesse for kroppen – og da han var kun 15 år gammel, så udviklede Krtin en måde, hvorpå man kan opdage meget tidlige tegn af tilstanden Alzheimers. Og det projekt udløste et hæderslegat på $25,000 (svarende til 160.000 kr.), ved Googles årlige videnskabs messe. Derudover vandt han i år en pris for at udvikle et sirligt system, der kan rense spildevand for giftstoffer. Hvis det ikke var nok, arbejder teenageren lige nu på at udvikle en metode til at behandle en type af brystkræft, som ikke responderer på allerede udviklede behandlingsmetoder. Krtin er så sandelig et helt særligt geni.
Foto: AOP
Willow Smith, 17 år
Datteren af skuespillerne Will og Jada Pinkett slog sig fast som sanger med sin ’Whip My Hair’ single tilbage i 2010. Willow er derudover en fortaler for lighed på tværs af køn, er ambassadør for Chanel og ytrer ofte sine holdninger om blandt andet musik, kunst og videnskab med sine mere end 2,4 millioner følgere på Instagram - og verden lytter!
Foto: AOP
Brooklyn Beckham, 18 år
Som søn af en fodboldstjerne og Spice Girls sangerinden var det helt sikkert, at Brooklyn fra barnsben ikke skulle leve et helt almindeligt liv. Han kastede sin opmærksomhed på fotografi, og lærer nu fotografiets teknikker på den anerkendte kunstskole Parsons i New York. Og selvom Brooklyn stadig er ved at etablere sig som fotograf, har han allerede publiceret sin egen bog, som hedder ’What I See’ , har fotograferet en kampagne for Burberry og har arbejdet med top-fotografen Nick Knight. Og fik vi nævnt, at den unge Beckham har 10 millioner følgere på Instagram? Ham kommer vi helt sikkert ikke udenom i fremtiden.
Foto: @sydneymclaughlin16
Sydney McLaughlin, 18 år
Sydney er fremtiden indenfor amerikanske, olympiske atleter. Hun har trods sin alder, vundet et utal af løb, konkurrencer og priser, og hun er tilmed den yngste ’track and field’ løber, de olympiske lege har set siden 1972. Hun holder desuden verdensrekorden i 400-meter hækkeløb i sin alderskategori. Hold øje med denne amerikanske teenager til de olympiske lege i Sydkorea i 2018!
Foto: AOP
Elle Fanning, 19 år
For Fanning begyndte karrieren før hun fyldte tre år: I filmen ’I Am Sam’ spillede hun nemlig en yngre udgave af sin storesøster Dakota Fanning. Siden har hun haft et utal af roller, har været på forsiden af Vogue og prydet hele to Miu Miu kampagner som model. Derudover er Fanning klar på at arbejde hårdt indenfor filmbranchens fremtiden, da hun før har ytret, at hun har en drøm om at instruere sin egen film på et tidspunkt. ELLE hepper på den smukke pige af samme navn – og resten af navnene på listen over de mest indflydelsesrige teenagere i 2017, for den sags skyld.