ELLE har sammenlignet serierne Sex and the City og Girls. Se 10 ligheder
HBOs serie ‘Girls‘ havde premiere i USA den 15. april, 2012, og den blev lynhurtigt stemplet ‘den nye modeserie à la Sex and the City‘.
Seriens hovedperson Hannah, som bliver spillet af Lena Dunham, er ligesom Carrie Bradshaw sjov og rap i replikken. Men hvor ‘Sex and the City‘ handler som karrieremæssigt succesfulde kvinder i 30-års alderen, som leder efter den store kærlighed, handler ‘Girls‘ om kvinder i 20-års alderen, som hverken har fundet kærligheden eller fået styr på karrieren.
Lena Dunham, som også har forfattet serien, har selv udtalt, at hun syntes, der manglede en serie, som viste, hvad der skete mellem ‘Gossip Girl’– og ‘Sex and the City‘-årene. De år efter college, hvor man er ved at finde fodfæste, men ikke har nogen penge, ikke har styr på noget.
For kort tid siden begyndte Danmarks Radios nyeste kanal, DR3 at sende afsnit af ‘Girls‘, og i sidste uge kunne ELLE.dk afsløre, at HBO er kommet til Danmark. Derfor har vi sat serien under lup og sammenlignet den med vores allesammens favorit-modeserie, ‘Sex and the City‘.
I galleriet nedenfor finder du 10 ligheder mellem ‘Girls’ og ‘Sex and the City’.
Begge tv-heltinder i hver sit funky forklæde. Carrie Bradshaw og Hannah Horvath har begge en anderledes og legende stil, og de elsker sjove vintagefund.
Desuden er de begge forfatterinder, og deres skriverier er begge seriers omdrejningspunkt. Men hvor Carrie lever fint af sin fast faste klummeindtægt, er Hanna flyttet til New York for at skrive, men har endnu ikke udgivet noget og har ingen penge.
'Girls' er ligesom 'Sex and the City' bygget op omkring fire vidt forskellige kvinders liv, og producenterne bag 'Girls' har valgt fire af de samme kvindetyper, som dem fra SATC.
Både 'Girls' og 'Sex and the City' foregår i New York, men hvor SATC-karaktererne drikker cocktails i Manhatten, drikker pigerne øl i Brooklyn. De har ikke dyre lejligheder, men må bo sammen i den knap så glamourøse bydel.
Begge hovedpersoner møder tidligt i serien en mand, som ikke behandler dem særlig pænt, som de er helt vilde med - og som de ikke kan give slip på.
Marnie (fra 'Girls') arbejder ligesom Charlotte fra SATC på et hipt kunstgalleri, men hvor Charlotte er daglig leder, er Marni først ved at starte sin karriere, og det er ikke altid lige sjovt...
Mums. Både Carrie og Hannah har en helt særlig forkærlighed for kage, og det kan vi jo godt forstå!
Selvom pigerne fra 'Girls' ikke har det samme tøjbudget som kvinderne fra SATC, går de meget op i mode. Vi ser en del vintagefund, og især Jessa holder vi skarpt øje med.
Samantha kunne nogle gange få rodet sig ud i nogle sjove situationer. Som her på brandstationen, hvor hun ender med at blive efterladt på en brandstation uden tøj på. I 'Girls' lægges der heller ikke fingre imellem. Hannah smider tit tøjet og vi får lov at se alle de realistisk akavede sexscener.
Lena Dunham, som spiller Hannah, er seriens forfatter, og hun har bevidst skrevet en serie, som sagtens kunne være en forgænger til SATC - forstået på den måde, at pigerne fra 'Girls' sagtens kunne have udviklet sig til pigerne fra SATC. På Shosannas soveværelse hænger der da også en Sex and the City-plakat.