Celebrity

ELLE coverstar: Caroline

- 30/11/2010

ELLE har interviewet decembers covermodel, Caroline...

Du har fulgt hendes vej mod toppen hver eneste onsdag aften på Kanal 4, og nu kan du endelig se smukke Caroline Bader på forsiden af ELLE
og i modeserien på side 92. Vi har talt med den stolte vinder om …

ER DER EN SIDE AF DIN PERSONLIGHED, SOM VI IKKE FIK AT SE I TOPMODEL?
Det synes jeg faktisk ikke … Men selvfølgelig får man ikke alt at se på tv, jeg er f.eks. meget mere udadvendt, end de viser mig i Topmodel. Det var jo helt nyt, så jeg skulle lige vænne mig til det.

HVAD HAR VÆRET DEN VILDESTE OPLEVELSE VED AT VÆRE MED I PROGRAMMET?
Det har været alle de opgaver, vi har fået, og så det at leve som en Topmodel i fem uger. At prøve at leve livet som model har været en kæmpedrøm, der er gået i opfyldelse! At rejse til Paris og London har været vildt! Og at arbejde så tæt med nogle af modeverdenens ‘chefer’!

SER DU STADIG NOGLE AF DE ANDRE PIGER FRA PROGRAMMET?
Ja det gør jeg da, jeg fik jo et helt igennem fantastisk bånd til Brinette, og nu er hun jo flyttet til København, så hende ser jeg. Jeg ser også Emma, Rochel og Stephanie og så alle de andre, når der har været fællesarrangementer for Topmodel.

HVAD LAVER DU, NÅR DU IKKE ER I SKOLE?
Jeg går til teater, på Teatermejeriet i Holte, som jeg simpelthen elsker! Så går jeg til basket, som jeg har gået til i næsten hele mit liv. Og så er jeg selvfølgelig sammen med mine elskede venner og veninder.

DU HAR JO FÅET KONTRAKT MED MODELBUREAUET UNIQUE. HVORDAN SER DINE OG UNIQUES PLANER FOR DET NÆSTE ÅR UD I FORHOLD TIL MODELARBEJDET?
Jeg skal til Paris og arbejde med Ford Models og få lavet mig en superfantastisk bog.

ER DER EN FOTOGRAF ELLER ET TØJMÆRKE, DU DRØMMER OM AT ARBEJDE MED?
Jeg tror, min største drøm er at få taget nogle billeder med eller af Helena Christensen, men hvem vil ikke det? Jeg synes, jeg har arbejdet med nogle af de største fotografer indtil videre! Det var f.eks. vildt fedt at få taget billeder af Henrik Bülow (fotografen, der stod for forsiderne og serien i
dette nummer af ELLE, red.).

Se Carolines shopping-top ti her.

HVORDAN VAR DET AT LAVE FORSIDERNE OG MODESERIEN TIL ELLE – OG HVAD SYNES DU OM MAKEUPPEN OG HÅRLOOKET, DU FIK TIL MODESERIEN?
Det var helt vildt at lave BÅDE forsiderne OG modeserien. Det var hårdt, men superfedt og sjovt.
Vi skød i interiørbutikken Green Squares fantastiske omgivelser. Jeg var fuldstændig vild med det hår, jeg fik mig til modeserien, det var supergodt! Makeuppen var bare dejlig naturlig, som jeg godt kan lide det.

HVORDAN HAR DINE VENNER OG FAMILIE REAGERET PÅ AT SE DIG I TV?
Jeg tror, det er lige så mærkeligt for dem, som det er for mig. Men de har taget det rigtig godt. Det har jo været supersjovt at se!