Det skal du spise for at holde dig vågen hele Oscar-natten
23/02/2017
Home / Kultur / Celebrity / Det skal du spise for at holde dig vågen hele Oscar-natten
Hvad skal du spise - (og hvad skal du ikke spise), hvis du skal holde dig vågen til de sene nattetimer på søndag, hvor det er Oscar-night? ELLEs Health Editor, Stephanie Bang, guider dig til de helt rigtige valg, der holder energien oppe hele natten, når showet løber af stablen.
Snart samles de største stjerner fra filmbranchen traditionen tro til det årlige Oscar-awardshow. Et show, der er fyldt med de smukkeste kjoler og masser af glamour. Men hvor gerne man end vil, kan det være svært at holde sig vågen helt til showet afrundes omkring kl. 6 dansk tid mandag morgen. Derfor fremhæver ELLEs Health Editor, Stephanie Bang, nogle af de madvarer, du med fordel kan spise i løbet af dagen, og som giver energien et ekstra boost så øjnene (måske) stadig er åbne, når den sidste Oscar-statuette er overrakt.
Det er naturligt at blive døsig, når man har spist, men når der er Oscar-night, som grundet tidsforskellen fra Danmark til Hollywood altid vises midt om natten, må søvnen udskydes og kroppen lageres med energi på forhånd og undervejs. Og det første punkt, man med fordel kan stille skarpt på, er i følge Stephanie Bang sukkerbalancen:
”Sukker, dvs. glukose, påvirker blodsukkeret, og kroppen bliver stresset, hvis blodsukkeret svinger meget. Du skal altså glemme alt om den store bugnede slikskål, hvis du er på jagt efter snacks som kan holde dig længe kørende, da den kun vil smadre dit blodsukker og til sidst ende med, at gøre dig virkelig træt. I stedet skal du spise grove grøntsager, bælgfrugter, fuldkorn og frugt,” siger Stephanie.
Aftensmaden, som jo er sidste måltid inden starletterne tridser ned af den røde løber foran Dolby Theatre i Hollywood, skal i følge Stephanie Bang være både et letfordøjeligt og nærende måltid:
”Hvis du ved, at du skal være vågen og i gang i mange timer efter din aftensmad, så gør dig selv en tjeneste at droppe kødet og de hurtige, tunge kulhydrater som pasta, ris og kartofler. Det er enorm krævende for kroppen, at fordøje rødt kød, hvilket også er derfor, du ofte kan opleve at blive en smule træt efter at have spist en stor bøf. Spis i stedet et let, men godt måltid som f.eks. en nærende vegetarisk Buddha Bowl, eller fisk med bælgfrugter, fuldkorn og grøntsager (og nej, sushi med hvide ris gælder desværre ikke, da de vil påvirke dit blodsukker i den forkerte retning),” siger Stephanie.
Se resten af Stephanies råd til gode opkvikkende måltider i galleriet – så du kan sammensætte den helt rigtige dagsmenu til på søndag og blive frisk og klar til den store Oscar-aften!
Foto: All Over Press
Valnødder:
Nødder er fyldt med mange fantastiske sundhedsfordele, men når det kommer til energi-boostende egenskaber, er valnødden en klar vinder. Og så er de endda også en af naturens topscorere som kilde til de essentielle omega-3-fedtsyrer, som især er vigtig for vores hjernefunktion, herunder hukommelsen. Du behøver ikke spise meget mere end en lille håndfuld.
Foto: All Over Press
Citrusfrugter:
Forestil dig følesen af et glas friskpresset appelsinjuice om morgenen... Mmm, den fornemmelse vil du gerne opleve resten af dagen, og det kan du. Citrusfrugter har en opkvikkende effekt på kroppen, og saften blandet med vand giver en fantastisk læskedrik. Prøv bare at blande saften fra enten en grapefrugt eller en halv citron med et stort glas vand, og drik det når du kan mærke, at din energi er ved at dale. Citron virker også afrensende, så start gerne hver morgen med et stort glas vand med saften fra en halv citron 30 min. før morgenmaden for at rense kroppen igennem.
Foto: All Over Press
Bær:
Gælder alle former, men særligt blåbær, som siges at være gode for øjnene og dermed for synet. Mange sidder foran en skærm mange timer hver dag, hvilket kan få øjnene til at løbe i vand, eller ligefrem til at svie, men det kan blåbær afhjælpe, og så er de tilmed også (ligesom valnødden) gode for hukommelsen.
Foto: All Over Press
Æbler:
En sprød frisk snack, som også er rig på fibre.
Foto: All Over Press
Kål:
De mange sprøde og farverige kåltyper indeholder sunde og slankende stoffer, som giver øget mæthed. Kål er rig på kostfibre, som mætter godt og giver maven noget at arbejde med og er derfor godt at spise, hvis du ønsker et måltid, som skal holde dig kørende i lang tid.
Foto: All Over Press
Ananas:
Rig på vitaminer og mineraler, kaloriefattig og nedsætter appetitten og modvirker trang til søde sager. Win win – og særligt på en Oscar-night!
Foto: All Over Press
Mørk chokolade:
Skal du ty til de søde sager, så er mørk chokolade (min. 80%) ikke et dårligt alternativ. Gå evt. efter de veganske af slagsen, hvor sukkerindholdet er erstattet af enten agave eller kokossukker, som har en blidere påvirkning på blodsukkeret.
Foto: All Over Press
Havregryn:
Havregryn omsættes langsomt i din krop, og giver dig derfor længevarende energi. En skål havregryn med bær, kanel og yoghurt eller (plante)mælk, er lige hvad du har brug for om morgenen, for at kickstarte dagen - eller midt på dagen, som en god energibooster. Havregryn er rig på essentielle næringsstoffer blandt andet protein, magnesium, kobber og mangan. Spis dem evt. med plantemælk, banan, rosiner, kanel og mandler – det smager SÅ godt!
Foto: All Over Press
Banan:
Rig på kulhydrat og er dermed velegnet som energitilskud og til at give en god mæthedsfølelse i kroppen. Bananer indeholder mange fibre, som har en stabiliserende virkning på fordøjelsen. Også B6-vitamin, som fremmer dannelsen af stoffet serotonin, der gør dig veltilpas og afstresset – men pas på, for en for stor mængde af serotonin moddannes til melatonin, der, når lyset dæmpes, fremmer døsighed og søvn.
Foto: All Over Press
Kokos:
Højt fiberindhold og god, sund mæthedsværdi. Kokosfedt er unikt blandt de vegetabilske fedtstoffer, da det indeholder op til 90% mættede fedtsyrer – også kendt som det gode fedt. Meget af det fedt, der findes i kokos er den slags, som kroppen foretrækker at forbrænde i stedet for at lagre, og nogle studier viser endda, at kokosolie øger forbrændingen. En god idé er at drikke kokosvand, da det er mere hydrerende end vand.
Foto: All Over Press
Quinoa:
En fremragende superfood! Quinoa bliver også kaldet flad-mave-korn, grundet sit høje proteinindhold. De små frø er fulde af sunde fibre, planteolier, vitaminer og mineraler. Quinoa er perfekt som mættende basiskost og påvirker dit blodsukker i langt mindre grad end andre korn. Det skyldes kombinationen af fibre, fedt og ikke mindst proteiner i høj kvalitet, som får blodsukkeret til at stige langsommere. Og hey, så smager det virkelig godt, og kan anvendes i både salater og grød.
Foto: All Over Press
Spinat:
Spinat er rig på vitamin A, C, K, magnesium, mangan og folsyre, og er derfor en af de bedste energi-boostende fødevarer, som du kan nyde på alle tidspunkter af dagen. Spinat er den mest jernholdige grøntsag (tænk bare på Skipper Skræk) og kan bruges i sunde pandekager, omeletter, supper, smoothies og salater. Husk at indtag det sammen med C-vitamin, som forbedrer jernoptagelsen fra spinat og andre grøntsager.
Foto: All Over Press
Vand, vand og atter vand:
Vi kan ikke sige det nok, men kroppen behøver en stor mængde hver dag for ikke at dehydrere. Er du ikke tørstig kan du i stedet spise agurk, da den består af 96% vand.