Den 55-årige designer, Marc Jacobs, sagde lørdag den 6. april 2019 ja til Char Defrancesco. Parret fejrede med en stjernespækket fest, og særligt én gæst stjal rampelyset iført dansk design.
Lørdag den 6. april 2019 stod i kærlighedens tegn, da den 55-årige modedesigner, Marc Jacobs, sagde ja til sin kæreste gennem tre år, 37-årige Char Defrancesco.
Mens Jacobs er kendt for sin succesfulde karriere – både via sine egne brands, Marc Jacobs og Marc by Marc Jacobs samt via sin stilling som kreativ direktør hos det franske luksusmodehus, Louis Vuitton, har hans nye ægtemand gjort en levevej ud at jobbet som model og stearinlysdesigner.
Parret, der har datet siden 2015, blev forlovet i april 2018, og det gik ikke ligefrem stille for sig. Vanen tro fejrede de nemlig Defrancescos fødselsdag på den mexicanske fast food-restaurant, Chipotle, og her blev fødselaren mødt af en flashmob, der endte i et frieri:
Et år og fire dage senere blev det så tid til det store ’I Do’.
Bryllupsfesten fandt sted på restauranten ’The Grill’ på Manhattans østside, og det nygifte par ankom med stil i en Rolls Royce Phantom fra 1962.
Modemanden og hans hubby var naturligvis også fint klædt på til lejligheden.
Læs også: De 17 længste kendisægteskaber.
Marc Jacobs og Char Defrancesco var begge iført designs skabt af Ralph Fitzgerald fra det britiske skrædderhus Hunstman.
Mens den yngste gom parrede sit bryllupslook med sneakers fra Christian Louboutin, sportede hr. Jacobs et par specialdesignede støvler fra Gucci.
Udover de velsammensatte looks bar parret desuden en helt speciel lille detalje.
Som en gave fra designkollegaen, Fabio Zambernardi, bar brudeparret en diamantbesat pingvin. ”Pingviner har kun en partner for livet. Et godt eksempel på troskab”, skrev den nygifte designer, mens han delte et billede af den smukke og meningsfulde gave:
Og designeren, Fabio Zambernardi, var da heller ikke bryllupsfestens eneste repræsentant fra modebranchen. Tvært imod.
Gæsterne talte nemlig blandt andre Bella og Gigi Hadid, Kate Moss og datteren Lila Moss samt Emily Ratajkowski, der stjal rampelyset iført en specialdesignet gul kjole fra danske Saks Potts:
Kjolen fra Saks Potts var dog ikke det eneste rød/hvide støv, der blev kastet over bryllupsfesten.
Den danske supermodel, Helena Christensen, var nemlig også blandt de inviterede, og hun var særligt glad for at se Hadid-søstrene:
Du kan se flere billeder af gæsterne, der ankommer til festen, i galleriet herunder: