Hver fredag op til jul deler Cecilie Ingdal sine bedste tips til weekendens julerier med alt fra julemarkeder til hvor, du skal købe årets flotteste julepynt.
Det er blevet fredag – og er dermed tid til chefredaktøren julerier.
Selvom weekenden bugner af julemarkeder, er fokus i dag på det der, der sammen med lys i mørket og duften af kanel, vanilje og ingefær skaber den særlige magi; nemlig julepynten.
Holly Golightly x Helle Høgsbro Kragh
Traditionen tro dækker kreative Helle Høgsbro Kragh op til julebal i Holly Golightlys lokaler i Borgergade. Jule-pop-uppen i butikken er åben til og med fredag den 24. november – og du finder masser af fin og finurlig julepynt a la Helle såsom strikkede julesokker, smukke juletræstæpper, charmerende ’kagehuse’og pynt til julebordet i alle afskygninger. Jeg ærgrer mig stadig over den oversize sølvsløjfe, jeg ikke købte sidste år…
Holly Golightly, Borgergade 17B, 1300 København
Studio Oliver Gustav x Christmas Boutique
Det er godt nok et par weekender siden, at Studio Oliver Gustav slog døren op til sit julemekka, og det væltede ind med stilbevidste juleglade Københavnere. Køen var lang – og sagerne hurtigt udsolgt. MEN heldigvis er der nu kommet nye julevarer på hylderne i byens mest æstetiske butik, så gik du forgæves sidst er der håb endnu.
Studio Oliver Gustav, Kastelsvej 18, 2100 København
Leif Sigersen x Nuvole
Den multikreative blomsterkunster med mere, Leif Sigersen, laver det fineste detaljerige julepynt. I samarbejde med Nuvole i Store Regnegade har han kreeret julemagi i butikken – og du kan købe lidt af den med hjem.
Nuvole, Store Regnegade 2, 1110 København
Butik Anne Tine
Der er krims, krams og dims over det hele i Butik Anne Tine på Istedgade, så der er masser at gå på opdagelse i. Udover smukke vintage glas (så mange fine) og interiør, har butikken også charmerende julepynt – især de mange smukke gamle glaskugler må gerne flytte ind på mit træ.
Butik Anne, Istedgade 45, 1650 København
DBA
Glem ikke DBA, når du skal fine julegodter til hjemmet. En enkel søgning på antik julepynt og det vælter frem med de fineste antikke julesager. Og husk også, at det er nu, du selv skal sælge ud af det, som du måske ikke selv bruger længere…
+ weekendens 3 julemarkeder, du ikke må misse
BaneGaarden: Søndag den 24. november fra kl. 11-16 er der kreativt julemarked på BaneGaarden med håndværk indenfor keramik, tekstil, glas og adventskranse. Der er æbleskiver, gløgg og økologiske juletræ på gårdspladsen.
Kronborg Slot: Jul på slottet… næsten dag, for Kronborg holder sit årlige julemarked i de to næste weekender. Og her er alt hvad der hører til at julerier. Fra kl. 10-17 d. 25.-26. november og 2. og 3. december.
Det Kongelige Akademi: Det Kgl. Akademi holder også julemarked søndag, hvor både elever og medarbejdere sælger ud af deres arbejde.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.