Kultur

Boksning er som en pudekamp

- 03/06/2009

Mikkel Kessler er hele Danmarks yndlingsbokser. ELLE fangede ham under træningen til en snak om kvinder, tatoveringer og at nyde nuet.

Jeg voksede op på Bryggen, hvor min mor og far havde et værtshus tre gader fra, hvor vi boede. Jeg kom altid forbi efter skole og hentede nøgler, fik penge til mad og så tog jeg videre ned i klubben. Jeg kunne gøre, lige hvad der passede mig. Men jeg er slet ikke den der boksehistorie, som alle gerne vil gøre mig til. Det var ikke hårdt. Jeg var bare en fri fugl, og jeg hyggede mig rigtig meget. Min mor, som stadig kommer dernede, siger altid: ‘Mikkel, de snakker om dig hele tiden. Jeg kan ikke holde ud at høre på det’. Men hun elsker det jo også.

BOKSNING ER LIDT som en pudekamp, bare med tunge puder. Det er rigtigt sjovt, men det kan i princippet også gøre ondt. Jeg har, 7-9-13, aldrig haft et rigtigt blåt øje. Det gælder jo om at fl ytte hovedet, som jeg plejer at sige.

JEG KAN HUSKE, at jeg engang så Johnny Bredahl, da jeg var barn. Hold da kæft, der blev jeg genert. Jeg fik ikke engang hans autograf, men det var stort for mig. Og det husker jeg altid, når en eller anden knægt, jeg ikke kender, får min autograf og bliver helt vildt glad. Man skal huske at nyde det, for lige pludselig er det væk.

FØRSTE GANG, JEG SÅ EN NØGEN PIGE, var i klubben. Vi trænede med en pige, og hun gik med os drenge i bad. Vi var ikke så gamle og forstod ikke så meget, andet end at det var spændende. Men der var nogle af os, der lige skulle i bad en ekstra gang …

JEG ER NOK LIDT KRÆSEN. Jeg har altid været mere til mørkhårede piger, men det, der er vigtigst, er charmen. Og at hun er selvstændig. Men folk har charme på hver sin måde. Jeg har jo en søster (stripbarindehaver Linse, red.) med meget store bryster, og hvis hun er glad for dem, så er det jo fint.

DET ER MÆRKELIGT, når piger siger, at jeg har en flot krop. Jeg synes f.eks., at fyre med bredere skuldre er meget pænere. Men jeg kan godt lide mine tatoveringer. Jeg har kun på halvdelen af kroppen, så jeg kan se, hvordan jeg ser ud med og uden. Det synes jeg er skidesmart.

JEG FIK MIN FØRSTE tatovering, da jeg var 14. Det var min søster, der lokkede mig ind til en fyr, der ikke måtte lave den, men det lykkedes alligevel. I bokseklubben så vi op til en, der hed Frank Olsen, og der stod Frank på hans skulder, så jeg skulle selvfølgelig have skrevet Kessler på min.

JEG MÅTTE FAKTISK GEMME DEN for min far i virkelig lang tid. Men han opdagede den, da han så mine amatørkampe på video. Min far er gammel sejler og havde også nogle tatoveringer. Så da han kiggede på min, sagde han: ‘Hold da kæft’, trak sin bluse ned, og så havde han den samme! Vi kunne ikke lade være med at grine. Jeg har senere fået den malet over, og det er jeg ked af. Det er jo minder om dengang.

ALLE FOLK SIGER: ‘IH, DU ER SÅ TYND’, men jeg vejer jo ikke mere end 76 kilo, når jeg bokser. Jeg plejer at sige, at fjernsynet gør mig 20 kilo større. Jeg har et væddemål med min fysioterapeut om, at jeg, når jeg er færdig med at bokse, skal tage ti kilo på, på tre-fire måneder. Jeg kunne bare godt tænke mig at være lidt større.

MIKKEL KESSLER Født i København (1979), men bor i dag i Monaco. Vandt som 19-årig sin første kamp som professionel bokser, Har vundet 41 kampe og tabt en. Skal til juli forsvare sin titel – modstanderen er endnu ikke fastlagt.Læs også:
Bordtennisstjernen Michael Maze