Kultur

6 hurtige til Josephs chefdesigner

- 26/06/2013

Mød den engelske designer og kvinden bag tomboy-favoritten Joseph

Engelske Louise Trotter er kvinden bag Parisbaserede Joseph, og hendes laidback stil passer perfekt til det ikoniske brands maskuline basicfavoritter.

Vi har spurgt hende om mærket.

Hvornår vidste du, at du ville være designer?
Jeg vidste fra en ung alder, at jeg gerne ville være modedesigner; det var ikke en bevidst beslutning, det føltes naturligt. Jeg begyndte med at lave tøj til mine dukker af stofrester, og gradvis blev det til tøj til mig selv. Jeg tilbragte en stor del af min tidlige barndom med min bedstemor, som var syerske; hun havde en lille symaskine og lod mig klippe i sine gardiner eller hvilket materiale, der nu fangede mit øje. Jeg kan huske, da jeg klippede min første top og lavede en firkant, hvordan hun lærte mig at klippe skulderen fra en vinkel, og det var, ligesom nogen havde givet mig nøglerne til min fantasi … alle de muligheder! Derfra gik jeg videre til min skoleuniform (til min mors store ærgrelse) og derefter til at lave tøj for familie og venner. Som 14-årig vidste jeg, hvilken skole jeg ville gå videre på, og hvilken slags tøj jeg ville designe. Jeg var aldrig i tvivl.

Hvad er din vision for Joseph?
Min vision for Joseph går tilbage til Joseph selv; han var en mand, der købte tøj til kvinder, og det ser jeg som værende meget Joseph. Joseph er bygget op fra grundlæggende nødvendigheder; det perfekte par bukser, den perfekte skjorte … men der er en sexiness, fordi det er sammensat med en mands øjne. Vores æstetik er tydeligvis ren og monokrom, men der er en spænding af modsætninger mellem det maskuline/feminine, sorte/hvide, skarpe/bløde og engelsk/franske spog, som jeg bruger i min daglige tale.

Hvem er Joseph-kvinden?
Hun er en stærk, uafhængig kvinde, som har sin egen fornemmelse for stil. Hun kigger ikke efter blåstempling i form af kendte mærker, men leder efter tøj, som passer til hendes livsstil og får hende til at føle sig godt tilpas og se godt ud hele dagen. Hun er en aktiv kvinde, som har det samme tøj på fra morgen til aften og har brug for tøj, der passer til alle lejligheder.

En klassisk Joseph-garderobe ville indeholde …
Et par skinny, sorte stretchbukser, en maskulint skåret blazer, en drengesilkeskjorte, en enkel mandefrakke, en sjasket sweater, en højtelsket T-shirt.

Hvad bliver du inspireret af?
Sommerkollektionen er inspireret af forskellige ting, men mest åbenlyst af 1970’ernes Yves Saint Laurent; hans naturlige stilsans; mikset mellem det maskuline og det feminine. Min evige inspiration er dog fotografi, og Will McBride (kunst- og portrætfotograf, red.) er en, jeg altid vender tilbage til.

Et typisk Louise Trotter-look?
Sorte bukser eller oversized herrejeans, hvid skjorte (silke eller bomuld), sort kashmirsweater (rund hals eller polo), sort herrefrakke eller mc-læderjakke. Min ‘uniform’ skifter ikke fra dag til aften; kun hvordan jeg styler mig selv. Jeg knapper skjorten op, skifter fra sneakers til hæle, tilføjer en smal streg om øjnene og skifter fra min håndtaske til en enkel skuldertaske.