Hvad gør dig genert? Dit bedste køb nogensinde? Har du et styling-tip? Og hvad er din guilty pleasure? Alt det og meget mere kan du få svaret på fra nogle af de sjove, skøre, cool, skarpe og lækre damer, vi taler med herinde på ELLE-redaktionen.
Vi har været ude at tale med nogle af de skarpe kvinder, som vi beundrer herinde på redaktionen og stillet dem en række spørgsmål, så vi kunne blive endnu klogere på dem. I kender vel alle sammen venindebogen fra jeres ungdom, hvor små hemmeligheder og skøre tanker blev skrevet ned og delt med resten af venindeflokken?
Hvis du har lyst til at læse om de andre inspirerende kvinder, som vi allerede har haft besøg af her på domænet, så klik ind på Sus Wilkins, Mie Juel, Sophia Roe, Emilie Lilja, Frederikke Legaard og Laura Lawaets venindebog.
Rebecca Laudrup er ikke bare forfatter til bogen Jeg finder altid hjem og blogger på Beeatraveler – hun er nemlig også en del af ELLE-redaktionen. Hver måned er Rebecca nemlig med til at sørge for, at der kommer et knivskarpt magasin på gaden fyldt med spændende updates og velskrevne artikler – og som om det ikke var nok, er Rebecca også sød som dagen er lang, og derfor skal I selvfølgelig lære hende bedre at kende her.
Rebecca er også venindeflokkens og familiens ukronede party planner, idet hun aldrig lader en festlig anledning gå stille hen (lige nu er Rebecca fx ved at planlægge ELLEs julefrokost, og vi glæder os!) – og det var i den grad festligt, da Rebecca i foråret giftede sig (for anden gang) med sin mand Frederik, som hun bor med på Frederiksberg.
Vi prikkede Rebecca på skuldren og spurgte ydmygt, om hun ville udfylde dagens side i venindebogen, og hun sagde heldigvis ja!
Jeg hedder: Rebecca Retz Svejborg-Laudrup.
Kælenavn: Bee. Jeg tør godt at sige, at 99% af min omgangskreds kalder mig det, og min nevø på snart tre år ved nok ikke, at jeg hedder Rebecca. Min mand kalder mig dog Bee-mouse.
Yndlingsfarve: Gul.
Livret: Smørrebrød (især hvis der er kartoffelmadder).
Hvis jeg kun måtte tage tre ting med på en øde ø, ville jeg medbringe: Min mor, far og mand.
Den her restaurant vil jeg anbefale dig: Restaurant Maison på Dronningens Tværgade – min indre parisienne elsker det!
…og hvis jeg er i udlandet, er det: Den asiatiske restaurant Miss Kô i Paris. Der hænger farverige paraplyer ned fra loftet, menuen er spot-on og stemningen er altid høj, god og festlig!
Mit bedste køb nogensinde: Min lejlighed på Gammel Kongevej som min mand, Frederik, og jeg købte imens, vi boede i Hongkong. Jeg holder virkelig af Frederiksberg og Vesterbro, og der går mange år, før vi flytter fra den bydel.
Min yndlingsdrink: En Espresso Martini, eller som Frederik siger, en shipping-kaffe (det skal lige siges, at han arbejder i shippingbranchen).
Det har jeg altid i tasken: Nøgler, pung, to par solbriller, hovedpinepiller, pung, høretelefoner og et par løse stykker tyggegummi i bunden af tasken.
Jeg bliver genert, når: Jeg får ros for mit arbejde – især når jeg får positiv respons fra kvinder, som enten har læst et af mine blogindlæg eller som har købt og læst min bog.
Mit bedste styling-tip: Invester i farver! Det hele kan blive så sort, gråt og brunt, fordi det er det sikre valg, men det er når jeg har min gule Loewe-taske eller min pink blazer på, at jeg for alvor får at vide, at mit outfit spiller – så hop i farverne, det gør en glad!
Bedste tv-serie: Friends (jeg vil gerne have Chandler Bing som ven!)
All time favorite movie: Home Alone 2 i New York! Jeg ser den altid lillejuleaften sammen med min familie, og jeg vil gerne indrømme, at jeg kan de fleste replikker…
Sådan blander jeg min slikpose: Med dét de fleste vil kalde børneslik – den er fyldt godt op med farvestoffer.
Jeg hader, når: Folk siger ”Ej, du er jo virkelig nede på jorden”. Vi skal alle sammen blive bedre til ikke at have så mange fordomme om hinanden.
Jeg elsker, når: Jeg har overskud til at være spontan – og det kan være stort som småt, såsom en kaffeaftale med min bedste veninde på Les Trois Cochens en torsdag eftermiddag, hvor vi snakker om vores uge. Eller en weekendtur op i min forældres sommerhus, hvor vi kan gå lange ture på stranden og køber fisk hos fiskehandleren i Hornbæk. Eller tage et par dage til London og gå i Harrods og købe fint julepynt med hjem. Spontanitet, er det bedste jeg ved!
Det item i min garderobe, jeg bruger allermest, er: Mine blazere, jeg bruger dem hele året rundt (også om sommeren og når der er hedebølge), de kan virkelig pifte alle mine looks op.
Guilty pleasure: Kold kakaomælk, Keeping Up With The Kardashians og at jeg næsten hver dag hopper i joggingtøj, når jeg kommer hjem fra arbejde …