Hvad gør dig genert? Dit bedste køb nogensinde? Har du et styling-tip? Og hvad er din guilty pleasure? Alt det og meget mere kan du få svaret på fra nogle af de sjove, skøre, cool, skarpe og lækre damer, vi taler med herinde på ELLE-redaktionen. Vi har nemlig lanceret noget nyt her på domænet. Byd velkommen til ’20 spørgsmål til...'
Vi har været ude at tale med nogle af de skarpe kvinder, som vi beundrer herinde på redaktionen og stillet dem en række spørgsmål, så vi kunne blive endnu klogere på dem.
I kender vel alle sammen venindebogen fra jeres ungdom, hvor små hemmeligheder og skøre tanker blev skrevet ned og delt med resten af venindeflokken? Vi savnede den gamle bog, og derfor har vi relanceret den, givet den et nyt navn, men brugt mange af de samme spørgsmål.
Byd velkommen til ’20 spørgsmål til…’
Venindebogen bliver mere og mere en fast inventar her på platformen, og vi har nu både haft besøg af Sus Wilkins og Sophia Roe.
Den tredje i rækken af kvinder, du må vide mere om, er Mie Juel.
I 11 år var Mie en fast del af ELLE-redaktionen – senest som Style Director, men efter fødslen af sin søn Maximus har Mie valgt at søge nye græsgange, og i dag er Mie freelance-stylist, influencer og nu også iværksætter. Hun har nemlig lige stiftet interiørshoppen The Slow Hut.
Klikker du ind på Mies univers på Instagram, kan du ikke undgå at blive inspireret. Hun har flair for at sammensætte farver og former, så udtrykket bliver stilet, klassisk og med et hint af ferie. Så man bliver ikke kun hensat til sommerens rejser; man får lyst til at eje alt det, hun lægger op. Og så gør det jo ikke noget, at hun også hyppigt poster de mest nuttede billeder af sønnen, Maximus.
Jeg hedder: Mie Juel Engel.
Kælenavn: Misse.
Yndlingsfarve: Lige nu er det beige, både i mit hjem og i min garderobe.
Livret: Engang var det stegt flæsk med persille sovs, nu vil jeg sige, det er en simple pastaret á la linguine cacio e pepe med citron, ost og peber.
Hvis jeg kun måtte tage tre ting med på en øde ø, ville jeg medbringe: Min mor, mand og søn.
Den her restaurant vil jeg anbefale dig: Pluto – har så mange gode minder her.
…og hvis jeg er i udlandet, er det: Gracias Madre – en mexicansk vegansk restaurant i L.A. med det lækreste mad og den hyggeligste gårdhave.
Mit bedste køb nogensinde: Min første Chanel taske; Chanel 2.55.
Min yndlingsdrink: Jeg foretrækker til hver en tid et køligt glas Chablis.
Det har jeg altid i tasken: Nøgler, kort, iPhone, læbepomade, hårelastik og en sut til min søn.
Jeg bliver genert, når: Jeg får et sødt kompliment.
Mit bedste styling-tip: Fremhæv dine fordele.
Bedste tv-serie: Friends og Sex and The City – begge legendariske.
All time favorite movie: Pride and Prejudice.
Sådan blander jeg min slikpose: Masser af lakridser, karameller og vingummijordbær med sukker på.
Jeg hader, når: Det roder.
Jeg elsker, når: Folk gør sig umage.
Det item i min garderobe, jeg bruger allermest, er: Hvide t-shirts.
Kendis-crush: Leonardo DiCaprio.
Guilty pleasure: At være alene hjemme og se romantiske komedier fra morgen til aften i mit joggingtøj.