Favoritter: 9 inspirerende bøger til interiørentusiasten
Af Lise Charlotte Lehwald - 12/01/2018
Home / Interiør / Shopping / Favoritter: 9 inspirerende bøger til interiørentusiasten
Med et nyt år kommer ofte lysten til at lave om, flytte rundt, og give dit hjem lidt ekstra kærlighed. Hvis du allerede har bladret dig igennem ELLE Decoration, og ikke kan vente til det næste magasin, er der heldigvis mange inspirerende bøger at give sig i kast med. Læs med her, hvor ELLE Decoration har samlet 9 bog-favoritter…
Hvis du allerede har læst dig igennem det seneste ELLE Decoration, men stadig er sulten efter mere inspiration til din bolig, er det nu du skal forkæle dig selv med en bog om møbler, design, arkitektur eller lige netop det, du finder mest interresant – og bøger kan man heldigvis aldrig få for mange af.
Selv om der er mange fine ideer at hente online, kan vi kun opfordre dig til at gå offline for en stund, og sætte dig med en varm kop te eller et godt glas vin og en bog i hånden – læs op på din favoritdesigner, hent inspiration fra udenlandske indretninger eller drøm dig til smukke, arkitektoniske oplevelser med en ’coffeetable’-bog fuld af farverige billeder.
Særligt fint er det, når en bog ikke kun er spændende at læse eller inspirerende at bladre igennem, men også pynter fint på dit stuebord, og på den måde bliver et dekorationsobjekt i sig selv.
ELLE Decoration har samlet ni bøger, af netop den slags – dem der pynter, men som også er spændende, velskrevne og fyldt med fine billeder og inspiration til både stort og småt. På listen finder du blandt andet ’Wabi-Sabi Welcome’, der inspirerer og guider til at have gæster og dække op på den uperfekte måde, en med billeder af de smukkeste enteer i modebyen Milano og en bog om den finske stjernearkitekt Alvar Aalto, som vi absolut kan anbefale, at du gør dig bekendt med.
Psst… klik dig igennem galleriet, og find den bog du skal læse i januar…
Foto: PR
Entryways of Milan er en samling af 144 af de mest overdådige milanesiske indgangspartier bygget fra 1920-1970 og tegnet af prominente navne som Gio Ponti og Piero Portaluppi. Lige til at gå på opdagelse i.
'Entryways of Milan', Taschen, 430 kr.
Foto: PR
Hvis du ikke lige har mulighed for at lægge vejen forbi Fifth Avenue og se The Mets episke kollektion af kunst, er bogen The Artist Project en rimelig god second best. Sådan skrev The New Yorker for nylig, og fra en europæisk synsvinkel må det betragtes som en ret god anbefaling. Bogen ser på kunst med kunstnerens øjne, og det er for øvrigt – uanset kollektionen, der granskes – altid interessant.
'The Artist Project, What Artists See When They Look At Art', Metropolitan Museum of Art, Phaidon, 599 kr.
Foto: PR
At have gæster er ingen sag, når du først har læst og bladret dig igennem Julie Pointer Adams fine bog om at favne det uperfekte og bringe nydelse og nærvær tilbage I det at invitere indenfor. Du husker pludseligt, hvor enkelt det kan være. Bogen både inspirerer og guider, så du kan få skuldrene ned, og billederne taler deres eget tydelige sprog. Nogle gange kræver en gæst ikke andet end en kande velbrygget te og en skål appelsiner på bordet.
'Wabi-Sabi Welcome’, Julie Pointer Adams, Saxo.com, 275 kr.
Foto: PR
At interessere sig for interiør er en ongoing opgave, og inspiration er der altid at finde i det franske
'The New Chic, French Style from Today’s Leading Interior Designers', Rizzoli hos Saxo.com, 375 kr.
Foto: PR
Er du lige så optaget af eksteriør som interiør, og føler du dig draget af bygningskunst, fascineret af rumfordeling og motiveret af arkitekters tanker om materiale og form? Så kan du roligt bruge forårets regnvejrsdage på denne bog.
'How to read Modern Buildings, A Chrash Course in Architecture of Modern Era', Rizzoli, 250 kr.
Foto: PR
Ægte designentusiaster læser op på lektion, og vi anbefaler at du tager Aalto ned fra hylden. Bogen om den finske arkitekt og designer er en del af Taschen Basic Architecture-serie, hvor du bog for bog introduceres til mestrene, du bør kende.'Aalto af Louna Lahti', Taschen, 120 kr.
Foto: PR
Den irakisk-britiske stjerne-arkitekt Zaha Hadid har en særlig plads i de fleste arkitekturentusiasters hjerte. Som den første udgivelse siden hendes død i 2016 kommer nu en opsamlende bog, der med smukke billeder og tegninger giver et unikt indblik i hendes portefølje. Du kan opleve hendes organiske arkitektur på Ordrupgaard i Charlottenlund, eller du kan tage bogen her med hjem til dit sofabord.
‘Zaha Hadid Architects: Redefining Architecture & Design’, Images Publishing, 420 kr.
Foto: PR
Små rum kræver ofte stor opfindsomhed, så i en ny bog fra Gestalten får du alverdens løsninger på indbyggede sofaer, senge og skabe – og idéer til, hvordan pladsen udnyttes optimalt under f.eks. trapper, i køkkenet og på badeværelset. En god investering, at de lange, mørke måneder forude er oplagte til indendørs gøremål.
'Small Homes, Grand Living', Gestalten, 300 kr.
Foto: PR
Mange arkitekter er i tidens løb kommet med deres bud på, hvordan fremtidens bolig kunne se ud. Måske ikke alle formuleret som et profetisk projekt, men mere som visionære bygninger, former og indretninger, der gemmer på en futuristisk idé. En perlerække af dem kan du udforske i bogen Inside Utopia.
‘Inside Utpoia – Visionary Interiors and Futuristic Homes, Gestalten, 335 kr.