Skuespiller og tidligere kongelig balletdanser Cecilie Lassen om at se forbilleder i mange, opleve verden på vegne af sin afdøde datter og fortolke forhold som rosenbuske, der skal klippes til for fortsat at kunne vokse.
Blå bog
Cecilie Lassen. 43 år. Skuespiller og tidligere kongelig balletdanser. Denne september er hun aktuel i Jeppe Røndes film Kærlighedens gerninger. Bor i København K med sin søn, Alvin (som hun har med sin eksmand, sanger Silas Bjerregaard), kæreste, kunstner Albert Grøndahl, og hans to børn Paloma og Matteo. I 2022 fødte Cecilie datteren Mimi, som gik bort kort efter fødslen.
Den første kulturoplevelse, jeg kan huske, er Glyptoteket på fast fredagsmuseumstur med min børnehave og Pariser Operaens gæsteoptræden med Svanesøen i 1985.
Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg nok arbejde med mennesker på et eller andet plan.
En gadget jeg ikke kan leve uden, er min telefon.
I den sidste sms, jeg sendte, stod der “Der er en P-plads lige foran os, jeg holder den, til I er her”. Til min kæreste, som kom med sine børn i regnen.
Når jeg har brug for råd, ringer jeg til min kæreste Albert, eller mine venner. Det afhænger af, hvad det drejer sig om. Men min kæreste er en meget belæst og berejst person, der kommer fra en helt anden kunstnerisk baggrund (fotograf, billedkunstner, red.) end min, så han ser ofte perspektiver på de ting, jeg vender med ham, som jeg ikke selv ser. Han foreslår muligheder og veje for mig at gå med en hel anden tilgang end min egen, så det er meget brugbart for mig.
Balletskoene, der hænger i døren, bringer minder om Cecilie Lassens fortid som kongelige balletdanser.
Mit forbillede er ikke nødvendigvis en specifik person. Jeg har mange forbilleder og kan se det element i mange mennesker. Det kan være en mor i Netto, der håndterer sit barns nedsmeltning på en helt vildt sej måde – så bliver hun mit forbillede til næste gang, jeg selv står i en lignende situation. Derudover er det alle de seje mennesker ude i verden, der vier deres liv til at gøre en forskel. Spørgsmålet stritter nok en lille smule på mig, fordi jeg ikke vil nævne en og dermed ekskludere andre.
Sundhed for mig er at leve balanceret. Intet er overdrevet, hverken til den ene eller anden side. Jeg lever meget lystbetonet, jeg spiser ikke efter en særlig diæt, og der er ikke så meget, jeg skal eller ikke må. Det er et sundt sted for mig at være. Da jeg dansede ballet, drak jeg måske alkohol en gang om måneden, som en særlig ’treat’ til mig selv til en fest. Men i dag, hvor jeg ikke længere er elitesportsudøver, har jeg et noget mere afslappet forhold til at tage et glas vin.
Kærlighed for mig er at blive set og at se. Og med en utømmelig nysgerrighed lære, hvordan jeg elsker min partner bedre og bedre for hver dag, der går. Og vice versa.
En egenskab, jeg sætter stor pris på, er ærlighed. At have modet til at holde sin sandhed omsorgsfuldt frem foran sig. Hvis vi sidder inde med den viden, at alle følelser er sande, men ikke sandheden, tør vi også være i vores følelser, men uden at vi nødvendigvis bruger dem til at handle. Jeg sætter stor pris på mennesker, der tør stå ved dem selv, og hvordan de fungerer i verden – også de sider, de er mindre stolte af. I de nære relationer, skal vi turde at lægge det hele på bordet på den rigtige måde. Så kan omsorgen træde ind i lokalet. Så kan vi elske nogen, der hvor de ikke elsker sig selv. Men det kræver ærlighed at bede om at blive elsket, der hvor man godt ved, at man ikke reagerer hensigtsmæssigt.
Min livret lige nu er grillet pulpo. Både min kæreste og jeg laver mad. Et lækkert stykke blæksprutte grillet med citron og peber, så har man ikke brug for mere.
I mit køleskab er der altid parmesan og smør. Jeg bor med tre børn på 6 og 8 år, så med ost og smør kommer man langt. Lidt stegt gnocchi med parmesan, så er de glade. Har du også æg og guanciale, så har du en carbonara. Og parmesan på en omelet! Det er en vidunderlig kilde til umami. Og vi snakker selvfølgelig rigtigt smør.
Min yndlingsrestaurant er Christianshavns bådudlejning på en sommeraften – uprætentiøst og med en god lokal ’ambience’.
Jeg vil gerne spise på Koan. Eller et hverdagsmåltid i Rom, i godt selskab.
Skønhedsproduktet jeg bruger igen og igen, er ‘Liposome eye serum’ fra Biologique Rèchérche. Det er pissedyrt, men pissegodt.
På min materielle ønskeliste står en ring mere fra Griegst, selv om jeg allerede er så heldig at have en ‘Spiral’- og en ‘Cosmos’-ring derfra. Men jeg kunne virkelig godt tænke mig en med en sten i … Jeg kunne også godt tænke mig en ny taske, men jeg synes, det er så svært. Jeg ender tit med en mulepose. Jeg har så nemt ved at købe sko, men så svært ved tasker. Jeg kan godt lide at mine accessories larmer lidt, så måske er det fordi, det er lettere med larm nede på fødderne, end oppe på kroppen, hvor en taske jo er. Jeg leder i hvert fald stadig, og hvis jeg skal bruge mange penge på den, skal jeg virkelig elske den.
Min personlige stil er legende og quirky med klassiske undertoner.
Mit bedste tøjkøb nogensinde er mine Margiela Tabi-støvler. Jeg har haft dem mange år, og de har gjort comeback for mig 3-4 gange. Lige nu er de fx lidt på pause, fordi jeg går meget med spidse sko, men jeg kommer aldrig til at skille mig af med dem, og jeg ved, jeg kommer til at bruge dem igen. Jeg har en meget lille garderobe, som er benhårdt kurateret, så jeg køber kun ting, jeg ved, jeg kommer til at bruge i mange, mange år.
Tabi-støvlerne fra Margiela er Cecilie Lassens bedste modekøb nogensinde. Hun har haft dem 10-15 år, og selv om hun ikke har brugt dem i perioder, har de altid gjort comeback.
I min taske er der altid snacks til ungerne.
Den bedste duft i verden er min søn og brænderøg.
Den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker, er mit hjem. Det er tre år siden, så jeg har jo købt ting siden, men det er en andelslejlighed i museumskvarteret i København K med fantastisk lysindfald og altan. Jeg er inkarneret københavner; voksede op på Østerbro, men jeg brugte jo mest tid på Kgs. Nytorv på Det Kongelige Teater, og da jeg flyttede hjemmefra, rykkede jeg til Christianshavn. Nu har jeg max 10 minutter til alle brokvartererne.
Favoritrummet i mit hjem er stuerne; solfyldte og kærlige leverum, med plads til børneleg og hyggestunder.
Stuerne i lejligheden, i København K, som Cecilie Lassen deler med sin kæreste og deres tre sammenbragte børn, er hendes favoritrum. Her er plads til børneleg og hyggestunder.
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er Rom. Jeg har rejst i hele verden med balletten, men Rom er et af de steder, balletten ikke har taget mig til. Jeg var som regel på ferie i NYC, London eller Paris, fordi man kunne træne og holde sig i form der. Jeg har kun været i Rom en gang og elskede det! En del af kærestes nuværende arbejde tager afsæt i Rom, og det er i det hele taget en stor del af hans sjæl, så hele familien render rundt i A.S Roma-trøjer hjemme hos os. Derfor vil det vil betyde meget for mig at komme tilbage til den by og opleve den gennem hans øjne.
Hvis mit hjem brændte, ville jeg redde kunsten. Albert er flyttet ind, og idet han er kunstner, er der efterhånden meget kunst herhjemme, som er uerstatteligt. Dem, der har lavet det, har jo brugt krop og sjæl på at fremstille det. Det meste andet kan erstattes. Selvfølgelig ikke familiealbums, men det meste ligger i skyen, og ellers er det minder, man har inde i kroppen. Vi – Albert og jeg – mødte hinanden første gang for ca. 20 år siden. Han var assistent for Tal R, og dengang havde Tal, Noam Griegst, Melanie Buchhave og Sara Sachs et kunstnerfælleskab, der hed Moon Spoon Saloon, som jeg var model for. Der mødte jeg Albert for første gang. Derfra gik der mange år, hvor vi ikke så hinanden, men for to år siden, mødte vi hinanden igen og blev forelskede.
Den bedste souvenir, jeg har, er en kæmpe rattan-vifte, min kæreste tog med hjem fra Andalusien som nu hænger over vores seng – den elsker jeg!
Den store vifte, der hænger over sengen, har Cecilie Lassens kæreste Albert Grøndahl bragt med hjem fra Andalusien.
Den bedste gave jeg for nylig har givet, var et smukt og meningsfyldt kunstværk til min veninde Liv, som blev færdiguddannet som speciallæge.
Den bog jeg har læst, der har gjort størst indtryk på mig, er Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage af Naja Marie Aidt. Jeg læste den for syv år siden, da jeg lige havde født min søn. At sidde der med mit nyfødte barn, der lå og trak vejret så fint ved siden af mig, mens jeg læste om en mors sorg over at miste en søn, gjorde mig ekstrem sårbar. Vi kan ikke forudsige i morgen, så jeg blev virkelig ramt af følelsen af, at nej, hvor skal vi bare fejre alt det gode, men også alt det svære, for gaven er, at vi er her. Vi tager det hele med! Najas søn Carl var en ung mand, så hendes sorg var helt sikkert end anden, end den jeg oplevede, da jeg mistede min datter Mimi minutter efter hendes fødsel. Jeg nåede ikke at kende hende i det levede liv, så min sorg handler meget om den forestilling om, hvilket menneske, hun kunne være blevet og drømmen om det liv, jeg ville ønske, hun kunne have levet. Derfor har jeg heller ikke haft behov for at genlæse bogen, efter jeg selv mistede et barn. Jeg ved, at de ord i titlen resonerede med mig allerede dengang, men de stod soleklart for mig, da jeg mistede min datter. Det hele har lært mig, at livet er lige nu, og alt det, Mimi skulle have været i den her verden, må jeg sørge for at gå ud og opleve, gøre, smage og se for hende. Alt det, hun ikke kommer til at gøre, skal jeg gøre.
Min yndlingsfilm er Ingmar Bergmanns Scener fra et ægteskab. Det er ikke min evige yndlingsfilm, men ovenpå et ægteskab, en skilsmisse og en ny forelskelse i en vidunderlig mand, som også har en ekskone, resonerede den film bare helt vildt med mig. At forstå ægteskabet luner indefra. Altså … Det vi udsætter hinanden for i kærlighedens navn! Man kender hinanden så godt og kender hinandens triggers. Det kan bruges omsorgsfuldt, men det kan også bruges ondt. Jeg er så heldig, at min eksmand og jeg er bedste venner. Jeg har ikke mistet noget – tværtimod har vi en platonisk kærlighed til hinanden, der bare vokser og vokser. Vi vil altid have hinanden igennem tykt og tyndt – selvfølgelig på grund af vores søn, men også alene qua kærligheden til hinanden. Derfor var jeg heller ikke bange for den nye forelskelse, for jeg er slet ikke brændt af kærligheden. Tværtimod har jeg oplevet den så multifacetteret. Jeg ser forhold som en rosenbusk, hvor min eksmand og jeg har beskåret vores så rigtigt, at den kan blomstre på ny. Enten er jeg heldig, og ellers er vi dygtige gartnere.
En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Joanna Piotrowska. Det ville passe flot ind med det andet, vi har.
Værket over sofaen fik Cecilie Lassen i julegave af sin (nu) kæreste, kunstner Albert Grøndahl, da de lige havde lært hinanden at kende. På bagsiden står et digt, men da det nu er indrammet og hænger i deres fælles hjem, er ordene for altid kun mellem parret.
En kunstner, jeg allerede har et værk af, som jeg elsker, er Albert. Jeg fik værket af ham den første jul, vi knapt kendte hinanden, og han havde skrevet et smukt digt til mig bag på. Ingen af os anede på det tidspunkt, at vi ville ende stormende forelskede med tre børn mellem os. Det er rammet ind nu og hænger i vores fælles hjem, så ordene på bagsiden er for altid kun mellem ham og mig.
På repeat hører jeg Voyage, voyage af Desireless. Den har et genialt beat, og jeg bliver altid glad af den tekst. Men det veksler meget. Jeg har tendens til at blive afhængig af en sang ad gangen, og skamlytte den, til jeg bliver træt af den.
Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, ville et frit Palæstina være en start.
Jeg griner af folk der går i små sko eller løber med sladder.
I løbet af det næste år vil jeg forhåbentlig få en masse spændende arbejdsopgaver at rive i. Det har været så fedt at lave Kærlighedens gerninger, som er ude nu og har fået så gode anmeldelser. Det har givet mig blod på tanden og en tro på, at jeg godt kan finde ud af det her. Forhåbentlig kommer der flere film- og teateropgaver min vej. Men jeg ved også godt, at rollerne ikke hænger på træerne, når man er næsten 44, selv om jeg kun synes, at det er spændende at blive ældre. Jeg skal altså ikke bede om at have det sådan, som jeg havde det i slutningen af 20’erne eller starten af 30’erne. De år minder mig om internaliseret ’male gaze’, misogyni, og kvinder værende kvinde værst. Nej tak! Det er da en udfordring pludselig at kigge sig i spejlet og se sådan nogle hamsterposer under munden, men jeg er ikke forfængelig, når jeg spiller en rolle.
