Interiør

Oplev Faye Toogoods design hos Studio Oliver Gustav

- 20/03/2015

Den britiske designer og modeskaber Faye Toogood er lige nu aktuel med en møbelkollektion hos Studio Oliver Gustav i St. Strandstræde, så er du klar på en æstetisk oplevelse ud over det sædvanlige, er det her, du skal lægge vejen forbi.

Der bliver stadig talt en hel del om britiske Faye Toogood. Hun vækker opsigt under designugen i Milano med møbler og installationer ud over det sædvanlige og har stor succes med sine unikke interiøritems, der har den helt særlige værdi at de skaber tilknytning i langt højre grad end de skaber trends.

Hendes særkende er den kunstneriske tilgang til design, dyrkelsen af oplevelsesdesign og ikke mindst ambitionen om at overraske og meget gerne række ud mod den beskuer, der kigger med.

Læs også: Byd foråret velkommen – ELLE Decoration guider til indretningen

Lige nu kan du møde hendes kreationer hos Studio Oliver Gustav, hvor hun udstiller sin seneste møbelkollektion Roly Poly. Bløde organiske møbler, der giver en lyst til at røre og som i deres frodighed udstråler den bagvedliggende inspiration: Fayes Toogoods personlige møde med moderskabet.

Toogood er ikke designuddannet, men har læst kunsthistorie og kunsthåndværk på Bristol University, og derefter arbejdet som stylist hos The World of Interiors.  Hun er derfor også på mange måder iscenesætter og historiefortæller før noget andet. Og den historie hun har at fortælle, får man lyst til at lytte med på. Også hos Oliver Gustav, hvor stemningen er blid, blød og alt for lækker.

Læs også: På besøg hos… Christiane Branner Wilton

Om indretning siger Faye Toogod blandt andet: 

”Jeg er af den overbevisning, at et hjem altid skal afspejle den person, der bor der og dennes liv. Det skal ikke være en fotografisk kulisse. Ligesom hos mig selv. Det er et sted, hvor der nogle gange er rodet med de ting, jeg holder af, og som også siger noget om mine fejl. Det er utrolig vigtigt at få det menneskelige aspekt frem i sit hjem. Det skal krydres med ting fra din fortid og fra din familie, kostbare møbler skal sættes sammen med møbler, der er fundet på loppemarkeder. Fremover vil vi søge et mere skræddersyet boligudstyr, der er tegnet efter mål. Det mener jeg er rigtig luksus. At have noget, som ingen andre har.”

Udstillingen Roly-Poly Assemblage No.4 af Faye Toogood kan opleves frem til den 20. april hos Studio Oliver Gustav, St. Strandstræde 9, København.

Psst…Faye Toogood brød herhjemme igennem med stolen Spade Chair, som også var på forsiden af det allerførste danske ELLE Decoration.