Interiør

Muuto: ”Det handler ikke bare om produkter, men om værdier og en stolthed til det design, vi præsenterer for verden.”

- 26/09/2016

Designvirksomheden Muuto har 10 års jubilæum i år og i den anledning har ELLE Decoration talt med Muutos Co-founder & Chairman Kristian Byrge om skandinavisk design, starten på eventyret og om højdepunkterne i Muutos historie. Læs med her.

Du kender designvirksomheden Muuto, som i år har eksisteret i 10 år. Muutos vision har altid været at skabe forandringer i designbranchen og de har siden starten arbejdet med mange forskellige og unikke designere, hvilket der gennem tiden er kommet mange populære produkter ud af. Mød Muutos Co-founder & Chairman Kristian Byrge og læs hvordan det hele startede, om højdepunkterne i Muutos designhistorie og om deres skønne, skandinaviske design.

Hvordan startede dit eventyr med Muuto?

For ti år siden ønskede Peter (Bonnén, red.) og jeg at undersøge, hvordan vi med afsæt i et samarbejde med den nutidige generation af førende skandinaviske designere kunne skrive et nyt, stærkt kapitel i den stolte skandinaviske designhistorie. Det var dette ønske der gav os idéen til designfirmaet Muuto. Navnet valgte vi efter det finske ord for forandring, muutos.

Hvad er Muutos styrker indenfor design?

Muutos grundlæggende værdier er langtidsholdbart design, både funktionelt og æstetisk. Det skal kunne holde til øjets og kroppens slid igennem mange år. Muuto er i virkeligheden et forsøg på at forstå, hvad der gjorde den gyldne tid i skandinavisk design stærk, og så bygge ovenpå det ved at tilføje nye perspektiver på begrebet skandinavisk design. 

Læs også: 6 spørgsmål til keramiker Mette Duedahl

Er der et produkt eller samarbejde, du er særlig stolt af?

Jeg er mest stolt over, at vi formåede at overbevise vores dygtige designere om, at vi sammen kunne skabe en ny bølge indenfor Skandinavisk design – og at vi så rent faktisk lykkedes at skubbe til noget internationalt, så det ikke bare var tomme ord. Da vi tog rundt til designerne første gang, havde vi ikke en gang et website eller et visitkort, så vi skylder en meget stor tak til alle de dygtige designere, vi har samarbejdet med gennem årene.

Hvem tænker du det er, der bor med Muuto?

Det er personer der deler vores passion for design – og værdsætter langtidsholdbart design, der samtidig har en stærk relevans her og nu.

Muuto var en af de første til at re-tænkte skandinavisk design, hvor ser I jer selv i dag?

Vores mission er ikke fuldført, og bliver det nok aldrig. Vi er vokset meget, men der er stadig markeder, hvor vi ikke er repræsenteret, produkter vi ikke har lavet, og en masse historier, vi ikke har fortalt endnu. Der er jo ’kun’ gået 10 år. Det er ikke meget i vores branche, i modsætning til i f.eks. modebranchen, hvor nogle mærker helt forsvinder efter et årtis tid. De dygtige møbel – og belysningsfirmaer herhjemme har op mod 80 år på bagen. Og Muuto bliver stadig stærkere. Vi er gået fra at have været et primært skandinavisk firma, til nu at bevæge sig til at blive et globalt mærke.

Læs også: Fritz Hansen åbner sin første butik i Danmark og lancerer ny Syverstol

Hvordan er det at være frontløber på tiende år?

Det forpligter selvfølgelig, men det er også det, der gør vores mission med Muuto spændende. Det handler ikke bare om produkter, men om værdier og en stolthed til det design, vi præsenterer for verden. I mange år havde man i designverdenen herhjemme prøvet at lave gradbøjninger af Hans Wegner og Arne Jacobsens ting; at udvide skandinavisk design ud fra, hvad der allerede var. Det er naturligvis utrolig vigtigt at holde fast i den substans, der er i skandinavisk design, men hvis man kobler det fokus med nye materialer og teknikker, samt en større kreativ frihed til at lave noget, der stikker lidt mere ud, så kan man skabe noget helt anderledes, der alligevel er forbundet med fortidens traditioner.

Hvad er dit yndlings-Muuto-produkt i dit eget hjem?

Jeg kan ikke vælge mellem mine professionelle børn 🙂 Men jeg er mest stolt, når vi i et givet design lykkedes med at kombinere styrken fra den skandinaviske design arv med et fremadrettet, nyt perspektiv.

 

Her fra ELLE Decoration skal der lyde et stort tillykke til Muuto med de 10 år – vi glæder os allerede til de næste 10 år. I anledningen af designvirksomhedens jubilæum har vi samlet vores favoritter fra Muuto..