Interiør

Julens største tendens: Eventyrligt håndlavet julepynt

- 19/12/2016

Lad december måned være fuld af poetisk papirklip og unikt julepynt. ELLE Decoration ser nærmere på tendensen om håndlavet julepynt sammen med designer Leif Sigersen.

Julemåneden er fuld af hyggelige arrangementer med venner og familie, men kalenderen er også pakket med gaver og julemad, der skal købes, og lister, der skal løbes igennem.

Så hvorfor ikke tage en pause og kaste dig over en af julens store tendenser; det håndlavede julepynt? 

Julen handler om den gode historie, traditionerne og minderne, og lige præcis dét er der mange designer, som vælger at fokusere på i år i form af håndlavet julepynt. 

ELLE Decoration har talt med designer Leif Sigersen, som har lavet håndlavet og unikt julepynt i intet mindre end 25 år.

Hvad er tankerne bag dit julepynt?

”Jeg har lavet håndlavet julepynt i 25 år, og det jeg gør er, at jeg finder en masse fine og gerne gamle ting. Det kan være papir, plastik eller metal. For nogle år siden fandt jeg 50 små plastikfløjter, som jeg brugte til at lave julepynt. Materialerne behøver ikke at være gamle, men ting der har fået vind og vejr og måske er lidt blegnede, de er bare lidt sjovere end det helt spritnye.”

Leif Sigersen fortæller, at han er særligt optaget af alle de minder, der ligger gemt i julepynt:

”Jeg kan godt lide, når julepynt har en historie. Jeg arbejder aldrig ud fra, hvis sort er moderne, og alle fylder juletræet med sorte julekugler – det er slet ikke sådan, jeg arbejder. Jeg kan godt lide, når man har blandet julepynt. Både børns hjemmelavede julepynt eller små særlige ting, som man samler gennem årene.”

Du har lavet håndlavet julepynt i 25 år, men interessen for det håndlavede julepynt er steget markant de senere år – hvorfor tror du det? 

“For det første fordi der er et marked for det, og det har flere fået øjnene op for. Hvis der er én god guldsmed i byen, så vil andre blive inspireret af det og lave noget lignende. Og så tror jeg, at folk er blevet trætte af det masseproducerede pynt. Nu vil man hellere købe to gode ting hvert år, frem for en masse billigt, som ikke holder i mange år.”

Udover Leif Sigersens smukke håndlavede julepynt, der blandt andet kan forhandles i Holly Golightly, så er der også andre fine bud på unikt julepynt. Pop up-shoppen i butikken Créme de la Créme á la Edgar i Tullinsgade er bestemt også et besøg værdigt.

Se med i galleriet, hvor du kan se nogle af de fine butikker, hvor du kan købe det eventyrlige julepynt. 

Forkæl hende med en julegave, hun vil elske