Det svenske møbelmekka, Ikea, har endelig løftet sløret for den længe ventede kollektion ’Delaktig’, skabt i samarbejde med det britiske designtalent Tom Dixon. Nysgerrig? Læs mere, og se billederne her…
Det er næsten halvandet år siden, at vi med begejstring kunne skrive, at den svenske samle-selv-møbelgigant, Ikea, ville lancere en kollektion skabt i selskab med den britiske designer Tom Dixon. Efter lang tids venten har Ikea endelig løftet sløret for de officielle billeder af den nye Ikea x Tom Dixon-kollektion, ’Delaktig’, der byder på en serie af sofamoduler, der skal kunne lidt af hvert…
Dixon kender du formodentligt allerede fra hans brand i eget navn, ’Tom Dixon’, hvor han i rollen som Creative Director står i spidsen for brandets kollektioner af lamper og møbler, der har et skarpt og genkendeligt grafisk udtryk. I udarbejdelsen af hans kollektion for Ikea, stod Dixon dog ikke alene, men inviterede designstuderende fra prestigefyldte skoler i London, Tokyo og New York med ind i udviklingsfasen af konceptet.
Læs også: ELLE Decoration anbefaler: 9 film enhver interiørentusiast bør se
Kollektionen er inspireret af såkaldte ’Ikea Hacks’ – en trend hvor kreative sjæle giver Ikeas eksisterende produkter nyt liv, nye farver eller en helt ny funktion. Her har Dixon set potentialet i at lave en serie, hvor netop omskiftelighed og muligheden for at forme og ændre efter lyst og behov er i omdrejningspunkt – som et match til en tid hvor hjemmet er i konstant forandring.
’Delaktig’, der blev lanceret på Milan Design Week tidligere i år, er en kollektion af sofamoduler med en ramme i aluminium, der kan flyttes rundt og sættes sammen på kryds og tværs. Dixon kalder kollektionen for en ’”platform, der indbyder til forskellighed”, og med et stort udvalg af farver og materialer, såvel som muligheden for tilføje et armlæn, en lampe eller bytte ryglænet ud, er drømmen, at ’Delaktig’ skal kunne flytte ind i så mange, og forskellige, hjem som muligt.
Læs også: Favoritter: 10 kalendere til det nye år
Ikeas chefdesigner opfordrer til at tænke på ’Delaktig’ som et blankt lærred – du skal kunne bruge møblet til både en kaffedate, en afslappet søndag med benene oppe, eller som en seng til overnattende gæster, og du kan derfor sammensætte dit eget møbel præcis som du vil.
Du skal dog vente lidt endnu før ’Delaktig’ kan flytte ind i din stue, kollektionen lanceres nemlig først i februar 2018. Indtil da, kan du klikke dig igennem billederne af ’Delaktig’ i galleriet herunder…