Interiør

Arne Jacobsens værelse 606 bliver lyserødt og støtter brysterne

- 04/10/2016

Arne Jacobsens berømte værelse 606 på Radisson Blu Royal Hotel er lyserødt hele oktober 2016 som støtte til kampen mod brystkræft. Læs mere om den globale kampagne ’Love Blu – Be Pink’ og støt kampen mod brystkræft.

Det berømte Arne Jacobsen værelse 606 på Radisson Blu Royal Hotel i København er lyserødt i hele oktober 2016. Det er det i forbindelse med den globale kampagne ’Love Blu – Be Pink’, hvor Radisson Blu-hotelværelser over hele verden er blevet lyserøde for at samle penge ind mod brystkræft.

Værelset er en del af Radisson Blu Royal hotel, som åbnede dørene i 1960 og er anerkendt som verdens første designhotel. Danske Arne Jacobsen designede hele hotellet, hvor værelse 606 på sjette etage siden er blevet et af de mest berømte og fotograferede hotelværelser i verden.

Tidligere i år var det ellers sidste gang du kunne bo på Arne Jacobsens værelse, da man ønsker at bevare den historiske designarv. Men for at øge opmærksomheden omkring brystkræft og samle penge ind til forskning af brystkræft, er der i hele oktober måned blevet genåbnet for udlejningen. 

Du har derfor nu mulighed for at opleve Arne Jacobsens berømte værelse 606 på egen hånd og samtidig støtte en god sag.

Læs også: Eksklusivt designsamarbejde bliver til velgørenhedsprojekt

Det lyserøde hotelværelse er skabt i samarbejde mellem Fritz Hansen, Illums Bolighus og Radisson Blu Royal Hotel. De ikoniske Dråbestole, en Svanestol og nye sengetæpper er nogle af de nye, og ikke mindst lyserøde, elementer, som dekorerer værelset.

Når ’Love Blu – Be Pink’-kampagnen til fordel for brystkræft er slut, forvandles værelset tilbage til sit oprindelige udseende.

Du kan indtil d. 31. oktober 2016 booke det lyserøde værelse og være med til at ikke støtte og fremme forskning inden for brystkræft.

Psst… I galleriet kan du komme med indenfor og se det lyserøde værelse – så fint!