Da min mand blev syg med kræft for anden gang, begyndte vi at undersøge, hvad vi selv kunne gøre for at redde ham. Vi var kun 25 år gamle, og Jonas havde allerede været igennem et kræftforløb et par år tidligere. Jeg satte min karriere som stylist i modebranchen på pause for at passe ham, fordi han i de slemme perioder havde brug for hjælp hele døgnet. Undervejs i hans sygdomsforløb blev jeg ramt af stress, så vores rejse ind i sundhed og ernæring handlede også om, hvordan jeg kunne få mit helbred tilbage efter at have mistet det. Afsættet blev et stort fokus på kost, særligt antiinflammatorisk og plantebaseret, for at finde en livreddende kur.

Efter at have været omgivet af syge mennesker i flere år havde jeg brug for at beskæftige mig med noget mere meningsfuldt end at klæde mennesker på i flot tøj

I takt med at Jonas fik det bedre, skulle jeg begynde at arbejde igen, men jeg havde ikke lyst til at vende tilbage til modebranchen.  Jeg ønskede mig en hverdag, som ikke gjorde mig stresset, og hvor jeg følte, jeg kunne skabe værdi for andre. Det var nok en klassiker efter det, vi havde været igennem: Hvad er meningen med livet? Hvad skal vi bruge vores tid på?

Først tog jeg en uddannelse i sundhed og ernæring med et speciale i plantebaseret kost, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg også ville have noget psykologi indover, så jeg tog også et års uddannelse i forskellige kognitive metoder. Jeg tilmeldte mig som frivillig underviser i nogle forløb med kræftpatienter og pårørende til kræftpatienter. Samtidig begyndte jeg at dele mine holdninger og erfaringer på min Instagram, og lidt efter lidt lavede jeg flere og flere sessioner med folk, som tilmeldte sig derinde. Derefter tog jeg den første af mine mange træningsuddannelser. Jeg lagde ud med en klassisk træneruddannelse, men kunne mærke, at der manglede noget, så jeg gik ind i pilates og tog en længerevarende uddannelse, mens jeg også fik fokus på reformer og meditation. Jeg underviste i nogle af de mere traditionelle sundheds- og træningsstudier og endte også med at arbejde i et biohackingstudie, hvor jeg var ansvarlig for deres behandlinger. Men jeg var ved at gå ned med stress igen, så jeg vidste, at jeg måtte finde mit eget sted.

Jeg købte en reformer, en kryomaskine og noget andet udstyr og satte det op hjemme i mit køkken. Ret hurtigt gik det fra mund til mund, at jeg havde mit eget sted. Efter et års tid fik jeg et større studie i Amaliegade, og nu har jeg åbnet et endnu større i Toldbodgade. Da jeg mistede mit helbred, oplevede jeg, at den konventionelle træning, som handler om at blive stærk og smuk, ikke passede til mit nervesystem. Jeg tror på, at vi først skal finde ro i os selv, før vi begynder at stresse kroppen med træning. Jeg oplevede selv, hvordan klassisk fitness bare gjorde mig endnu mere stresset, men i pilates har jeg fundet en balance mellem fysisk udfoldelse og mental ro. Jeg mener, at man bør træne ud fra sit nervesystem.

Mit helbred kommer altid i første række, og så kommer arbejdet bagefter. Jeg har prøvet den omvendte model, og det fungerede ikke for mig. Jeg bliver også nødt til at prioritere mig selv, hvis jeg skal kunne være der for andre. Jeg træner næsten hver dag, reformer eller styrketræning, men ikke højintensiv træning. Min puls må gerne komme op, men jeg må ikke presse min krop for meget. Det er vigtigere for mig, at jeg connecter med mig selv. Og derfor mediterer jeg også hver dag. Det kan være to minutter på toilettet mellem møder, hvor jeg lukker øjnene og trækker vejret. Hvis jeg har god tid om morgenen, sidder jeg foran rødt lys, som øger antallet af mitokondrier og dermed forhøjer ens energiniveau, hvilket er særlig brugbart i vinterhalvåret. Mens jeg mediterer, kan jeg også finde på at bruge et udstyr, som stimulerer vagusnerven, så mit nervesystem kommer over i en parasympatisk tilstand, hvilket vil sige, at det bliver roligt, så jeg bedre kan fordøje indtryk.

Foto: Kavian Borhani

Da jeg var allermest stresset, tog jeg mange isbade for at afstresse min krop ved først at stresse den, som man jo gør ved at gå ned i iskoldt vand. Jeg har også gjort mig meget i kryoterapi, hvor man går ind i et kammer, der er minus 110 grader, i tre-fire minutter. I dag har jeg skruet lidt ned for isbadene, men jeg begynder hver morgen med et koldt brusebad. Bare i to minutter. Jeg er ikke lige så fanatisk omkring kosten, som da vi begyndte at spise plantebaseret, men det fylder nok stadig 80 procent af vores kost. Jeg går meget op i at lave mad fra bunden i vores køkken. Hvis ikke vi får gjort det, får vi en regning lige med det samme, ikke kun fordi madlavning er afstressende for os, men også fordi det er vigtigt, at maden er sund, når man har været kræftsyg eller har været meget stresset.

Mit udgangspunkt med alle mine klienter er at lære dem at trække vejret ordentligt

Mange af mine klienter kommer til mig, fordi de har hormonelle udfordringer eller føler sig stressede eller angstfulde. Der er rigtig mange af os, som ikke får trukket vejret ordentligt i løbet af en dag. Mange trækker vejret omkring halsen og brystkassen, fordi de har travlt og har et sitrende nervesystem. Jeg lærer dem at trække vejret ned i lungerne. Man kan tage nok så mange vitaminer, men hvis hele systemet er stresset, har det svært ved at tage imod alt det gode, også fra træning og kost. Jeg bruger devicet Heart Rate Variability, der måler ens indåndinger og udåndinger, og hvordan vejrtrækningen påvirker nervesystemet. Ved hjælp af disse observationer kan jeg bedre guide folk om, hvorhen de bør fokusere deres vejrtrækning.

Da jeg begyndte min rejse ind i well-being, følte jeg mig ret alene, og derfor har jeg altid søgt og dyrket fællesskaber i min praksis. Jeg tror, et fællesskab er vigtigt for os, fordi mange ikke dyrker de traditionelle fællesskaber længere – hvor familien er tæt på, eller man har et nært forhold til sin nabo. Jeg har selv haft et stort behov, og jeg kan mærke det samme behov hos mine klienter – som ofte er sårbare kvinder – for at kunne spejle sig i dem, de har omkring sig, at kunne modtage råd fra andre, men også at være med til at skabe værdi og bidrage med noget meningsfuldt til fællesskabet.

Læs ogå

Identitet

David Owe: “Vi trækker simpelthen vejret for meget. Det mest optimale er at trække vejret seks gange i minuttet, men de fleste mennesker trækker vejret 15-16 gange i minuttet”