Mathias Malling Mortensen, 44 år.
Uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i København. Har arbejdet som grafiker og illustreret bøger, plakater og lavet visuals, scenografi og pladecovers, inden han slog igennem som billedkunstner. Er tilknyttetgallerierne Jacob Bjørn Gallery i Aarhus og Bricks Gallery i København. Er aktuel med soloudstillingen ’Alt det som ikke er’ på Esbjerg Kunstmuseum, der løber til 23. februar 2025. Bor i København med sin kæreste og to børn.
Som barn satte jeg aldrig spørgsmålstegn ved, hvorfor vi ikke så min farfar – jeg vidste godt, at han eksisterede, men sådan var det bare. Min mormor og morfar tog sig af bedsteforældrerollerne og hentede mig efter børnehave og tog mig med i Tivoli og den slags. Til gengæld var min farfars kunst altid synlig i min opvækst. Der hang fire storemalerier hjemme hos min far, og vi så udstillinger på Louisiana og Trapholt med min farfars værker. Jeg mødte min farfar gennemkunsten. Han puttede noget ind i sine malerier, som fortalte historier. Det var min dialog med ham.
Min far fortalte mig aldrig hele historien om, hvorfor han ikke så sin far. Jeg tror, at han følte sig svigtet. Da min farmor (Sonja Hauberg, red.) døde, blev min far sendt hjem til min farfars søster for at bo, fordi min farfar rejste til Paris. Tiden var en anden, beslutninger blev truffet hen over hovedet på børnene, og der var ikke mange enlige fædre i 40’erne. Jeg ved også, at min far besøgte min farfar, da han boede i Paris, men der skete noget imellem dem, som til sidst gjorde, at de ikke så hinanden igen. At kunsten alligevel hang hjemme hos min far, viste et billede af, at min far stadig var stolt af sin far, og at der var nogle minder, han holdt fast i. Ellers ville det da være oplagt at sælge det hele.
At jeg aldrig fik en forklaring af min far, afspejler meget godt mit forhold til min far, som også var distanceret i perioder. Mine forældreblev skilt, da jeg var helt lille, og mit hjem var hos min mor – jeg så kun min far i weekenderne. Min far havde tre børn fra et tidligere ægteskab, og så fik han min lillebror med en anden kvinde, stort set samtidig med at jeg blev født. Jeg tror, at han havde svært ved nære relationer, måske i kraft af at han ikke lærte, hvordan man er en familie, gennem sin egen opvækst. Både min far og min farfar var enormt optagede af deres virke. Min far var professor i litteratur og forskede en masse iblandt andre Kirkegaard, og han og min farfar var nok mere opslugte af deres arbejde end af omgivelserne rundt om dem.
“Alligevel kan jeg se, at jeg begår nogle af de samme fejl, som min far og min farfar har begået”
Ligesom min far og min farfar er jeg også dedikeret til mit arbejde, og jeg bruger meget tid på det, så jeg leder efter balancen mellemarbejde og at være til stede derhjemme, både som kæreste og som far. Min farfar og min fars relation og mit eget forhold til min far har gjort, at der er nogle ting, jeg gerne vil gøre anderledes som far. Først og fremmest at være så meget til stede som muligt. Følge mine børn til fodbold og lave mad med dem. At vise nærhed og lave ting med dem er det vigtigste for at skabe en god relation til sine børn. Jeg vil være sindssyg ked af det, hvis mine børn ikke har lyst til at snakke med mig, når de bliver voksne. Alligevel kan jeg se, at jeg begår nogle af de samme fejl, som min far og min farfar har begået. Min yngstedatter var f.eks. ikke født, da min far døde for ti år siden, og hun har ingen idé om, hvem hendes farfar var, fordi jeg ikke har sat mig ned og fortalt om ham.
At der har været en konflikt i min familie, er ikke noget, jeg har lyst til at bruge mit liv på. Det var deres problemer, ikke mine. Der er desuden ikke nogen af dem, som er her længere, og jeg synes ikke, det giver mening at grave efter ubehagelige detaljer i deres forhold. Jeg er måske også lidt konfliktsky, men jeg har masser af andre ting, jeg hellere vil bruge tiden på. I stedet forsøger jeg at lære og tage det positive fra de tidligere generationer med mig. F.eks. indblikket i kunst og det abstrakte billedsprog, som jeg har fået fra min farfar, og den kærlighed, jeg fik af min far, som også har lært mig at finde indtil det, man brænder for, og dedikere sig til det.
Allerede som barn var jeg draget af min farfars værker, og de var medvirkende til, at jeg selv tegnede hele tiden. Det udviklede sig med alderen: Jeg begyndte til croquistegning som 12-årig, og da jeg gik i gymnasiet, malede jeg graffiti. Jeg studerede også min farfarsværker for kunsthistoriske referencer. Han havde mange forskelligeindgangsvinkler til det abstrakte maleri, som jeg også selv har arbejdet med gennem alle årene. Det ledte mig et sted hen, hvor jeg kunne lægge ham lidt på hylden og finde mit eget sprog og fortsætteundersøgelserne i nye retninger. Jeg har altid haft en bevidsthed om, at man kan leve af sin kunst, fordi min farfar gjorde det. Desuden var min farmor forfatter, og hendes mors bror var Harald Giersing, en anden stor maler i den danske kunsthistorie. Det er måske en tung arv at skulle løfte, men jeg har mest opfattet det som inspiration og en drivkraft til selv at lykkes som kunstner.
Før min udstilling på Esbjerg Kunstmuseum har jeg ikke gjort så meget for at lære min farfar bedre at kende. Jeg har kun læst en smule i de bøger, som er skrevet om ham. Men da jeg fik tilbudtudstillingen, fik jeg lyst til at gå i dialog med ham, og jeg følte, at det var vigtigt, at jeg kom så tæt på ham som muligt. Også personligt. Jeg har bl.a. læst romanen ‘Kriger uden maske’, hvor han er en af hovedpersonerne. Selvom det er fiktion, gav den mig et billede af, hvordan han var som ung. En stålfast person med markanteholdninger. Jeg har set en dokumentar om ham og læst i andre bøger, og så har jeg mødt hans papdatter. Mit billede af en person, som var meget i sin kunst, har ikke ændret sig. Kunsten var hans fokus. Nogle af de valg, han traf som kunstner, har givet mig et dybere indblik i ham som menneske. I dokumentaren fortalte han, at han blev nødt til at søge væk fra Danmark, fordi professorerne på Akademiet ikke kunne lære ham noget. Han var skarp og klar i spyttet. Igennem hele processen og skabelsen af værkerne til udstillingen har jeg endelig fået muligheden for at lære ham bedre at kende.
