Trekløveret Eloq, Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad udgør med deres fælles Av Av Av-projekt lidt af en supergruppe inden for dansk elektronisk musik. Lørdag nat rystede trioen det sene festivalpublikums organer med deres både massive og opfindsomme basproduktioner – badet i et sanseovervældende lysshow.

Hvordan var det at lukke Northside lørdag aften?

Det var vildt fedt. Vi er meget glade for hele vores nye setup, hvor der simpelthen er så meget lys, og så er det bare altid fedt at spille på festivaler. Folk kommer for at høre ny musik og er klar på at blive introduceret til noget, som de slet ikke havde regnet med at støde på. Og så var det alle tiders at spille nede i dalen på P6-scenen, hvor der var lidt varmere, for lørdag var jo simpelthen så pissekold. Jeg nåede aldrig til at få min sweater af.

I er alle dj’s og har ret forskellige baggrunde lydmæssigt. Hvordan mødes I om et fælles projekt i Av Av Av?

Når vi laver musik, tager vi i sommerhus med alt vores gear og bygger bare derudaf. Når vi vågner en morgen efter sådan en sommerhusaften, har vi måske lavet tre nye numre. Og vi er altid overraskene enige om, hvordan det skal lyde. Til at starte med måtte vi aftale, at Av Av Av ikke skulle lyde som nogen af vores soloprojekter, men det har aldrig været et issue. Det er, som om livet nogle gange bare viser vejen for, at den slags helt rigtige projekter kan falde på plads. Men vi er alle tre kæmpe lydnørder og stjæler med arme og ben i vores musik – vi kan blive inspireret af alt, om det så er noget synthesizer på et nummer fra 1970’erne eller lydsiden til et naturprogram. Sådan er det bare, når man har dj-baggrund. Derfor udvikler vores musik sig også hele tiden. Nu er vi begyndt at have nogle rigtige vokalspor med – blandt andet af Alex Vargas og Troels Abrahamsen.

Hvordan har jeres weekend på Northside ellers været?

Vi har været i gang siden tirsdag med at sætte op, så vi er ret smadrede. Men det har nok også noget at gøre med, at vi fredag aften var nede og uddele nyrehug til Chemical Brothers for derefter spontant at tage ind til Aarhus og highjacke dj-pulten på technoklubben Double Rainbow. Så blev klokken pludselig 5 om morgenen.

Albertslund-duens frygt for at spille udelukkende for halvsovende festivalgængere i hjørnerne blev heldigvis ikke en realitet. Selv om Jonathan Elkær og Mads Bo åbnede programmet på Northsides sidste dag, var P6-scenen pakket med publikummer, der tog imod Phlakes både eftertænksomme og medrivende r’n’b med åbne arme.

Hvad syntes I om at spille på Northside?

Det var helt forrygende. Vi var i tvivl, om der overhovedet ville komme nogen, nu vi var sat på som det allerførste søndagsband, men der var jo helt pakket. Vi kunne kun se mennesker fra scenen og har aldrig spillet for så mange før. Der har jo sikkert været en del, der har kæmpet oven på en hård lørdag aften, men det er jo bare som et søndagsknald: Det starter nede og ender med et brag, ha ha. Vi har aldrig været her før, så nu skal vi bare ud og nyde den sidste dag uden de helt faste planer. Det bliver forhåbentlig som de allerbedste dage på Roskilde, hvor der er helt åbne muligheder.

I har lige udgivet pladen Slush Hour. Hvad handler den om?

Slush Hour er både pladens titel og et tema, der indkapsler hele albummet. Det er jo modsætningen til ’rush hour’ – de her sene timer, f.eks. efter en bytur, hvor alt bevæger sig langsommere, verden smelter sammen, og du måske har tid til at fundere for dig selv. Eller også kan det være i den helt anden grøft – du hænger med nogle få venner til en efterfest derhjemme, men alligevel er der den her anderledes stemning af langsommelighed og at vende nogle ting.

Hvad har ellers inspireret jer i jeres musik?

Den har plade er i virkeligheden lavet over en lang årrække. Vi har arbejdet på den, siden vi lærte hinanden at kende gennem fælles venner fra Albertslund for seks år siden, men først de sidste to et halvt år har det været meget intensivt. Der er sket en helt enorm udvikling, siden vi begyndte at spille sammen, og det har vi hele tiden givet plads til – at afprøve alting. Giver det og det nu mening? Derfor er vi på Slush Hour omkring alt fra oldschool r’n’b til futurisme og klassisk soul. Men selv om de nyere numre som f.eks. Angel Zoo har en mere frisk klang, er den røde tråd på pladen helt klart den her fornemmelse af langsommelig funderen, synes vi.

Beach House-forsanger Victoria Legrand vil af princip ikke have taget billeder ved interviews, men må alligevel bede ELLE om at finde kameraet frem, da hun øjner en mulighed for at vise sine nye Robert Clergerie-sandaler frem. Meget sigende er også bandets musik stærkt inspireret af teksturer, visuelle indtryk og stemninger – ikke mindst dem, der opstår i synergi med publikum til bandets drømmeriske og atmosfæriske popkoncerter.

I har for nylig udgivet to plader, Depression Cherry og Thank Your Lucky Stars, næsten samtidig. Hvordan kan det være?

I Beach House laver vi musik, fordi vi slet ikke kan lade være. Det er som en spænding, der bygger sig op over tid, og på et tidspunkt kan vi se, at ”nå, nu er det tid til at lave en plade”. Som om man har fundet ud af, at man er gravid. Der er slet ikke nogen tvivl om, at det her kommer til at ske. Da vi havde inspillet sangene til Depression Cherry, kunne vi se, at der var noget andet, der også trængte sig på. Noget mørkere, mere dystert og nok også både politisk og feministisk ladet. De vibrationer blev meget kort derefter til Thank Your Lucky Stars.

Hvad synes I om at spille festivalkoncerter?

Især at spille koncerter giver os den slags input, der munder ud i ny musik. Der er så mange indtryk, og samtidig er man helt låst i den her ekstreme tilstand undervejs, som om man er spændt fast i en rutsjebane. Publikum varierer så meget, og derfor er ingen koncerter ens – det er fantastisk at fornemme de her mennesker undervejs, og hvordan indtrykket af publikum former vores fælles oplevelse. Derfor bliver vi aldrig trætte af at spille live, selv om vi gennem de sidste 10 år har spillet over 1.400 koncerter.

Hvordan er jeres forhold til mode – og visuel æstetik generelt?

Vi er helt enormt modtagelige over for visuelle input i bandet – især mig. Sådan noget som f.eks. teksturer kan inspirere til en hel lyd. Det er grunden til, at Depression Cherry-pladen er udgivet i et cover svøbt i rød velour. Det indkapsler hele pladens lyd. Derfor er jeg også meget optaget af det udtryk, tøj kan skabe. Se bare de her sko, jeg har på i dag – dem har jeg fået fra designeren Robert Clergerie, og jeg kan slet ikke få nok af dem.

Inden Brooklyn-bandet Yeasayer gav en spraglet opvisning i eksperimenterende pop med elementer af alt fra stammedans til syretrip, fangede ELLEs musikanmelder, Signe Palsøe, forsanger Chris Keating til en snak om at spille på Northside.

Hvad er det for en lyd og stemning, I gerne vil indkapsle på scenen?

Vores musik er meget en slags kollage, den har elementer fra alle mulige forskellige steder sat sammen. Jeg kan godt lide at tænke på vores nye plade, Amen and Goodbye, som et glemt dokument fra fortiden, der også trækker på f.eks. mytologi og religion. Vi er meget inspireret af de bands fra 1960’erne og 70’erne, som vi elsker, og vi prøver altid at kombinere den fascination med nogle mere nutidige ting i vores musik. F.eks. bruger vi en del elektroniske effekter. Det vigtigste for os er at prøve at skabe noget, der lyder nyt fra plade til plade. Det beundrer jeg altid hos mine yndlingskunstnere – sådan nogen som David Bowie, The Beatles eller Kanye West. Som kunstner skal man prøve at genopfinde sig selv hver gang, synes jeg.

Hvad synes du om at spille på Northside?

Det er altid helt specielt at spille på festivaler. Vi har kun 45 minutter og vil gerne omkring alle vores plader. Men det er fedt at spille på en festival som Northside, her er virkelig rart. Det er første gang, jeg er her, og her virker mere civiliseret end på amerikanske festivaler. Alt ved dansk kultur virker altid meget struktureret og smart designet. Vi har tidligere spillet på Roskilde Festival, og den er jo helt anderledes i sammenligning. Gigantisk!

Hvad skal du selv opleve på Northside?

Jeg har været ovre og se Refused, og så er jeg kæmpe Iggy Pop-fan, så ham glæder jeg mig til at se senere. Jeg så ham for fire år siden, og det var fantastisk. Jeg er også meget glad for hans plader, både med og uden The Stooges. Jeg er spændt på at se, hvordan det bliver at opleve ham på en festival.

Christopher og Stine Bramsen kan begge kalde sig selv for verdenskendte sangstjerner og ikke nok med det, så har de to sangfugle nu sagt ja til at lægge stemmer til de to hovedroller i animationsfilmen ‘Trolls’.

Til efteråret udkommer komediefilmen ‘Trolls’, som er fyldt med eventyr og fantastisk musik.

I filmen kan du blandt andet kan høre Stine Bramsen synge en duet med Christopher – vi er sikre på at det bliver en ren fornøjelse.

Læs også: Ashton Kutcher og Mila Kunis venter barn nummer to

I den amerikanske udgave af ‘Trolls’ er det ingen ringere end den verdensberømte musiker Justin Timberlake og skuespillerinde Anna Kendrick, som lægger stemmer til de to hovedpersoner i ‘Trolls’.

Justin Timberlake har selv stået for at producere al musikken til ‘Trolls’-filmen, og med det nyeste sommerhit ”Can’t Stop the Feeling”, som filmens titelnummer, ser det ud til, at der er en rimelig god chanche for at høre flere nye hits i filmen.

Foto: PR

Psst… Syntes du også de små trolde med den imponerende hårpagt virker bekendte? Så er det ikke helt uden grund. ‘Trolls’ er nemlig baseret på de danske Grøj-trolde eller også kaldt Lykketrolde.

Filmen ‘Trolls’ får præmiere i de danske biografer i hele landet den 13. oktober – lige op til efterårsferien…