Så meget kan kendisserne tjene på den røde løber

Når kendisserne viser sig i deres smukke skrud og smokings på den røde løber til diverse prisuddelinger, går der en del arbejde forud – mere end du måske havde forventet.

De veletablerede designere (Louis Vuitton, Alexander McQueen, Gucci, Versace, Celine, Dior, Balmain – you name it) begynder nemlig allerede i oktober at headhunte de kendisser, som de formoder vil spankulere ned af den røde løber, når prisuddelingssæsonen går i gang ved starten af det efterfølgende år.

De deltager derfor i samtlige filmfestivaler og læser et hav af anmeldelser for at kunne være sikker på at vælge de helt rigtige at klæde på. Derfor er det også tit et sats for designerne, når de håndplukker kendisserne, som de gerne vil klæde på – for det kan jo ske, at kendisserne slet ikke bliver nomineret.

Læs også: The Oscars 2019: Aftenens største wow-øjeblik var Bradley Cooper og Lady Gagas ‘Shallow’-optræden

Og det er næppe kun i designernes interesse at klæde kendisserne på. Nej, for kendisserne kan selvfølgelig tjene en god håndfuld penge på at lade sig blive klædt på af de veletablerede designere.

Hvor meget kendisserne faktisk kan tjene på kjoler, sko, smykker, makeup, smokings, håndtasker og ure, har Hollywood Reporter forsøgt at undersøge.

Efter sigende har kendisserne mulighed for at tjene følgende i hver ”kategori” (og med kendisserne mener vi dem, som fx er nomineret til en pris, og som der derfor er et særligt fokus på):

Makeup

Når makeup-penslen bliver svunget, så er det ikke kun kendissernes ansigter, som der bliver pyntet på, det gør deres bankkonto i den grad også. En kendis kan tjene omtrent 100.000 kroner på at få lagt en bestemt makeup til den røde løber.

Smykker

Smykker fra firmaer som Cartier, Tiffany & Co., Harry Winston, Bulgari og Repossi ses ofte på den røde løber – og ja, tit får smykkerne næsten ligeså meget opmærksomhed, som kjolerne gør (og nogle gange mere – tag bare Lady Gagas Tiffany-halskæde, som hun bar ved The Oscars 2019).

Og kendisserne kan da også indkassere en god sum penge for at gå med bestemte smykker. Smykker kan nemlig give kendisserne omtrent 800.000 kroner ind på bankkontoen.

Læs også: The Oscars 2019: Alt du skal vide om Lady Gagas 128,65 karat gule Tiffany-diamant

Selvom man nok ville synes, at det ville være ren ære at få lov til at bære den smukke Tiffany-halskæde, så har Lady Gaga faktisk haft et betalt samarbejde med Tiffany & Co. ved de seneste prisuddelinger i 2019.

Foto: MEGA

Håndtasker

Håndtasker, som efterhånden kan fås i rigtig mange varianter, er også et populært item for designerne at tilføje til kendissernes røde løber-look. Kendisserne kan tjene mellem 60.000 og 100.000 kroner på at bære en designertaske på den røde løber.

Ure

Hvis kendisserne bærer ure fra samme mærke en hel prisuddelingssæson, kan de tjene mellem 300.000 og 450.000 kroner, og for en enkel rød løber-optræden kan de tjene mellem 60.000 og 150.000 kroner.

Kjoler

Åh de smukke kjoler… Som jo også høster sig en hel del opmærksomhed på den røde løber, så det er da forståeligt, at designerne nærmest slås om at få lov til at klæde kendisserne på, når de skal ned af den røde løber.

Kendisserne kan tjene et hav af penge på deres kjoler på den røde løber, og nogle kendisser laver endda en aftale med designerne om, at de udelukkende bærer deres designs gennem hele prisuddelingssæsonerne. Fx har Emma Stone haft et samarbejde med Louis Vuitton gennem de sidste par prisuddelingssæsoner. Med sådan et samarbejde kan en kendis tjene op til 65 millioner kroner.

En enkel optræden på den røde løber i en designerkjole kan give kendissen en indtjening mellem 300.000 og 1,5 million kroner.

Smokings

Smokings, som vi tit ikke kan se forskel på, er faktisk en af de kategorier, som indkasserer flest penge. En kendis iført smoking på den røde løber kan nemlig tjene omtrent 13 millioner kroner, hvis de indgår et samarbejde med en designervirksomhed a la Emma Stones, hvor de så skal have smokings på fra samme designer ved flere prisuddelinger.

Psst… Og ifølge Hollywood Reporter er mænd faktisk mere tilbøjelige til at indgå samarbejder med designere, end kvinder er.

Sko

Selvom sko kan være rimelig eksponeret på den røde løber, så er det faktisk den kategori, som kendisserne tjener færrest penge på. Et par designersko kan give en kendis alt mellem 30 og 60 tusind kroner.

Den 91. udgave af Oscar-uddelingen har netop fundet sted, og her bød den røde løber selvfølgelig også på masser af smukke kjoler. Vi har samlet dem i galleriet nedenfor, og så kan du jo selv begynde at tælle sammen, hvor meget hver kendis ca. har tjent på deres røde løber-look…

Få Line Kjærgaards forårsinspirerede forsidelook

Foråret er lige om hjørnet og indbyder til pastelfarver og blomsterprint i lette materialer.

Line Kjærgaard pryder denne måneds forside af ELLE, og denne gang har vi fokus på feminine detaljer. Så svøb dig i bløde silkekjoler og tilsæt perler, blonder og fjer for et ekstra girly look og tag hul på foråret!

I galleriet nedenunder har ELLEs Fashion Director, Barbara Gullstein, udvalgt 10 styles inspireret af denne måneds forsidelook…

Nyt magasin på gaden + ELLE Decoration

Foråret banker (endelig!) på døren, og vi byder det milde vejr velkommen med et marts-nummer, der er fyldt med feminine forårsfund. 

Du kan derfor glæde dig til at blive inspireret til et feminint forår med florlette kjoler, smygende silke, stærke blonder og sæsonens chikke perler krydret. 

Vi har vanen tro også interviewet nogle af de stærkeste og mest inspirerende kvinder lige nu, og du kan derfor glæde dig til store interviews med hele Danmarks supermodel Helena Christensen, forfatter Suzanne Brøgger, kreativ direktør hos By Malene Birger, Mathilde Torp Mader, skønhedseksperten Charlotte Torpegaard og transseksuelle Ivy Rosenauer. 

Glæd dig også til at dykke ned i modemanden Uffe Buchards halvårlige trendrapport, hvor han bogstaveligt talt giver moden et karatehug, når han analyserer modebilledet lige nu. 

Du får også det nye ELLE Decoration med gratis denne måned, hvor du kan du kan glæde dig til et magasin, der byder på stilfulde boliger og lækkert interiør, som helt sikkert vil inspirere dig til at bringe forårsstemning ind i dit hjem.

Magasinet sætter dertil spot på kunsten at indrette og præsenterer dig blandt andet for fem internationale indretningsarkitekter, du skal holde skarpt øje med.

Du kan også se frem til at læse et ærligt interview med den talentfulde designduo Gamfratesi, der løfter sløret for, hvordan det er at danne par privat og professionelt. 

Få et smugkig på nogle af månedens højdepunkter i galleriet… 

Her er datoen for Uniqlos butiksåbning i København

Først kom nyheden om, at den japanske high-street kæde Uniqlo åbner deres første butik i København, og for nyligt løftede brandet så sløret for, at de laver en vol. 3 af deres hypede samarbejde med den verdenskendte designer J.W. Anderson. Med andre ord; to rigtig gode nyheder på kort tid.

Siden har spørgsmålet så bare været, hvornår vi kan få fingerene i alle de lækre Uniqlo-styles i den nye butik i København, som får adresse i det smukke Louises Hus, der er en historisk bygning fra midten af 1700-tallet på adressen Vimmelskaftet 38. 

Læs også: Moderedaktøren: Disse 10 styles, drømmer jeg om i marts

Og nu er det så endelig officielt.

I følge Fashion Forum er datoen for butiksåbningen af den 3-etagers store butik på 1.400 kvm den 5. april 2019. 

En dato, som passer perfekt med, at Uniqlo lancerer deres samarbejde med J.W. Anderson den 8. marts 2019, hvilket betyder, at vi både kan shoppe Uniqlo x J.W. Anderson og opdatere vores garderobe med mærkets basisvarer og afslappede klassikere, når butikken åbner til april. 

Hvis du endnu ikke har set den kommende Uniqlo x J.W. Anderson kollektion, kan du alle 62 styles i galleriet nedenfor. 

Sådan får du det friske ‘Belle Fleur’-forårslook

Solen titter frem, og vi skriver forår i kalenderen om bare få dage. 

Vi skal ud af det kolde vinterhi, og det samme skal vores makeup-look. 

I ELLEs martsnummer, der er på gaden fra den 28. februar 2019, er der fokus på forårets smukkeste inspiration: Naturen. Og du skal suge til dig af dens nektar. 

Læs også: Interview // Danske Marie Thomsen om at være makeupartist for Liv Tyler.

Makeupartist, Sara Rostrup, har skabt looket i ELLEs martsnummer, og hendes bedste tip til at opnå forårets makeup-look er: ”En klar lyserød blush giver det fineste friske look. Ton ned resten af din makeup for at få et moderne udtryk.” 

Lad den friske farve på din blush stå i fokus og hold resten af looket nedtonet med ensartet hud, der netop er kysset af forårssolen.

Fugtede (forårskysseklare) læber og perfekt børstede bryn er nøgleelementer. 

I galleriet herunder kan du se, de produkter makeupartist, Sara Rostrup, har brugt til at skabe looket: 

Nyt ELLE Decoration på gaden nu

I det nye ELLE Decoration har vi sat os for at klæde dig på, så du kan kaste dig topinspireret ud i dit næste indretningsprojekt. Vi introducerer dig for fem internationale indretningsarkitekter, hvis stil og indretninger er i særklasse. Du kan blandt andre blive klogere på den franske indretningsarkitekt Pierre Yovanovitch, der mestrer den eftertragtede bløde, eklektiske stil, og på hvordan Ilse Crawfords indretninger på demokratisk vis tager afsæt i hverdagslivet.

Der er også masser af indretningsinspiration at hente i de fire stilfulde boliger, som dette nummer af ELLE Decoration byder på. Du kan blandt andet komme indenfor hos Studio x Viaduct-indehaver Kirstine Meier Carlsen og se, hvordan hun har indrettet sit klassiske kartoffelrækkehus med moderne møbelkunst.

Tag også med til Paris og oplev, hvordan den franske indretningsarkitekt Fleur Delesalle har forvandlet en 230 kvadratmeter stor lejlighed i Paris til et elegant hjem, der både rummer plads til familieliv og en unik samling af møbler og fotokunst.

Glæd dig til at komme indenfor hos tre danske kvinder, der på hver deres måde forholder sig til – og arbejder med – indretning og arkitektur. Vi har sat dem i stævne i deres private, velindrettede hjem, og spurgt dem, hvordan de forholder sig til indretningen af deres egne hjem versus dét at indrette professionelt for andre. 

Når du er fyldt op af ny inspiration og det kribler i fingrene for at skabe forandring i din egen indretning, kan du dykke ned i guiden, der giver dig 10 konkrete trin til forårsfornyelse, og du kan gå på jagt efter dit næste køb til din bolig i et udvalg af intet mindre end 115 håndplukkede interiør- og designfund.

Endeligt kan du se frem til at læse det ærlige interview med den succesfulde, dansk-italienske designduo GamFratesi, der lader os komme om bag kulisserne og giver et indblik i, hvordan det – på godt og ondt – er at danne par privat og professionelt.

Det er alt sammen i det nye ELLE Decoration, der er på gaden nu – sammen med ELLE.

God læselyst.

 

Moderedaktørens 10 marts-favoritter

Kalenderen siger marts måned, og det betyder, at forårssæsonen officielt er begyndt. Det betyder også, at din garderobe trænger til en lille forfriskning, så du kan foråret i møde med stil.

Det kan ELLEs Fashion Director, Barbara Gullstein, heldigvis hjælpe dig med, for hun har nemlig udvalgt sine 10 marts-favoritter, som hun selv drømmer om at få fingrene i.

Læs også: Johannes favoritter: 10 styles i beige toner

Fx ønsker hun sig et lækkert jakkesæt i hørmateriale fra H&M Studio tilsat et par knivskarpe hvide stiletter fra Balenciaga. Derudover vil hun supplere looket med en minimalistisk håndtaske fra Yvonne Koné.

Se med i galleriet nedenunder, hvor du kan få inspiration fra ELLEs Fashion Director, Barbara Gullsteins, 10 marts-favoritter, så du kan gå foråret i møde med stil.

 

 

Sådan bliver din marts måned 2019

Vinteren er ovre, dagene bliver lysere og lysere, kalenderen siger marts, og det er nu officielt forår. Det betyder selvfølgelig et nyt nummer af ELLE på gaden, og dermed også dit faste månedshoroskop leveret af ELLEs faste astrolog, Susanne Taylor.

Så hvordan bliver den første forårsmåned for dit vedkommende?

Er det i denne måned, at du møder din soulmate? Eller skal du værne lidt ekstra om dine nærmeste? Eller måske står din bolig endda over for en komplet makeover?

Marts måned står i fiskens tegn, men uanset hvilket stjernetegn du er født i, byder marts på et hav af muligheder.

Læs også: Forårets bedste lagersalg… Psst! Opdateres løbende

Månedens stjernetegn: Fisk 19/2 – 20/3

Horoskop af: Susanne Taylor

Fiskens kvinde har en særlig sødmefuld aura omkring sit væsen. Hun tiltrækker sig ofte opmærksomhed ved at stå til tjeneste for en god sag. Hun går efter sine mærkesager, til opgaven er udført. Hendes følsomme og intuitive fornemmelser redder hende ofte gennem svære perioder. Hun skaber stærke familiebånd og holder fast i traditionerne. Garderoben oser af komfortabelt, eksklusivt design. Skønne Fisk er Jeanne Damas, Liza Minnelli, Elizabeth Taylor, Didder Rønlund og Mira Duma.

Swipe løs i galleriet og find dit stjernetegn, hvor du kan læse, hvordan din marts måned vil tegne sig…

ELLE og Triumph inviterer til inspirations- og shoppeaften i lingeriets tegn

Hos Triumph går du aldrig forgæves uanset form og figur, for med mere end 130 års ekspertise i at klæde kvindekroppen på inderst inde er de synonym med selvtillid og frihed.

 

Men fra at have været noget, der var skjult for øjet og ’bare’ skulle forme kroppen, er lingeri i dag en integreret del af stylingen.

 

Derfor inviteres du til en inspirerende aften den 4. april i kvindefællesskabets navn under mottoet “Together we’re unstoppable” i selskab med ELLEs Fashion Director, Barbara Gullstein.

 

Dét kan du glæde dig til på aftenen

 

Kl. 18.00: Velkomst med bobler & snacks

 

Kl. 18.30: Kort præsentation af Triumphs

ikoniske mærke Amourette

 

Kl. 18.45: Styling-workshop med ELLEs

Fashion Director, Barbara Gullstein

 

Kl. 19.10: Fitting-workshop og shopping

 

Kl. 20.00: Goodiebags og tak for i dag
 

Sådan tilmelder du dig:

 

Det koster 50 kr. at deltage. Send en e-mail til tilmelding@triumph.com. Du får en bekræftelse samt vejledning om betaling af tilmeldingsgebyr.

 

NB! Der er kun 30 pladser til eventet, så tilmelding er efter først til mølle.

 

Adresse: 

 

Triumphs butik på Strøget, Østergade 47, 1100 København K.

 

Psst … Vi tilbyder 20 % rabat på alle varer i butikken denne aften. Der er lækre goodiebags til alle, ligesom vi trækker lod om et sæt Amourette-lingeri til en heldig vinder.

 

OBS: Den 8/3: Arrangementet er udsolgt.

 

Instagram går amok over, hvad der egentligt kan være i Jacquemus’ mini-minitaske fra Paris Fashion Week

Modeugerne er til for at udfordre den måde vi tænker mode og trends på… og nogle gange udfordrer de kyndige modemagere meget mere end blot vores stil og smag. Indimellem ser vi nemlig, at designerne efter bedste evne gør op med relativitetsprincipperne, tyngdekraft, praktik – og i dagens case: logik.

Vi stiller nemlig skarpt – ekstremt skarpt, faktisk – på det nyeste påfund fra franske Jacquemus, der buldrede ind i den ypperligste modeliga for knap to år siden, med en overdimensioneret stråhat.

Men nu er den franske yndling gået i stikmodsatte retning med sine proportioner. På sit netop afholdte show under Paris Fashion Week viste designeren nemlig de mindste mini-tasker, vi nogensinde har set. Og faktisk er chancen for at overse de miniatureagtige accessoires markant, da de er mindre end nogen taske vi har oplevet. Selv dukketasker kan prale af et større rumfang, end de spæde ekvipager, som Jacquemus har opfundet.

… og naturligvis går Instagram helt amok over miniature-taskerne!

For hvad kan man egentligt bruge dem til – de mikroskopiske pyntegenstande, som knap kan fastholdes mellem to fingre, men som modellerne trods absurditeten i det, lystigt spankulerede ned ad catwalken med.

Vi har dykket lidt ned i de mange (morsomme) forslag til, hvad ’tasken’ ville kunne opbevare – Jacquemus foreslår selv en ring, hvilket vi ikke synes er et skidt bud (og vi ville bestemt heller ikke blinke to gange, hvis vi blev friet til med en ring, der tittede frem fra dén indpakning)…

Men det sjove er nu brugernes besyv til miniputtens anvendelighed: Buddene på, hvad de ville fylde i tasken tæller blandt andet Tic-Tac, Xanax, et kondom (mon dieu!), mens andre er hurtige på tråden og skriver, at den har en perfekt størrelse ”for all the f**ks I give” (kommer af udtrykket ”Zero f**ks given” der betyder, at man er helt kølig overfor et emne).

Spørgsmålet er bare, hvad du ville bruge den til? Her på redaktionen er vi allerede gået i flittig tænkeboks om, hvorvidt den mindste accessoiry med den absolut største hype-faktor skal rumme vores sygrej (man kan jo aldrig finde en nål, når man mangler den), tyggegummi (så man undgår at pakken splittes til atomer i den store taske) eller måske et opsamlingsted, for alle de skruer, der går løs, når man bryder hovedet med, hvor mange absurde trends, vi er villige til at hoppe med på, når det rigtige brand sender det ned ad runwayen.

… Men vi indrømmer stadig, at vi er helt pjattede med mini-minimodellen! Også selvom det kræver en tur til optikeren at finde den!

Og hvis mini-manien frister yderligere, har Jaquemus også svaret på dine bønner om en taske, der er dedikeret til din favoritlæbestift…

… eller den ekstra lomme, du altid mangler: 

Mytheresa sælger personligt donerede items fra designerne bag Gucci, Prada og Dior – se de 21 items her

Mytheresa er en af verdens førende online luksus-webshops.

Udvalget er nøje kurateret, og her har du muligheden for at shoppe nyheder fra over 200 internationale designere.

Nok er det daglige udvalg hos Mytheresa gennemtænkt – ja faktisk håndplukket af Fashion Buying Director, Tiffany Hsu – men under normale omstændigheder finder du alligevel ikke unika-items, specielt udvalgt af designerne bag.

Den realitet bliver dog snart til virkelighed.

Læs også: Fashion buying director hos Mytheresa: ”Disse trends bliver uundgåelige i foråret og sommeren 2019”.

På Kvindernes Internationale Kampadag, den 8. marts 2019, lancerer webshoppen nemlig et nyt tiltag kaldet ”Personal Matters”.

I den forbindelse har 12 af verdens førende modedesignere doneret minimum et personligt udvalgt item, som sættes til salg på Mytheresa.

De 12 designere er: Alessandro Michele (fra Gucci), Maria Grazia Chiuri (fra Dior), Pierpaolo Piccioli (fra Valentino), Miuccia Prada (fra Prada), Demna Gvasalia (fra Balenciaga), Silvia Fendi (fra Fendi), Jonathan Anderson (fra J.W. Anderson), Sandra Choi (fra Jimmy Choo), Brunello Cucinelli (fra Brunello Cucinelli), Kym Ellery (fra Ellery) og Lucie & Luke Meier (fra Jil Sander).

Hver designer har håndplukket et eller flere items fra sin personlige samling, og disse sættes på auktion på Mytheresa fra den 8. til den 19. marts 2019.

Udover designeres items, der blandt andet tæller en speciallavet Gucci-jakke, en Balenciaga-clutch underskrevet af Demna Gvasalia samt en Fendi-taske, sættes otte prints fra kvindelige fotografer også til salg.

Foto: PR mytheresa-fendi-taske-elle-dk.jpg

Fendi-taske doneret af kreativ direktør, Silvia Fendi.

Da ”Personal Matters” sker i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampadag, doneres hele salget fra både designer-items og fotografierne til non-profit organisationen, mothers2mothers, der arbejder for at forebygge smitten af HIV mellem mor og barn.

”Vi er virkelig beæret over den store støtte, nogle af industriens bedste designere har vist os i forbindelse med ’Personal Matters’-kampagnen. Det, at de donerer items, der har en personlig betydning for dem, gør både Mytheresa x mothers2mothers-velgørenhedsindsatsen speciel og betydningsfuld,” siger Mytheresas præsident, Michael Kliger.

Foto: PR mytheresa-gucci-jakke-elle-dk.jpg

Gucci-jakke doneret af kreativ direktør, Alessandro Michele.

Hele herligheden sættes på auktion den 8. marts 2019, men du kan allerede nu smugkigge på, hvad du skal byde på.

I galleriet herunder har vi nemlig samlet de personligt donerede designer-items sammen med de otte prints fra kvindelige fotografer:

10 styles i beige toner

Lad de spiselige softicetoner komme til sin ret ved at mikse materialer som denim, uld, bomuld og flet, og gå efter cool asymmetriske snit og detaljer.

Bryd den beige farveskala en anelse med mørkere brune nuancer for at skabe en diskret kontrast og kombiner på kryds og tværs.

Læs også: Forårets bedste lagersalg… Psst! Opdateres løbende

Se med i galleriet nedenunder, hvor ELLEs Fashion Editor, Johanne Brostrøm, har fundet 10 styles til et minimalistisk og feminint forårslook a la creme de la creme.