Endnu en gang står diverse virale (mode)øjeblikke for den allerbedste inspiration til årets halloween-kostume. Vi har samlet 10 her, som du vil kunne genskabe på den eller anden måde.
Kylie Jenner som løve til Schiaparelli Det vakte stor opsigt, da Kylie Jenner dukkede op til Schiaparellis couture-show i januar iført en kjole fra kollektionen med et kæmpemæssigt løvehoved på skulderen. Flere troede, det var en udstoppet løve, men det blev dog hurtigt slået fast, at der var tale om et tøjdyr
Det eneste du skal bruge for at genskabe det kontroversielle look er en lang, sort kjole, en løvebamse og en god limpistol. Og så har du et af de mest mindeværdige (og hadede) looks fra modeåret, der gik.
Foto: KCS Presse / MEGA
Taylor Swift til NFL Billedet, hele internettet snakkede om af Taylor Swift på tilskuerrækkerne til NFL, er den perfekte inspiration til et nemt halloween-kostume. Det garanterer at blive genkendt på lang afstand af enhver ‘swiftie’. Ifør dig din hvide tanktop, en nøglesnor med hjemmelavet VIP.kort og en rød varsity-jakke, og den er hjemme. Hiv eventuelt din svigermor med under armen for fuld effekt.
Foto: Denny Medley/Reuters/Ritzau Scanpi
Jared Leto som Choupette til met Gala Hvis Met Gala var en kostumekonkurrence, ville internettet ikke være i tvivl: Jared Leto ville løbe med sejren for at komme som Karl Lagerfeldts kat Choupette. Iført et kæmpemæssigt, hvidt kattekostume tog han den røde løber med storm, og hvorfor ikke gøre ham kunsten efter ved næste Halloweenfest?
Foto: MEGA
Justin Bieber og Haley Bieber Fans af Haley Bieber udskammede stjernens mand, da de to dukkede op sammen i en dresscode, der lignede, de skulle til to forskellige ting – hende til fancy middag ham til filmaften hos vennerne. Heldigvis er det ganske nyttigt som inspiration for årets parkostume, der både gengiver det akavede øjeblik og får dig til at føle som en stjerne.
Foto: Ritzau Scanpix
Romersk kejser Hædr en af de mest virale tendenser, og lad dig inspirere af romerriget til dit kostume – lige meget, hvor meget du tænker på det. Om så det er Cæsar eller Kleopatra, så skal der ikke meget mere til end et draperet, hvidt lagen, lidt snor og nogle guldfarvede accessories for at få alle til festen til at tænke på romerriget mere end én gang om ugen.
Lisa Rinna i Rotate til Københavns Modeuge Meme-dronningen fra ‘Real Housewives of Beverly Hills’ overraskede på catwalken til Rotates AW23-show ved Københavns modeuge. Og med ét gjorde hun en badedragt og en pelset leopardfrakke til det hotteste. Par de to items med stor, tilbagetrukket frisure og ultra sort eyeliner, og du har det perfekte kostume.
Rihanna til Super Bowl Årets Super Bowl Halftime Show blev et af de mest sete nogensinde, da Rihanna troende svævende frem over stadion iført et rødt Loewe-look og afslørede, at hun ventede hendes andet barn. En rød keddeldragt og lidt papmaché til at lave en afstøbning a la hendes nu ikoniske bustier vil gøre dig til dansegulvets regent.
Foto: Mark J. Rebilas/Ritzau Scanpix
Carrie Bradshaw i Moncler-kjole Sarah Jessica Parkers Carrie Bradshaw er til evig inspiration, om så det er til fest eller ej. Men i ‘And Just Like That’ var der alligevel skruet så meget op for couturen, at det nok er til mere kostumeinspiration end til kontoret.
Et af dem er hendes vanvittige couture-pufferkjole fra Moncler, hun har på midt i en snestorm i New York, der snildt kan tjene som udgangspunkt for et moderigtigt kostume. Find dine gamle dyner frem og draper dem om livet, så du kan udleve din indre Bradshaw-drøm.
Foto: HBO
(di) ivison-finalen fra Københavns modeuge Det mest virale øjeblik fra AW23-modeugen i København, var finalen til (di) vision, hvor model Sarah Dahl rejste sig fra et af de rødvinsplettede borde og overraskede med at hive hele dugen og madresterne med sig som slæb til kjolen, hun bar.
Find en af dine aflagte kjoler frem, anskaf dig et stykke hvidt lærredsstof, sy det fast til kjolen og overhæld det med diverse ting for en god omgang patina – og du har din helt egen version af det mindeværdige øjeblik, der matcher en god fest helt perfekt.
Tube girl En telefon, et godt track og en eventuel fane er det eneste, du skal bruge for at klæde dig ud som TikToks største obsession, nemlig ‘Tube Girl’. Udnyt situationen, og tag metroen til fest for at få din egen version af en af hendes virale videoer.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Du kender Maanesten for deres delikate smykker og glitrende hårspænder, men nu udvider det danske smykkebrand med en helt ny kategori.
Nærmere bestemt en kollketion af blødt loungewear, der vil kredse om det samme drømmende og spirituelle univers som brandet er kendt for med sine smykker.
Foto: PR
Med afdæmpede farver og fine detaljer, der falder i tråd med Maanestens univers, vil kollektionen være perfekt til de mange kommende hjemmeaftener i sofaen såvel som festlige aftner ude
“I lang tid har vi drømt om at udvide vores sortiment, og loungewear er det perfekt på grund af de mange muligheder – det kan bruges som en del af en hyggelig selvforkælelsesstund med tid til refleksion og spiritualitet eller til en aften i byen,” fortæller grundlægger og designer Lotte Callesen.
Foto: PR
Kollektionen vil indeholde tre items af skjorter, bukser og shorts i to farver af sand og mørkelilla og have et print af broderede måner, der er gennemgående i Maanestens design og hele DNA, hvor det spirituelle univers er centralt for hele brandet.
Og ifølge Lotte Callesen er “Maanestens loungewear er lavet til at understøtte det liv, du lever, og de drømme, du har – dag og nat.”
Priser vil variere fra 400 – 500 kr. og kollektionen lanceres d. 23. oktober i Maanestens butikker og på website.
Foto: PR
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Hele verden taler lige nu om Netflix-dokumentaren ‘Beckham’.
Ikke mindst den mode, der gjorde David og Victoria Beckham til hele verdens fashionable it-par i 90’erne og 00’erne. Her indkapslede oversize solbriller, tvivlsomme frisurer og logo-caps en masse ‘Posh’ og ‘Becks’ som stilikonerne alles øjne var rettet imod.
Det er tilsyneladende også sandt for 2023. For ifølge den britiske detailhandel er salget af en helt specifik beklædningsdel nået svimlende højder i kølvandet på Netflix-dokumentaren.
Der er nærmere bestemt tale om en oversize hvid skjorte, som Victoria Beckham bærer i filmen.
Den er øjensynligt blevet lige så beundret som filmen selv og har fået fans til at fare til tøjbutikkerne i håb om at finde en lignende model. Det skriver den britiske avis The Guardian.
Foto: Netflix
I dokumentaren interviewes Victoria Beckham i parrets hjem. Iført et neutralt look af en løs hvid skjorte, jeans og spinkle smykker, står det klart, at vi er langt væk fra 90’erne Y2K-æra og solidt placeret i den elegante 2023 minimalisme, der i dag indkapsler både Victoria Beckham og hendes tøjbrand af samme navn.
Dermed bliver den hvide skjorte synonym på en Beckham-stil anno 2023, men i høj grad også på den massive indflydelse som det verdensberømte Beckham-par stadig kan tilskrives. Det kaldes ganske vidst ikke ‘The Beckham-effect’ for ingenting.
Selvom Victoria Beckham næppe kan krediteres for et så klassisk basic-item som den hvide skjorte, så viser de hvide skjorters salgsboost, at ‘The Beckhams’ langt fra har mistet deres tryllestøv, når det kommer til at bannerføre det tøj, vi alle vil gå i.
Netflix-dokumentaren ‘Beckham’ fortæller i fire dele historien om David Beckham, der med sin storslåede fodboldkarriere efterhånden ikke behøver nogen nærmere introduktion.
Foto: Netflix
Og med historien om David dækker selvfølgelig også hustruen Victoria Beckham, en ligeså superstjerne som tidligere Spice girl og nu kvinden bag sit eget luksusbrand ‘Victoria Beckham’.
For det er svært at sige David uden at sige Victoria. Og det er svært at sige Beckham uden at sige mode.
Dokumentaren skuffer da heller ikke på modesiden, trods sin varedeklaration som en sportsdokumentar.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Jeg er egentlig ikke den store juleelsker, men man kan vist godt sige, at julen er kommet tidligt i år. Den røde farve er i hvert fald ikke til at overse i modebilledet, og jeg er vild med det.
Det startede sidste måned, da jeg var i New York til modeugen. Her besøgte jeg i Lower East Side-butikken Maryam Nassir Zadeh, der havde et par nye, røde styles fra deres efterårskollektion hængende. Og det var kun starten på min craving.
På catwalken i New York var der både rødt hos Proenza Schouler, som detalje på sokkerne hos Tibi og selvfølgelig havde New Yorker-brandet, som alle har øjne på lige nu, Khaite, også røde looks.
Tibi, Khaite og Proenza Schouler SS24
Rød på hylderne hos Maryam Nassir Zadeh i New York
Til modeugen i Paris et par uger efter, fik jeg kun bekræftet min kærlighed for rød. Heldigvis kom jeg godt forberedt, for til anledningen havde jeg nemlig lånt den smukkeste røde cardigan fra Birrot.
Og catwalken i Paris fulgte trop. Sidenhen har websitet Tagwalk målt en stigning på 58% af røde looks i SS24-kollektionerne.
Rød på catwalken i Paris hos hvv. Isabel Marant, Balenciaga, Loewe, Hermès og Christopher Esber SS24
Så nu hvor jeg er hjemme igen craver jeg alt, der er rødt. Men hvad skal du gå efter og hvordan styler du den røde farve? Lad mig komme med et par forslag.
En rød striktrøje
En striktrøje er nok den nemmeste måde at tilføje lidt rødt til dit look.
19
@annelauremais iført en rød strik fra hendes eget brand Musier Paris. Perfekt stylet med et gråt miniskirt, spidse ballerinaer, en hvid t-shirt, en taske over skulderen og sorte solbriller. Striktrøjen har for øvrigt navnet Perfect Jumper Cherry, hvilket jeg synes er ret sigende.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Når du ikke kan komme til maden, må maden komme til dig. Det gør den lige nu hele vejen fra Holland – i hvert fald hvis du lægger vejen forbi Tivoli.
Her har den hollandske michelinrestaurant Daalder nemlig indtaget den ikoniske Japanske Pergola med en pop up-restaurant, der de næste par uger byder på både frokost- og aftenmenuer af den kvalitet, som den originale restaurant i Amsterdam er blevet internationalt kendt for.
Her åbnede chefkok Dennis Huawë Daalder i 2016 med drømmen og at skabe en gourmetoplevelse uden hvide duge og snobbede fornemmelser, hvor maden skulle være kreativ, af høj kvalitet og trække på chefkokkens maluckanske rødder.
Foto: PR
Daalder i Amsterdam er indrettet med et væld af farver og kunst.
Den konstellation skaffede i 2021 Dennis Huawës første michelinstjerne, og siden er restauranten i Amsterdams Noord-distrikt blevet rost for sin mad til forholdsvis overkommelige priser i forhold til andre michelinrestauranter.
Og nu kan du altså opleve Daalders innovative madlavning i København, hvor du frem til 5. november kan gå ombord i den 9-retters frokostmenu eller den 11-retters aftenmenu.
Foto: PR
Østers serveret i guldskal er blandt en af retterne,
Smag blandt andet Dennis Huawës fortolkning af sine store guilty pleasure, Fish & Chips i miniatureformat, en amouce-bouce lavet på peanutbutter med hele 32 ingredienser, siciliansk fregola-pasta med blæksprutte og due med kumquat.
For ikke at glemme en af desserterne, der er restaurantens helt egen version af den klassiske, hollandske Stroofpwafel, der traditionelt set bruges som låg på en kop kaffe for at blive lunet og blødgjort til den perfekte søde snack.
Foto: PR
En af de første serveringer er en peanutcreme lavet med 32 ingredienser.
Der altså skruet op for indtryk, hvad gælder både syn og smag, for ambitionerne er mindst ligeså høje som håndværket.
Frokostmenuen i Tivoli starter ved 900 kroner pr. person, mens aftenmenuen kan nydes for 1.350 kroner pr. person. Det er altså lidt af et greb i lommen, der skal til, men til gengæld går du derfra med en madoplevelse af international topklasse.
ELLE var inviteret af Daalder.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Denne artikel er en del af artikelserien ‘Livets retter’ fra ELLEs septembernummer.
Livets retter
Det, vi spiser, siger noget om, hvem vi er. For maden rummer fortællinger om vores kulturelle ophav, valg af livsbaner og -partnere, største øjeblikke og de bedste fester. I ELLEs septemberudgave fortæller Skuespiller Clara Rosager, digter Caspar Eric, manuskriptforfatter Mona Omar og guldsmed Orit Elhanati fortæller om de retter, som har formet deres liv. Her er det manuskriptforfatter Mona Omar, der fortæller om sin historie gennem sit livs retter som minestonesuppe og morens sambusa
Minestronesuppe
Når min mor ikke var hjemme, lavede min far altid minestronesuppe til os. Jeg husker det som om, at min far og jeg var alene hjemme i flere uger i træk, nærmest en hel sommerferie, hvor vi bare spiste minestrone og kørte til Langelinie og fik is. Ham og jeg på tur hver aften. Som voksen har jeg fundet ud af, at det er opdigtede minder.
Min storesøster fortalte mig for et par år siden, at jeg aldrig har været alene med vores far mere end en enkelt dag. Jeg har bare skåret mine tre søskende ud af fortællingen. Det kommer nok af, at jeg altid har været utrolig betaget af min far. Han var utrolig sjov og kærlig. Men han har rejst meget og arbejdet langt væk fra Danmark, så han var også en savnet figur. Derfor fantaserede jeg lidt og skabte min egen virkelighed.
Foto: Kavian Borhani
Mona Omar tog afgang fra den danske filmskole i juli måned. Her skrev hun manuskriptet til to afgangsfilm, de psykologiske thrillere 'Helvete' og Den Udvalgte'.
Minestronesuppe er lidt en ret uden en opskrift. Du kan lave den, som du vil. Og det passer virkelig godt til min far. Han var ikke supergod til at lave mad, det var lige suppen og et par andre retter. Hans minestrone var ret simpel med tomatsuppe, nogle grøntsager og pasta i. Andre gange købte han den bare på dåse. Det var sådan en fin gammel dåse, og for mig var det luksusversionen.
”Det var et ungdomsliv, hvor vi havde meget tid. Tid til at feste, drikke kaffe og spise mad sammen”
I mange år arbejdede han for Red Barnet, hvor han forenede uledsagede flygtningebørn med deres familie i Somaliland, hvor mine forældre også er fra. Han har altid været politisk aktiv i Somaliland og var med i en modstandsgruppe, inden borgerkrigen brød ud i slutningen af 1980’erne, hvor han og min mor flygtede til Danmark. Min far studerede i Rusland og har også arbejdet i Egypten, Somalia og andre steder. Jeg tror, at han følte, hans liv gav mening, når han var ude i verden og hjælpe til. Min mor er uddannet skolelærer og arbejdede som lærer i nogle år, inden hun stiftede sin egen forening, som var imod omskæring af kvinder. Man skal være passioneret for at lave den type arbejde, og det fyldte en del i vores liv.
Jeg voksede op i Hvidovre i et rækkehusområde, som var lukket af, så vi børn kunne løbe rundt og lege med hinanden. Hjemme hos mine venner, fik vi toastbrød med smør og brun farin. Jeg tror, det er et Vestegns-fænomen. Min familie var ret anderledes. Det var lidt som at træde ind i en boble. Hos os var der udsyn mod verden, og mine forældre satte meget pris på viden. Det var et akademiker-hjem, mens mange af vores naboer mere var klassisk arbejderklasse. Jeg mindes min barndom som lykkelig, men jeg havde altid en følelse af, at jeg gerne ville væk fra rækkehusene i Hvidovre.
“Hos os var der udsyn mod verden, og mine forældre satte meget pris på viden.”
Mine forældre tog det som en selvfølge, at jeg skulle på universitetet. Jeg tror, at det er meget klassisk for immigrantfamilier, at forældrene gerne vil have, at deres børn bliver ingeniører, advokater eller læger – en af de traditionelle tunge veje. Men jeg ville ikke noget af det, og jeg tror heller ikke, jeg kunne blive det. Så min ting var, at jeg gerne ville arbejde for FN. Ligesom min far skulle jeg ud i verden og lave noget akademiker-agtigt.
Bara chirashi på Selfish
Jeg begyndte at studere international politik på RUC og flyttede ind i en lejlighed i Rantzausgade på Nørrebro sammen med tre venner, og tilfældigvis boede fire af vores andre venner oven over. Det var et ungdomsliv, hvor vi havde meget tid. Tid til at feste, drikke kaffe og spise mad sammen.
Vi tog meget ud og spiste frokost, særligt på Selfish i Elmegade, hvor vi altid fik deres bara chirashi, som er marineret fisk, ris, syltede ingefær, en særlig slags dressing og wasabi og soya på siden. Den er virkelig lækker. Men også en dyr frokost (175 kr., red.) for unge studerende. Vi legede voksne og købte en fin frokost, selv om vi ikke rigtigt havde råd til det.
“Vi legede voksne og købte en fin frokost, selv om vi ikke rigtigt havde råd til det.”
Jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle med mit liv. Hver gang jeg tog toget til RUC, tænkte jeg: ”Hvorfor skal jeg derned?”. ”Nåh ja, det er fordi jeg skal arbejde for FN!”. Det blev jeg ved med at sige til mig selv. Men da jeg blev færdig med min bachelor, spurgte jeg mig selv: ”Hvorfor skal jeg egentlig arbejde for FN?”. Jeg havde været i en zombietilstand. Bare studeret, fordi jeg skulle. Men hvad skulle jeg så?
Lidt tilfældigt mødte jeg Marie-Louise Mogensen, der havde startet tøjmærket Baserange, og som var ret stort i blandt andre Japan, Australien og Frankrig. Hun hev mig ind til en samtale og endte med at ansætte mig. Jeg arbejdede der i flere år og lavede alt. Vi rejste til L.A. for at starte brandet op, og da vi havde været der i et halvt års tid, kunne jeg mærke, at jeg havde udfyldt min rolle.
Min kæreste Eddie, nogle venner og jeg tog til Filippinerne, hvor vi sejlede rundt i to måneder. Der er noget specielt ved at befinde sig på havet og være afskåret fra resten af verden. Der var ingen internetforbindelse, der var intet, som fjernede os fra at være til stede. Eddie fik mig til at åbne op for, hvad der lå allerdybest inde i mig. Hans forældre har aldrig fortalt ham, hvad han skal gøre i sit liv.
”Når ens forældre er flygtet, ligger det hele tiden som et narrativ for familien, at vi har været igennem alt det her forfærdelige, og derfor kan man som barn ikke bare tro, at man skal være kunstner”
Det måtte han selv bestemme. Mine forældre har modsat været inde over alt. Helt fra barnsben har de sagt til og fra. Som barn spillede jeg i mange år fodbold, men da jeg blev større, sagde min far, om det ikke var barnligt at spille fodbold. Burde jeg ikke læse nogle flere bøger? Som barn elskede jeg også at se film. Jeg redigerede altid filmene og så for mig, hvordan det og det skete i stedet for den rigtige handling. Men jeg turde ikke tænke, at jeg selv kunne lave film.
Foto: Kavian Borhani
”Selfish i Elmegade på Nørrebro er lille sted, som ejeren har haft i mange år. Han har fortalt mig, at restauranten ofte er nævnt i japanske guidebøger over rigtig god japansk mad udenfor landet.", siger Mona Omar.
Overhovedet ikke. Jeg måtte ikke drømme på den måde. Når ens forældre er flygtet, ligger det som et narrativ, at vi har været igennem alt det her forfærdelige. Derfor skal du tage dit liv megaalvorligt. Og tidligt beslutte dig for noget, som er meget sikkert. Det var ikke sådan, det blev sagt direkte, men det var i hvert fald det, jeg tog med mig. Eddie sagde til mig: ”Hvorfor gør du det ikke bare? Søg ind på filmskolen.Det er jo det, du drømmer om”.
Foto: Kavian Borhani
Mona med sin nyfødte datter Imani i favnen.
At være sammen med et menneske, der lever og tænker sådan, har virkelig rykket mig. Det betød, at jeg turde handle på mine drømmene. Da vi kom hjem, skrev jeg et manuskript til en kortfilm. Lavede filmen sammen med en fotograf og en klipper. Jeg søgte ind på Den Danske Filmskoles manuskriptlinie, og kom ind. Og det er så glædeligt, at vi i dag ser flere og flere unge kreative med en anden etnisk baggrund. Det kræver forbilleder at turde følge sin passion. Og dem har der tidligere virkelig ikke været særlig mange af i Danmarks kulturliv.
“Eddie fik mig til at åbne op for, hvad der lå allerdybest inde i mig.”
Sambusa
Når vi fejrer noget i min familie, laver min mor altid sambusa, som er den somaliske version af en samosa. Med oksekød, grøntsager og krydderier rullet sammen i dej. Da jeg kørte i studentervogn, fik vi sambusa. Og da Eddie og jeg blev gift. Til alle fødselsdage og andre særlige lejligheder spiser vi dem. Sambusa har skabt en bro mellem min herkomst og mit liv i Danmark.
Vores venner forbinder dem med min familie. Alle elsker sambusa, og de er altid først væk fra bordet. Min mor laver en særlig chilisauce til, som er en pasta, der enten er lavet på grønne eller røde chilier. Den grønne giver en lidt bitter smag, mens den røde er mere klassisk og rund i smagen. Hvis man kan lide chili, så elsker man hendes saucer. Det er stadig kun min mor, som laver dem.
“Sambusa har skabt en bro mellem min herkomst og mit liv i Danmark.”
Vi andre hjælper kun med at folde dem. Jeg talte med min veninde, hvis mor er fra Vietnam, om, hvorfor vi ikke kan lave vores mødres mad. Det er vildt ærgerligt, for vi skal jo kunne give det videre. Min veninde sagde, at de måske ikke vil have hjælp for at holde lidt på os, så vi kommer hjem og spiser deres fantastiske mad. Jeg har spurgt min mor, om jeg må få hendes opskrift på sambusa, men hun svarer altid: ”Jeg laver dem bare til dig.”
Foto: Kavian Borhani
Vi spiste ikke sambusa, da jeg i juli tog afgang fra filmskolen, for vi har ikke haft mulighed for at fejre det ordentligt. Eddie og jeg har haft en ret speciel tid det seneste års tid. Jeg har været sengeliggende i halvdelen af min anden graviditet og været indlagt på hospitalet i flere omgange på grund af forskellige komplikationer. Det har været en periode med rigtig mange bekymringer. Og stressende, fordi jeg stadig skulle være mor for vores toårige søn, Idris.
Jeg valgte alligevel at fortsætte med mine afgangsprojekter på skolen. På manuskriptlinjen skal du pitche din idé til en film eller tv-serie for en stor gruppe mennesker fra den danske filmbranche – alle producenter, distributører, instruktører, skuespillere og mange andre er inviteret, og de ser både pitch og afgangsfilm. Jeg havde lige født, så jeg havde vores nyfødte datter, Imani, med, og det var vildt angstprovokende at stå foran nogle af Danmarks og verdens førende filmfolk. Det er bare så vildt, at jeg har gjort det. Men det gik heldigvis godt. Og på lørdag skal vi fejre min søns fødselsdag, og så skal vi have sambusa.
Foto: Kavian Borhani
Smørrebrød
Da jeg søgte jeg ind på Den Danske Filmskole var jeg opsat på at fortælle historier, som vi sjældent ser i danske film og serier. Fortællinger om brune mennesker. Mennesker, vi taler meget om i den offentlige debat, men sjældent taler med. Det kommer selvfølgelig af, at jeg har den samme fortælling – mine forældre er flygtninge, og jeg er en brun kvinde med flere minoritetsmarkører, som på mange måder definerer mit liv.
I lang tid har det været de fortællinger, jeg har været draget af, fordi de var så underfortalte. Og jeg vidste, at jeg var god til at fortælle dem. Det var mit es, da jeg søgte ind på filmskolen. Men for tiden er jeg også ret irriteret over at skulle have min baggrund som berettigelse til at lave film.
“Da jeg søgte jeg ind på Den Danske Filmskole var jeg opsat på at fortælle historier, som vi sjældent ser i danske film og serier.”
Når jeg skriver, har jeg tidligere været optaget af det hårde, morbide, tenderende til voldelige, men det har jeg ikke lyst til at fokusere på for tiden. Eller det kan jeg ikke. Der sker noget, når man får børn, især som kvinde. Vi er så åbne, efter vi har født, noget meget sårbart. Lige nu vil jeg hellere skrive et humoristisk manuskript. Måske en romantisk komedie med etniske minoritetsdanskere. Det har vi aldrig set før.
Foto: Kavian Borhani
For nyligt har jeg været manuskriptforfatter på en stor reklamefilm for Ford, som to amerikanske instruktører har lavet. De kom til Danmark for at mødes med mig og nogle af de andre fra holdet. Det var fedt at blive hevet ind i så stort et projekt og ovenikøbet af nogle, som jeg synes, laver mange fede ting. Til mødet med instruktørerne blev der serveret smørrebrød. Det, syntes jeg, var så underligt.
Smørrebrød er lidt uhøjtideligt selvhøjtideligt. Vi er ret stolte af det i Danmark, så måske er det en måde at vise, hvem vi er, og hvad vi har at byde på. Smørrebrød og øl. Jeg har oplevet det i mange andre arbejdssammenhænge. Nu er jeg jo ikke selv fra et hjem, hvor vi spiser smørrebrød, så måske er jeg lidt alene om at se det komiske i at servere rugbrødsmadder til vigtige møder og festlige lejligheder.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Og det præsenterer et helt nyt look til popstjernen, som vi kender hende.
For hvor vi tidligere har set Dua Lipa prøve kræfter med alt fra punkede postkasserøde striber til en sort nuance ved dette års Met Galla, så er det første gang, vi ser hende i dette bourgogne-røde hårlook.
De nye lokker får da også følgeskab af et tilsyneladende helt nyt image på sangerens Instagram-konto. Her kunne fans nemlig for nylig opleve, at sangeren slettede sit komplette feed af billeder på det sociale medie.
Under den skælmske caption “Miss me?” poserer hun for modefotografen Tyrone Lebon. Flankeret af sin nye hårfarve giver Dua Lipa samtidig kig til en hvid tank top med det britiske flag printet på.
Og det har fået fans til at spekulere i, hvad der mon gemmer sig af skjulte budskaber i postet.
Dua Lipa har allerede bekræftet, at hun vil udsende sit tredje album i 2024.
Og her byder genren på et farvel til de vanlige festlige poptoner, som vi kender den fyrige IDGAF-sanger for. Genren vil stadig være pop, men emme mere af “psykedeliske 70’er”-toner, har Dua Lipa tidligere udtalt til musikmediet Rolling Stones.
Fans var da heller ikke sene til at spekulere i toppen, som Dua Lipa bærer på sit seneste Instagram-opslag. En vintage 1994 Helmut Lang top, hvor det britiske nationalflag ”Union Jack” er afbilledet.
Titlen på den ikoniske top er samtidig ’Bowie’, altså et nik til den ikoniske britiske musikkomet, hvis alsidige musikrepertoire i den grad også rimer på en ”psykedelisk 70’er”-æra.
Dua Lipa fortæller os med andre ord, at det ikke kun er hårrødderne, men også musikkarrieren, der viser nye takter forude. Og vi er lutter øre for det hele.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Brasserie-besættelsen i København fortsætter ufortrødent med en ny restaurant, der skriver sig ind på listen over de franskinspirerede spisesteder a la Paris, der senest er poppet overalt i hovedstaden.
Den 25. oktober slår Meyers nemlig dørene op til Brasserie Post på Østerbro i den gamle postbygning på Trianglen, der igennem længere tid har været under totalrenovering.
Både i køkkenet og bag baren er det med erfarne kræfter i spidsen. Bag menuen står nemlig kok Dave Harrison, der blandt andet også stod i køkkenet på den anmelderroste Brasserie Prins, der i sin alt for korte levetid nåede at blive en af Københavns mest populære restauranter for franskelskende madentuasiaster.
Foto: PR
Oeuf en gelée
På menuen vil du kunne finde kendte klassikere som steak tatar, søtunge meuniére og tarte flambée, men også franske specialiteter som tarte tatin med karamelliserede løg, mælkebøttesalat med estragonog helstegt due med duelever-parfait og bagte druer.
På vinfronten er det Riccardo Meconi, der har en fortid som sommerlier på blandt andet Bæst og Coco Hotel, der vil styre slagets gang med vine udvalgt på baggrund af huse og producenter og ikke druesorter.
Hele herligheden vil kunne nydes i omgivelser, der sigter efter at være afslappet og stemningsfuldt, godt hjulpet på vej af et stor udvalg af vinyler, som gæsterne selv får lov til at kunne gå på opdagelse i og sætte på.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Jeg har en mani – en, der ikke som sådan handler om mode, men om indpakningen. Jeg er besat af lækre poser, delikate æsker og ikke mindst smukke flakoner.
Ikke fordi de ikke dufter vidunderligt, men fordi jeg for efterhånden mange år siden fandt ’duften’, som jeg stort set ikke har veget fra siden.
Jeg kastede nemlig min kærlighed på ‘Signature Notes’ fra Rudolph Care, efter jeg havde født og i en længere periode havde været parfumefri. Den blide underspillede duft, som jeg især bruger i olieform (Huile de Parfum) på hals og håndled er bare blevet min.
42
Foto: Rudolph Care
Signature Notes, Huile de Parfum 30 ml., Rudolph Care, 645 kr.
Den har ikke som sådan vippet de andre af banen, for jeg sætter så kæmpe pris på de små æstetiske værker, som mange parfumer jo vitterligt er. Og mine gæster, er velkomne til at sprøjte løs og lade dem selv og mit hjem indhylle i en anden velduft.
Pornoen har altid eksisteret. Den kan spores tilbage til 25.000 år før vores tidsregning med storbarmede statuer af kvinder. Arkæologer har fundet illustrationer af mennesker, der har sex på lerplader i Irak, selv på egyptiske papyrusruller og krukker fra det gamle Grækenland.
Ordet “porno” optrådte for første gang i de danske ordbøger i 1936. Danmark var det første land i verden til at frigive billedpornografien i 1969, hvilket kom to år efter man havde frigivet den pornografiske litteratur.
Selv om pornoen altid har været en del af menneskets drifter og lyster, kan Kristine Tiedt godt føle, at hun ikke er den rette tilskuer.
“Jeg kan godt føle, at jeg træder ind i mændenes omklædningsrum. Som om pornoens verden er et sted, hvor jeg helst ikke må være,” siger Kristine Tiedt.
Når Kristine Tiedt klikkede ind på et pornosite, følte hun, at hun gjorde noget ulovligt.
Det var den følelse af skam, hun blev nysgerrig på, og derfor besluttede hun sig for at udforske pornoen. Det blev til tegneseriebogen “Hvad er porno?”, og Kristine Tiedt håber på, at den kan være med til, at vi lærer hinanden og ikke mindst os selv at kende.
Kristine Tiedt opdagede, at selv om hun ikke selv havde set særlig meget porno, havde den haft indflydelse på hendes seksualitet.
“Pornoen er en meget stor del af rigtig mange menneskers seksualitet. På den måde er den også en del af min,” siger Kristine Tiedt.
“Både fordi pornoen er en vigtig del af vores kultur, syn på sex, normer og køn. Og helt konkret og direkte hvis de partnere, jeg er sammen med, har set porno, så påvirker det også mig og den sex, jeg har med dem.”
Pornoens størrelse
Ifølge en undersøgelse fra Sexus er der stor forskel på mænd og kvinder, når det kommer til porno. 55 procent af de danske mænd ser porno mindst en gang om ugen mod kvindernes ni procent. 92,9 procent mænd har set porno, mens det er 67,3 procent kvinder.
62.675 danskere i alderen 15-89 år indgår i undersøgelsen.
Et estimat er, at pornoindustrien omsætter for 37 milliarder kroner om året på globalt plan, men andre antager, at det er omkring 600 milliarder om året.
Gennemsnitsalderen på personer, der besøger verdens største pornosite, er 37 år. Men vores seksuelle debut med porno sker mange år før vores seksuelle debut med et andet menneske. En nyere dansk rapport viser, at danskerne gennemsnitligt er cirka 13 år, når de støder på porno første gang.
“Vi får mange erfaringer med sex og andre mennesker fra pornoen i et rum, hvor vi som regel er alene,” siger Kristine Tiedt.
Om man tænder på porno eller ej, mener Kristine Tiedt, at det er vigtigt, at pornoen bliver aftabuiseret og talt om, fordi det er en stor magtfaktor.
“Porno har en kæmpe indflydelse på vores seksualitet, kultur og samfund. Det ville være noget andet, hvis ingen se det, men når nu besøgstallene er så høje, så bliver det vigtigt at vide noget om,” siger Kristine Tiedt og fortsætter:
“Vi kender alle sammen flere, der ser porno, end der ikke gør, især mænd. Så når man kigger rundt på sin far, sin onkel, bror, mand, kæreste, ekskærester, venner, så ser de stort set alle sammen porno. Eller har gjort.”
Derfor er det vigtigt, at vi er med til at aftabuisere og taler om porno.
“Jeg føler, vi har pligt til at gå ind og kigge på, hvad der findes derude, fordi porno er så stort et fænomen. Nærmest som vi orienterer os i andre former for nyheder.”
Kristine Tiedt tænker på sin bog “Hvad er porno?” som en form for grundbog i porno. Selv om bogen består af tegneserier, synes hun ikke, at den kun er til unge. Bogen skal gøre alle generationer klogere. For porno påvirker alle generationer, mener Kristine.
I tegneseriebogen “Hvad er porno?” følger vi de tre karakterer: Kussen, Kvinden og Eksperten, der hver især har et forhold til porno. De tre forskellige karakterer repræsenterer sider, vi alle sammen har i os selv. Kussen er båret af lyst, begær og nysgerrighed. Eksperten er eftertænksom, skamfuld og skeptisk, og Kvinden skal navigere et sted imellem.
“Mange af os kan tænde på noget, som vi samtidig syntes er lidt “for meget” eller som vi har lyst til at holde hemmeligt eller ikke vil have sker i virkeligheden. I porno kan vi opleve de ting.”
Kristine har valgt at lave tegneserien for at illustrere svære emner og tung fakta med humor. De tre karakterer har de samtaler, som hun selv har savnet at have med andre.
“Jeg har ladet dem have de svære samtaler. Nogle gange er det rarere, at andre har dem for en.”
Foto: Silje Qvist
For Kristine Tiedt har det været en proces. Men der er kommet noget godt ud af det.
“Et biprodukt af at skrive de bøger, jeg skriver, har været at jeg selv er blevet meget mere fri for skam. Vi er alle mere ens end man skulle tro. Sex og lyst behøver faktisk ikke være hverken tabubelagt eller belagt med skam,” fortæller hun.
Et spejl af samfundet
Pornoindustrien er en af de eneste brancher, hvor kvinder tjener mest. Men selv om kvinder er stærkt repræsenterede i pornoens indhold, er de ikke de største forbrugere af porno. Globalt set er 25 procent af pornoforbrugerne kvinder.
“Jeg havde mange fordomme omkring porno, inden jeg begyndte at dykke ned i den verden. Jeg følte, at det var et univers lavet til mænd. Det gør jeg nok stadig,” siger Kristine Tiedt.
“Jeg skød altid skylden på pornoen, men pornoen er bare et spejl af samfundet. I virkeligheden er det ikke pornoen, der er noget galt med.”
Under Kristines research så hun en del porno. Det var hurtigt, hun stødte på et groft sprogbrug over for kvinder.
“Slut”
“Hoe”
“Suck my cock”
Det samme sprog kunne hun ikke finde brugt over for mænd.
“Det hårde sprogbrug er en naturlig del af mainstream porno, og det er udtryk for, hvad folk tænder på, søger på, og hvad vi som samfund synes er sexet og accepteret.”
Det er tankevækkende for Kristine Tiedt, at det kun er en gruppe som omtales på den vis. Kristine Tiedt tror, at de fleste er klar over, at det degraderende sprogbrug over for kvinder hører til i pornoen og ikke i virkeligheden. Selv de unge.
“Jeg tror, at de unge er nogle af dem, der ved mest om porno, meget mere end mange af de ældre generationer. De ved, hvordan det føles at vokse op med porno, som så afgørende en faktor i ens ungdomsliv og ens seksualitet og i kønnenes møde med hinanden og med sig selv.”
Men hun tror også på, at det er op til den yngre generation at hjælpe med at finde ud af, hvordan pornoen skal se ud fremadrettet, og hvad vi som samfund accepterer. Det er måske især vigtigt ikke at spejle sig for meget i den porno, som er mest populær.
“Hvis vi spejler os i porno, er det ekstremt vigtigt, at vi er opmærksomme på, at det er lavet for at se godt ud på skærmen og for seeren og ikke for, at det skal føles godt.”
“Der er risiko for, at hvis man har set meget mainstream porno – særligt inden sin seksuelle debut – og man spejler sig i det, og i de kroppe, så bliver man nødt til at aflære nogle ting. Sex i den virkelige verden er jo aldrig perfekt.”
I virkeligheden er det jo det uperfekte, der gør sex allersjovest, mener Kristine Tiedt.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.